Investorer betaler milliarder for uklare modydelser

Ny temaundersøgelse fra Finanstilsynet skaber forhåbentligt klarhed over, hvad investorer modtager for de mange milliarder, som de hvert år betaler for rådgivning.

Den uafhængige investeringsrådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen sætter i denne uge fokus på omkostningerne i investeringsforeningerne, og hvad de dækker over. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Investeringsforeninger tilbyder fine tjenester for medlemmerne såsom formueforvaltning, risikospredning, relevante aktivklasser, mulighed for daglige køb og salg og ikke mindst god investorbeskyttelse i form af regulering og løbende tilsyn fra den finansielle sektors vagthund, Finanstilsynet.

Medlemmerne i en investeringsforening vælger bl.a. a) en bestyrelse, der skal b) varetage medlemmernes interesser bedst muligt. Begge dele er forankret i regulering fra Finanstilsynet, men alligevel er foreningerne ofte havnet i skudlinjen. Det er med beskyldninger om, at medlemmernes bedste interesser må vige til fordel for deres samarbejdspartneres – primært bankerne – interesser.

Bl.a. har Finanstilsynet konkluderet, at medlemmerne ikke opnår reelle stordriftsfordele, i takt med at formuen vokser. Eksempelvis fremgik det af en tidligere rapport fra Finanstilsynet, at »… selv store stigninger i formuerne kun udløser marginale besparelser for investorerne«, og »gevinsten ved øget distribution tilfalder således i langt størsteparten af tilfældene det pengeinstitut, som distribuerer …«.

Selv om rapporten har nogle år på bagen, er dens konklusioner stadig yderst relevante, da medlemmer i investeringsforeninger i dag betaler langt over ti mia. kr. i årlige omkostninger. Det tæller både direkte og indirekte omkostninger i foreningen i tillæg til de mange omkostninger, som investorer betaler til banken for rådgivning, køb og salg af værdipapirer m.m.

Tidligere var typisk halvdelen af omkostningerne i en forening betaling for rådgivning af medlemmet. Omkostningen kaldes formidlingsprovision og løber op i fire-fem mia. kr. om året. Det er voldsomt mange penge, men ikke desto mindre efterlod Finanstilsynets rapport det indtryk, at foreningernes bestyrelser hverken stiller kvalitative eller kvantitative krav til rådgivningen, som bankerne yder til medlemmerne på vegne af foreningerne.

Flere bestyrelser argumenterede over for Finanstilsynet med, at »det er en branchekutyme, at omfanget af rådgivningen ikke defineres nærmere i distributions- og rådgivningsaftalerne«. Sikke dog en indrømmelse over for Finanstilsynet, ikke mindst størrelsen af betalingen taget i betragtning og forpligtelsen til at varetage medlemmernes interesser bedst muligt.

Hvad er rådgivning?

Trods den milliardstore betaling er der således alligevel usikkerhed om, hvad formidlingsprovisionen egentlig dækker over. Det er paradoksalt, at det kan lade sig gøre, men er sandsynligvis resultatet af, at bestyrelserne jvf. Finanstilsynets rapport tilsyneladende bare sender penge afsted uden konkrete krav om modydelse.

Heldigvis har medlemmernes egen interesseorganisation, Investering Danmark, forsøgt at fjerne enhver tvivl om, hvad betalingen dækker over. De har tidligere præciseret, at formidlingsprovisionen dækker over 1) distribution og 2) rådgivning af medlemmerne. Med andre ord kan der ikke distribueres, uden at medlemmerne rådgives, da rådgivningen er en integreret del af distributionen.

Ved et tidligere årsmøde fremhævede interesseorganisationen, at »distribution består også i at rådgive investorerne, få kortlagt deres individuelle investeringsprofil og herudfra hjælpe dem med at vælge de relevante investeringsmuligheder. Faktorer som skat, risikovillighed og investeringshorisont er nøglebegreber her«.

Organisationen forklarede vigtigheden af, at rådgivning tager udgangspunkt i den enkelte investors behov, herunder at »det er mere komplekst at sammensætte og vedligeholde en portefølje …«. Med andre ord fastslår medlemmernes interesseorganisation med syvtommersøm, at formidlingsprovisionen er betaling for løbende investeringsrådgivning, og at denne rent faktisk gennemføres.

