Flere metrolinjer i New York City

Man skulle næsten tro, at New York havde nok metroer i undergrunden. Men nu bygger de altså på endnu en linje. Foto: Flickr Fold sammen
Læs mere

Det er nu blevet endnu nemmere at komme rundt med offentlig transport i New York. Den 1. januar rullede det først metrotog nemlig ud på den amerikanske storbys nye linje, Second Avenue Subway. Eller mere præcist så rullede toget ud på den første del af den nye linje, som efter planen skal binde sydspidsen af Manhattan sammen med Harlem i nord.

Arbejdet med Second Avenue Subway har været i gang i næsten et århundrede, og indtil videre er det kun 3 ud af de planlagte 16 stationer, der er taget i brug. Etableringen af den nye metrolinje er noget nær en saga værdig i New York: Det første forslag om Second Avenue Subway blev fremlagt i 1929, men blev fejet af bordet, da Wall Street samme år krakkede og sendte New York ud i økonomisk deroute.

Først i 1972 gik byggeriet i gang, men blev kort efter ramt af finansielle problemer og lå sidenhen stille, indtil man i 2007 besluttede at genoptage projektet.

Det er endnu usikkert, hvornår de resterende 13 stationer slår dørene op, for med foreløbige udgifter på 4,4 mia. dollars (ca. 31 mia. kr.) og en anslået pris på 6 mia. dollars (ca. 42 mio. kr.) for de næste tre stationer, er der lang vej endnu, før forhandlingerne er på plads, skriver New York Times.