15-årige Caroline keder sig og savner sine veninder: »Det er gået op for mig, hvor meget det betyder at være fysisk sammen«

Berlingske taler løbende med en række danskere om deres hverdag under coronakrisen. I dag fortæller 15-årige Caroline Ploug Frederiksen, hvad hun får en dag til at gå med, når hun ikke kan ses med veninderne.

Hverdagen er vendt på hovedet for teenageren Caroline Ploug Frederiksen, der er vant til at ses med sine venner hele tiden. Hun savner skolen og det sociale liv. Lige om hjørnet venter afgangsprøverne, og det fylder hendes tanker meget i øjeblikket. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

1. april 2020

»I dag har været speciel, fordi vi skulle trække emne til naturfagseksamen. Jeg stod op kl. 8:30 og satte mig ved min computer. Min lærer skypede med os alle sammen, mens vi trak emner. Vi skulle vælge mellem en masse papirlapper. Det var ret mærkeligt, men også ret sjovt.

Jeg trak et emne om udledning af stoffer. Det er rigtig godt, for det har vi om for tiden. Efter påskeferien går læsning til prøverne for alvor i gang.

Bagefter skrev jeg min to do-liste. Det gør jeg hver morgen. Jeg deler den som regel på min Instagram-profil, så andre kan blive inspireret af den, og så jeg selv bliver motiveret til at gøre alle tingene.

Derefter begyndte jeg på dagens lektier. Vi er ikke overbebyrdet med lektier. Men der er nok at lave. I dag arbejdede jeg koncentreret i tre timer, så holdt jeg en lille pause, og så lavede jeg lidt igen. Jeg fik hovedpine til sidst og måtte stoppe.«

Sådan ser et screenshot af Carolines to do-liste ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat.

Kunne du bedre lide skolearbejdet før coronakrisen?

»Det er fedt, at jeg kan være herhjemme og sidde i nattøj, mens jeg laver lektier. Jeg bestemmer selv over min tid.

Men det er sværere, når jeg ikke har direkte kontakt med min lærer. Jeg kan ikke bare stille et hurtigt spørgsmål. Og så er der kø til Aula hele tiden. Ofte i op til en halv time. Det er frustrerende, når det er der, vi hver morgen kan se, hvad vi skal lave i dag.

Jeg savner skolen. Jeg savner det sociale.

Hvad er det værste for dig ved coronakrisen?

Hverdagen er kedelig. Jeg har kun været sammen med veninder to gange. Min mor går meget op i, at jeg ikke skal være sammen med alle mulige, og det forstår jeg godt.

Jeg savner mine veninder helt vildt. Vi facetimer hver dag. I dag har jeg facetimet med tre forskellige veninder.

Det er gået op for mig under corona, hvor meget det betyder at være fysisk sammen. Når vi skriver på de sociale medier eller snakker over FaceTime, så kan vi ikke rigtig gøre noget. Vi kan kun snakke. Det er ikke det samme, som når vi er fysisk sammen.«

Er der noget, du er bekymret for? 

»Jeg er ret nervøs for, hvordan afgangsprøven skal foregå. Jeg vil helst op til eksamen i stedet for bare at få en standpunktskarakter. Vi får ikke øvet os til fremtiden, hvis vi ikke prøver en eksamen.

Lærerne har talt lidt om, hvordan det kan komme til at foregå, hvis vi ikke må mødes fysisk. Måske skal vi skype, når vi er til eksamen. Men jeg håber, at vi får lov til at gøre det i virkeligheden. Det andet er for ubehageligt på en eller anden måde.«

»Jeg vil helst op til eksamen i stedet for bare at få en standpunktskarakter. Vi får ikke øvet os til fremtiden, hvis vi ikke prøver en eksamen,« siger 15-årige Caroline Ploug Frederiksen, der her er ude at gå tur med sin hund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Er der noget godt ved corona?

»Først kunne jeg ikke se noget positivt i det. Men så fandt jeg ud af, at miljøet får det meget bedre under coronakrisen. Vi kører ikke så meget i bil, vi flyver ikke, og vi holder os indendøre. Vi skader ikke miljøet. Det, synes jeg, er rigtig godt.

Resten af aftenen skal jeg se film og kigge på min telefon. Jeg har fået en dårlig vane med at gå sent i seng. I går gik jeg i seng klokken to. Corona er på mange måder dårligt. Særligt for min døgnrytme.

Jeg ender sikkert også med at gå i seng klokken to i dag. Dér kan mine øjne trods alt ikke mere.«

»Først kunne jeg ikke se noget positivt i det. Men så fandt jeg ud af, at miljøet får det meget bedre under coronakrisen,« siger 15-årige Caroline Ploug Frederiksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.