Opråb fra topforskere: Drop debat om test for corona – vi bruger tiden forkert

I stedet for at diskutere få eller mange test for coronavirus bør vi fokusere alle vores kræfter på at teste befolkningen for immunitet, lyder det fra topforskere. Det kan hjælpe os til at åbne samfundet.

I snart to uger har politikere, embedsmænd, forskere og andre fagfolk heftigt debatteret, om Danmark har testet for få personer for virus i kampen mod covid-19.

Det er et skævt fokus, som vi ikke bør bruge unødig tid på, advarer flere topforskere. I stedet bør alle kræfter sættes ind på hurtigst muligt at få kortlagt graden af immunitet i befolkningen. For antallet af resistente danskere er helt afgørende for, hvornår vi ansvarligt kan genåbne samfundet, lyder det.