»Vi er ved at løbe tør for levende journalister til at skrive om de døde«

For tredje gang på under et år er en af de undersøgende journalister, der holder magten ansvarlig i EU, blevet myrdet. Bulgarske Viktoria Marinovas død bidrager til en morbid tendens.

Den bulgarske TV-journalist, Viktoria Marinova, blev myrdet lørdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Handout/Reuters/Arkivfoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Daphne. Jan. Viktoria. Tre europæiske journalister, der beskæftigede sig med hårdtslående, undersøgende journalistik om organiseret økonomisk kriminalitet. Tre journalister, som ikke lever længere.

Den bulgarske TV-journalist, Viktoria Marinova, er den seneste og dermed blevet del af en skræmmende tendens, hvor kritiske journalister i EU bliver gjort tavse.

Lørdag midt på dagen blev Marinova brutalt myrdet i en park i byen Ruse i det nordlige Bulgarien. Ifølge journalistorganisationen, Reporters Without Boarders, leder efterforskere nu efter spor i både hendes private og professionelle liv, der kan pege på en årsag til mordet.

Det er et faktum, at Marinova senest havde været beskæftiget med en hårdtslående historie om storstilet misbrug af fondsmidler fra EU. Sammen med undersøgende journalister fra den bulgarske journalistorganisation, Bivol, afslørede hun ved hjælp af indsigt i hemmeligholdte revisionsdokumenter svindel i byggeprojekter for hundreder af millioner af kroner.

Derfor er det også særligt vigtigt at får klarhed over, »om angrebet var forbundet til hendes arbejde«, som EUs retkommissær, Vera Jourova, skriver på Twitter.

Forbudte historier

Marinova er som sagt blot en af tre journalister, der i det seneste år er blevet slået ihjel i et EU-land. Den maltesiske journalist, Daphne Caruana Galizia, blev i oktober for et år siden dræbt af en bilbombe uden for sit hjem. Hun var kendt for sit kritiske, undersøgende arbejde, der stillede magten på Malta til ansvar. Mordet fik i foråret 45 journalister i 15 lande til at gå sammen om at undersøge, hvem der slog hende ihjel.

Laurent Richard, der er idémanden bag NGOen »Forbidden Stories«, kaldte samarbejde for »den bedste beskyttelse« for journalister udsat for fare.

»Hvad er ideen i at slå en journalist ihjel, hvis 10, 20 eller 30 andre står klar til at fortsætte deres arbejde,« hed det.

Man har stadig ikke identificeret, hvem der bestilte mordet på Daphne Caruna Galizia.

Den tredje dræbte er den 27-årige journalist, Jan Kuciak, og hans forlovede, der blev skudt på klos hold i februar i deres hjem i Slovakiet. Kuciak var midt i en undersøgelse af den italienske mafias tætte forbindelser til toppen af det politiske system i Slovakiet. Mordene satte gang i kæmpe demonstrationer og tvang premierminister Robert Fico til at træde tilbage fra sin post. Sidst i september kunne slovakisk politi fortælle, at det var lykkedes at arrestere otte personer, som politiet mener har forbindelse til mordet.

Journalistorganisationen, Organized Crime and Corruption Reporting Project, OCCRP, som har base i Sarajevo og arbejder med at afsløre økonomisk kriminalitet i stor skala – de seneste år har de blandt andet samarbejdet med Berlingske om afsløringerne af hvidvask i Danske Bank – har det seneste år haft en morbid ekstra arbejdsopgave: De har undersøgt, hvad der lå bag drabene på blandt andre kollegerne Daphne Caruana Galizia og Jan Kuciak.

Mordet på Marinova fik søndag Drew Sullivan, der er redaktør hos OCCRP, til tørt at konstatere på Twitter: »Vi er ved at løbe tør for levende journalister til at skrive om de døde.«

Eva Jung er Berlingskes korrespondent i Bruxelles og kender flere af kilderne i historien personligt