Der er helt stille i stuen i Virum, hvor Siff Kristensen bor med sin mand og tre børn på tre, ni og 13 år. Den tre-årige, Mahdi, sidder med høretelefoner i ørene og ser iPad, mens pigerne sidder med hver deres skoleopgaver og arbejder koncentreret.
»Det her er helt vildt unormalt. Det er nok, fordi I er på besøg, at de opfører sig så eksemplarisk. To minutter, inden I kom, gøede hunden som en gal, Mahdi hamrede løs på legeklaveret, og det var rent kaos. Sådan er det generelt for tiden,« siger Siff Kristensen og griner.