Saudi-Arabiens konge forsvarer kronprinsen – ikke et ord om Khashoggi

I sin første offentlige tale siden mordet på den kritiske journalist undlod kong Salman helt at omtale skandalen og den internationale fordømmelse.

Kong Salman bin Abdulaziz Al Saud (t.h.) ankommer til sin årlige tale for det såkaldte Shura-råd i Riyadh den 19. november. Fold sammen
Læs mere
Foto: BANDAR ALGALOUD HANDOUT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kong Salman af Saudi-Arabien stillede sig mandag bag sin søn og kronprins, Mohammed bin Salman, og undgik enhver omtale af den internationale fordømmelse, som har ramt kongeriget siden drabet på den kritiske journalist Jamal Khashoggi i Istanbul i sidste måned.

Efterdønningerne af det drab bredte sig yderligere, da Tyskland samme dag valgte at indføre sanktioner mod 18 saudiarabere, som er mistænkt for at have deltaget i drabet, samt at indefryse en våbenhandel med Saudi-Arabien. Den tyrkiske forsvarsminister foreslog samtidig, at Khashoggis drabsmænd kan have taget liget af ham med sig ud af landet.

Drabet på Khashoggi på det saudiarabiske konsulat i Istanbul har udløst en byge af vestlig kritik af kongeriget, dets omgang med menneskerettighederne og kronprins Mohammeds lederskab.

Et stort antal tidligere og nuværende vestlige ledere har konkluderet, at en så kompliceret operation som drabet på Jamal Khashoggi næppe kan være gennemført uden kronprinsens vidende. Amerikanske kilder røbede i sidste uge over for The New York Times og andre aviser, at det er CIAs konklusion, at kronprinsen personligt beordrede drabet gennemført.

Kun kongens ord gælder

Talsmænd for kongeriget har gentagne gange på det bestemteste afvist, at kronprinsen skulle have haft noget som helst at gøre med Khashoggis død. De har i stedet fremstillet drabet som et resultat af en operation om at bringe Khashoggi tilbage til Saudi-Arabien, som løb af sporet.

Når der således bliver stillet skarpt på den 33-årige kronprins, opstår der naturligt spekulationer om, hvorvidt han vil blive kørt ud på et sidespor. Men i Saudi-Arabiens absolutte monarki har kun hans far myndighed til at gøre noget sådant, og som mandagens tale viste, så har kong Salman ingen intentioner om at sende sin søn ud i mørket.

I sin årlige tale til Shura-rådet, som er kongerigets rådgivende forsamling, holdt den 82-årige monark sig til generelle udtalelser om den officielle saudiarabiske politik. Han opfordrede verden til at stoppe Irans atomprogram og pressede på for at få en politisk løsning på krigene i Syrien og Yemen samt opretholde den internationale kamp mod terrorisme.

Hvis kongen kom med nogen form for reference til drabet på den kritiske journalist, skete det meget indirekte: Han roste landets offentlige anklager, hvis kontor står for den officielle saudiarabiske håndtering af mordet og opklaringen. I sidste uge hed det fra anklagerens kontor, at der var rejst sigtelse mod 11 saudiarabere for deltagelse i drabet, og at fem af sigtelserne havde påstand om dødsstraf.

Saudi-Arabien har officielt sagt, at den operation, som førte til drabet på Jamal Khashoggi, fandt sted uden for den sædvanlige kommandovej. I sidste måned nedsatte kong Salman så en kommission, som skal reformere og restrukturere efterretningstjenesterne for at forhindre den slags problemer i fremtiden.

Formand for denne kommission er kronprins Mohammed.

Oversættelse: Lars Rosenkvist