Mange danskere benytter flittigt investeringsforeninger til placering af opsparingen, men modsat trenden uden for landets grænser favoriserer danskerne stadig de såkaldte aktivt forvaltede fonde.
I sådanne fonde vil investorer ikke nøjes, men går all-in i jagten på lukrative afkast. Giver markedet eksempelvis otte procent i afkast, er man kun tilfreds, hvis man selv opnår mindst samme afkast og helst endnu højere. Faktisk er danskerne så lune på denne investeringstilgang, at hele 95 procent af formuen er placeret i aktive fonde, og kun fem procent er investeret i passive fonde, hvor målsætningen er markedsafkastet.
Det er overraskende, at danskerne i den grad stadig foretrækker aktive fonde. Al erfaring viser nemlig, at kun en meget lille andel af sådanne fonde kontinuerligt præsterer bedre end markedet. Konsekvensen er derimod bristede forventninger for mange investorer, og virkeligheden er i bedste tilfælde halvsløje afkast eller nok mere sandsynligt deciderede sløje afkast i stedet for attraktive afkast.
I udlandet er det snart mange år siden, investorer fik øjnene op for aktive fondes tvivlsomme præstationer, og at målsætningen om gode afkast snarere er illusorisk end virkelighed. De finder sig derfor ikke længere i sløje afkast, noget som de oven i købet meget vel betaler det tidobbelte af eller endnu mere i forhold til alternativerne. Det har betydet massiv flugt og nærmest folkevandring fra aktive til passive fonde, som lokker med både bedre afkast og langt lavere priser.
Derfor er passive fondes andel af det globale marked vokset til 25 procent mod blot ti procent for ti år siden. I USA sidder passive fonde i dag på 38 procent af markedet, mens andelen er 17 procent i Europa. Den sølle markedsandel på fem procent i passive fonde herhjemme står dermed i betydelig kontrast til begivenhederne i resten af verden.
Årsagen til den voldsomme vækst i passive fonde er utvivlsomt bristede forventninger på egen krop for mange investorer i aktive fonde, og desuden er mange blevet prisbevidste. Hvem vil betale dyrt for en vare, som ikke leveres? Ved investering er det vigtigt at huske på, at der ingen sammenhæng er mellem høj pris og høj kvalitet. Det er langt oftere omvendt, at høj pris er lig lav kvalitet, og til gengæld er lav pris udtryk for superkvalitet.
Driver omkostninger investeringsanbefalinger?
Der er flere mulige årsager til danske investorers fortsatte favorisering af aktivt forvaltede fonde. En forklaring kan være, at aktive fonde fra hjemlige investeringsforeninger går mod strømmen og ganske enkelt leverer varen i form af attraktive afkast. Det vender vi tilbage til.
En anden årsag kan være, at mange danskere rådgives om og anbefales disse ofte dyrere aktivt forvaltede fonde. Danske investorer betaler ca. 1,0 procent af formuen i løbende fondsomkostninger, og det bliver til en årlig betaling på 8,5 mia. kr.
Var investorerne i stedet blevet rådgivet om passive fonde, som eksempelvis amerikanerne betaler 0,15 procent for om året, ville den årlige betaling falde til bare 1,3 mia. kr. Differencen, som investorerne sparer, er imponerende 7,2 mia. kr., men det er samtidig indtægter, som primært bankerne i givet fald mister.
Sløj performance
Jeg har taget pulsen på performance i danske aktivt forvaltede aktiefonde. Det kan jo være, at de mod alle odds leverer varen og henter de attraktive og sjældne afkast hjem, som investorerne er stillet i udsigt. Erfaringsmæssigt ved jeg, at det har knebet for danske aktive fonde at levere varen, men der kan naturligvis være nye tider.
Et argument fra aktive forvaltere, når de skal forklare deres sølle præstationer, er ofte, at når alt i markedet bevæger sig i samme takt, er det vanskeligt at finde de gode lommer i markedet. Man kan dog på ingen måde sige, at markedet er synkront for tiden. Tænk bare på udviklingen i danske aktier, emerging markets, Kina, USA, teknologiaktierne osv. Med andre ord masser af muligheder for dygtige aktive forvaltere til at navigere uden om de dele, som underpræsterer og i stedet placere pengene der, hvor det er sjovt at være.
Men lad det være sagt med det samme. Det er i bedste fald status quo for danske aktivt forvaltede fonde. Kun 17 procent leverer varen i år, og dermed præsterer hele 83 procent dårligere end markedet. Den typiske underperformance i år er 2,6 procentpoint (pr. 31/10-2018). Bedst er Sydinvest BRIK med 9,4 procentpoint bedre afkast end markedet i år, mens BIL Danmark DK Small Cap Aktier omvendt falder helt igennem gulvet og underpræsterer med intet mindre end 21,3 procentpoint.
I flere tilfælde viser resultaterne endda, at det med stor sikkerhed kan fastslås, at der ikke blot er tale om uheld, men decideret udygtighed hos fondsforvalterne. Selv med længere horisonter er billedet det samme – hovedparten leverer ikke varen, og mange gør det så konsistent, at der ikke blot er tale om uheld, men udygtighed.
Hensynet til indtjening først
Resultaterne understøtter på ingen måde danskernes fortsatte valg af aktive fonde. Tværtimod taler præstationerne for, at valfarten ud af aktive fonde uden for landets grænser i den grad også burde ske herhjemme. Jo før investeringsforeninger og investorernes rådgivere erkender disse faktuelle forhold og vilkår, des bedre bliver afkastet.
Når det tilsyneladende ikke sker, er min vurdering, at hensynet til bankernes indtjening må veje tungere end investorernes ve og vel. Der er ganske enkelt for mange penge i spil til, at bankerne giver køb på den lukrative indtjening, som det er at anbefale dyre aktivt forvaltede fonde frem for billigere kvalitetsfonde med bedre afkast.
En illustration af den åbenlyse interessekonflikt er landets største aktiefond, Nordea Invest Portefølje Aktier, med svimlende 24 mia. kr. i formue. Den koster investorerne 1,37 procent om året plus 0,66 procent i rådgivningsgebyr til Nordea, dvs. mere end to procent i omkostninger hvert eneste år. Det er ikke lykkedes fonden at klare sig bedre end markedet i bare et eneste kalenderår siden dens opstart, den halter også efter i år, men alligevel betaler dens investorer svimlende 330 mio. kr. i årlige omkostninger (plus 158 mio. i rådgivningsgebyr). Et passivt alternativ med langt bedre performance ville koste i omegnen af 30 mio. kr.
Den åbenlyse rationelle beslutning ville være at konvertere til en superbillig passiv fond, spare investorerne for 300 mio. kr. i ikke-værdiskabende omkostninger og sikre dem betydeligt bedre afkast (ca. 190.000 kr. i merafkast pr. investeret million siden fondens opstart og frem til nu). Når det åbenbart ikke sker, må det være, fordi andre hensyn tilsyneladende vejer tungere end investorernes. Det er svært at nå anden konklusion.
Spørgsmålet er, om alt håb med tiden vil være ude for aktiv forvaltning. Ikke nødvendigvis, men det forudsætter, at de præsterer. Indtil det sker, er det påfaldende, at formuen i passive fonde ikke er større herhjemme.
Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA, CIPM, er partner hos den uafhængige investeringsrådgiver Dannebrog Invest
