Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Kort tid efter drabet på journalisten og systemkritikeren Jamal Khashoggi kommer det saudiske regime på ny i søgelyset i en opsigtsvækkende sag. Ifølge menneskerettighedsorganisationerne Amnesty International og Human Rights Watch er en række fængslede saudiske aktivister, herunder kvinder, blevet mishandlet og tortureret i det saudiske Dhahban-fængsel.
På baggrund af tre beretninger oplyser Amnesty International om eksempler på tortur i form elektriske stød og slag, hvilket skulle have gjort nogle af de fængslede aktivister ude af stand til at stå eller gå normalt. I et enkelt tilfælde er en kvindelig aktivist blevet krænket seksuelt af forhørsledere iført masker, lyder det fra Amnesty International.
Ifølge Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling, er sagen dybt alvorlig.
»Det er virkelig dybt bekymrende og ekstremt alvorlige forhold, at den slags ekstreme metoder finder sted. Derfor opfordrer vi den danske regering og resten af verdenssamfundet til i samlet flok at sige fra,« siger Trine Christensen.
Hun understreger, at meldingerne fra rapporten »er yderst troværdige«, og at de nu skal verificeres yderligere.
Ingen grænser
I maj blev en række af aktivisterne anholdt af det saudiske styre, herunder kvindelige menneskerettighedsaktivister, uden at blive sigtet eller få juridisk bistand, forklarer Trine Christensen.
»De blev anholdt på selvsamme tidspunkt, som de saudiske myndigheders og kronprinsen Mohammed bin Salmans propaganda hævdede, at Saudi-Arabien var på vej til at blive reformeret, og at kvinder nu måtte køre bil. Det virker jo meget overfladisk de nye beretninger taget i betragtning,« siger hun.
I en lignende rapport har menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch ifølge CNN oplyst, at forhørsledere har tortureret kvindelige saudiske aktivister.
Det beskrives, at de kvindelige aktivister har fået elektriske stød, piskeslag på lårene og er blevet tvunget til at kysse forhørslederne.
»Enhver form for brutal tortur af kvindelige saudiske aktivister viser, at de saudiske myndigheder ingen grænser har,« lyder det fra Michael Page fra Human Rights Watch i en pressemeddelse.
Sagen kommer i kølvandet på sagen om den saudiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi, der blev dræbt på det saudiske konsulat i Istanbul.
Den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, og hans indercirkel er mistænkt for at stå bag drabet. Senest har The Washington Post beskrevet, at CIA i en undersøgelse af drabet er nået frem til den konklusion, at drabet skete på ordre fra Mohammed bin Salman.
Den saudiske kronprins har gentagne gange nægtet at have forbindelse til drabet, ligesom den saudiske regering også nægter anklagerne om tortur.
I en udtalelse til CNN siger en saudisk talsmand:
»Kongeriget Saudi-Arabiens retsvæsen tolererer ikke, fremmer ikke eller tillader ikke brugen af tortur. Enhver, om det er mand eller kvinde, der efterforskes, går gennem den normale juridiske proces, som under afhøringerne er ledet af den offentlige anklagemyndighed, og som ikke på nogen måde baserer sig på hverken fysisk, seksuel eller psykisk tortur.«