Hvem er den mand, som fører Danmark gennem coronakrisen? Han er en læge, som har »prøvet det, der er værre«

Det kan godt være, at han er en voksen mand, at han er Sundhedsstyrelsens direktør, og lige nu er hele Danmarks overlæge, men Søren Brostrøms mor er altså bekymret for, om han får nok at spise. Det skal hun ikke være. Han har været igennem det, der var mere voldsomt både i sit arbejde og i sit privatliv.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm arbejder lige nu 14 timer i døgnet. Hans egne fejl har lært ham, hvad han ikke skal gøre som myndighed i en coronatid. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For 17 år siden blev Camilla Rathcke kørt til Rigshospitalet med plukveer. Det var alt for tidligt. Hun havde først termin med sine tvillinger om tre måneder.

En læge ved navn Søren Brostrøm satte sig på hendes sengekant og fortalte roligt og empatisk, hvad hun kunne forvente sig af situationen. Kort efter fik Camille Rathcke akut kejsersnit. Den nyfødte datter vejede kun 585 gram. Hun havde hul i tarmen og Søren Brostrøm meddelte, at den lille pige skulle opereres, hvis hun skulle have en chance her i livet.