Faktum er imidlertid, at en TNS Gallupundersøgelse fra 2016 viste, at langt fra alle investorer får investeringsrådgivning. For 36 pct. af de adspurgte var det mere end fem år siden, rådgivning sidst havde fundet sted, eller det var så lang tid siden, at de slet ikke kunne huske, hvornår de sidst var blevet rådgivet. Mange har dermed betalt for løbende rådgivning uden at modtage rådgivning.

Ny undersøgelse på vej

Det er forhåbentligt fortid, at medlemmer af investeringsforeninger betaler for rådgivning, som ikke modtages. Da vi tog hul på 2018, skærpede nye EU-regler kravene til, hvornår banker og andre distributører kan beholde formidlingsprovisionen. Det kan kun ske, hvis kvalitetsforbedrende services leveres til kunden, og derudover er det et krav, at betalingen skal stå mål med den leverede ydelse.

Det store spørgsmål bliver, hvad kvalitetsforbedrende services rent faktisk dækker over. Det er min vurdering, at man bør forvente en stor kreativitet på området med ydelser, som måske – måske ikke – er relevante for medlemmerne. Ellers rimeligt banale ydelser som en beholdningsoversigt og kursudvikling i netbanken, SMS-services og nyhedsbreve er pludselig blevet til kvalitetsforbedrende services. I den mere kuriøse afdeling er »gratis strakskurser via mobilbank« eller »tilbud om deltagelse i et halvårligt seminar med en økonom el. lign.« nu blevet kvalitetsforbedrende, men kun for kunder med mindst 1,5 mio. kr. i investeringsforeningsbeviser.

Heldigvis er Finanstilsynet på trapperne med en temaundersøgelse om, hvordan bankerne lever op til de nye EU-regler om kvalitetsforbedrende service ved investeringsrådgivning. Offentliggørelsen skulle være her i december, men er efter sigende rykket til det nye år. Rapporten skaber forhåbentligt klarhed over, hvad investorer kan forvente af kvalitetsforbedrende service, og hvordan ydelsen står mål med betalingen.

Kært barn, mange navne

Som forberedelse til de nye EU-regler er omkostningsstrukturen blevet omlagt i mange investeringsforeningers fonde. Formidlingsprovisionen er typisk forhandlet ned i pris, men desværre er andre omkostninger samtidig forhandlet op i pris. Mange medlemmer oplever derfor uændrede omkostningsprocenter eller måske endda ligefrem prisstigninger.

Eksempelvis kostede Danske Invest Danmark Fokus for år tilbage jvf. dens prospekt 1,51 pct., og formidlingsprovisionen lå på 0,8 pct. Senere faldt provisionen til 0,3 pct. i tillæg til en fast årlig betaling, men den samlede pris for medlemmerne hoppede til 1,6 pct. I et efterfølgende prospekt kunne man ikke længere få oplyst formidlingsprovisionen, men satsen dukkede dog op igen i et nyere prospekt og var nu 0,59 pct. Igen var den samlede omkostning 1,6 pct. I skrivende stund er provisionen 0,49 pct., og omkostningsprocenten er stadig 1,6 pct.

Det virker finurligt, at hver gang provisionen forhandles ned, så hopper prisen på andre ydelser – aldrig til medlemmernes gunst. Manøvren efterlader indtryk af skrivebordsgymnastik og bekræfter Finanstilsynets tidligere konklusion om, at medlemmerne interesser må vige til fordel for andre. Manøvren bærer præg af et ønske om at fastholde det samlede omkostningsniveau uændret – til fordel for dem, der modtager pengene, dvs. primært bankerne, og til investorernes ugunst.

Det bliver interessant, hvad Finanstilsynets kommende temaundersøgelse afdækker i forhold til, hvad medlemmerne kan forvente sig i form af kvalitetsforbedrende services, og ikke mindst hvordan betalingen står mål med den leverede service.

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA, CIPM, er partner hos den uafhængige investeringsrådgiver Dannebrog Invest