V-minister får »meget stor næse« i østerssag: »Det svarer til et gult kort, og dem får man kun ét af«

Et flertal med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i spidsen er klar med en »meget stor næse« til fiskeri- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) i østerssagen, som Berlingske har afdækket. Det er langtfra første gang, at en V-minister rager uklar med med et politisk flertal på fødevareområdet.

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) ses her i samråd i østers-sagen. Ministeren står til en næse fra et flertal blandt Folketingets partier i form af skriftlig kritik. Partierne kritiserer blandt andet, at ministeren har givet en version af forløbet, som ikke stemmer overens med den måde, som flertallet har oplevet sagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Den seneste måned er fiskeri- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) blevet mødt med hård kritik fra særligt Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for langsommelig implementering af ny lovgivning mod såkaldte kvotekongers muligheder for at fiske efter østers og blåmusling i Limfjorden.

Ministeren er blevet beskyldt for at gå mod ønskerne fra et flertal i Folketinget ved at forhale ny lovgivning i et forsøg på at begunstige kvotekongerne økonomisk. Ministeren har dog afvist anklagerne.

Nu får hun en stor næse fra et flertal i Folketinget.

Fiskeriordfører Ib Poulsen (DF)

»Det svarer til et gult kort, og dem får man kun ét af. Ved næste gule kort bliver det automatisk rødt, og så ryger man ud«


Næsen bliver først officielt givet på et møde onsdag i Miljø- og Fødevareudvalget, men ifølge Berlingskes oplysninger er der flertal for sagen, som er forhandlet på plads mellem Dansk Folkeparti og partier i oppositionen. Næsen bliver givet i form af en kritisk beretning, som indeholder skriftlig kritik af Eva Kjer Hansen.

Hun er ikke tvunget til at gå af på den baggrund, da næsen alene har symbolsk betydning.

I den kritiske beretning »påtaler« flertallet »på det skarpeste«, at ministeren ikke anerkender, at fiskeriordførerne »siden sommeren 2018 har udtrykt ønske om, at bekendtgørelsen skulle træde i kraft hurtigere, og at ministeren derved indirekte beskylder et flertal i Folketinget for at tale usandt«.

Undervejs i forløbet har Berlingske beskrevet, hvordan en storfisker brugte ventetiden på at købe nye licenser til at fiske skalddyr, som vedkommende ikke kunne have købt, hvis de nye regler var trådt i kraft hurtigere. Oplysningerne fik Dansk Folkeparti til at skærpe retorikken markant og beskylde ministeren for bevidst at holde hånden over en af landets såkaldte kvotekonger.

Denne del af sagen har også fundet vej til beretningen, hvor flertallet påpeger, at »alvoren skærpes« ved at storfiskeren fik mulighed for at gennemføre handlen med de pågældende fiskelicenser.

»Flertallet finder på denne baggrund ministerens håndtering af sagen overordentlig utilfredsstillende og henstiller på det kraftigste til, at ministeren fremadrettet loyalt og uden unødigt ophold følger det politiske flertal på fiskeriområdet,« står der videre i beretningen.

Venstres fiskeri- og ligestillingsminister, Eva Kjer Hansen, har fået massiv kritik af Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Pousen, for at holde hånden over de såkaldte kvotekonger. Det er Ib Poulsen på billedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen.

Der findes ingen udtømmende formel for, hvornår en næse er stor eller lille. Men Folketingets Oplysning har udarbejdet et dokument, som udgør et internt arbejdsredskab i Folketinget, hvor man har forsøgt at sætte ord på graderne af kritik blandt andet ud fra statsrevisorernes skala over størrelsen på næser.

Ud fra disse definitioner er der tale om en »stor næse«, når der anvendes formuleringer som nævnt i denne kritiske beretning.

Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, forklarer da også, at sagen er »meget alvorlig«, fordi den handler om, at »store fiskere kan tryne de små«, og om, at et »flertal ikke vil beskyldes for at lyve af en minister«.

»Derfor får fiskeriministeren en tung og meget stor næse for sin håndtering af sagen her. Det svarer til et gult kort, og dem får man kun ét af. Ved næste gule kort bliver det automatisk rødt, og så ryger man ud,« siger Ib Poulsen som en form for advarsel til ministeren.

Mange sager

Det er langtfra første gang, at Eva Kjer Hansen og Venstres ministre rager uklar med et flertal af partierne i Miljø- og Fødevareudvalget.

Eva Kjer Hansen var miljø- og fødevareminister i 2016, da hun blev tvunget til at gå af efter beskyldninger om vildledning af Folketinget om regeringens landbrugspakke. Undervejs i forløbet fik centrale ministre i toppen af regeringen også en næse i sagen for at have siddet inde med faglige vurderinger af landbrugspakken, som ikke med samme ordlyd tilgik Folketinget.

I 2017 afslørede Berlingske, hvordan Esben Lunde Larsen (V) havde tilbageholdt værktøjer til at begrænse de såkaldte kvotekonger. Han fik ligeledes en næse af et flertal i Folketinget, og senere mistede han posten som fiskeriminister, angiveligt med baggrund i kvote-sagen.

Fiskeriordfører Simon Kollerup (S) mener, at denne næse til Eva Kjer Hansen er »meget stor«.

»Den irettesættelse, som ministeren modtager, skal ses i sammenhæng med, at vi som flertal nu pålægger ministeren loyalt at gennemføre den politik på fiskeriområdet, som der er flertal for,« siger han.

Alternativets fiskeriordfører, Roger Courage Matthisen, fortæller, at han har oplevet, at ministeren ikke har taget flertallet alvorligt.

»Nu gør vi det her for at få genetableret et respektfuldt samarbejde,« tilføjer han.

Fiskeri- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelser om en kommentar. For nylig udtalte hun sig dog om sagen under et hasteindkaldt samråd. Her ærgrede ministeren sig over forløbet, men hun fastholdt, at hun først fik besked om ønsket fra Dansk Folkeparti om hurtigere ikrafttrædelse af lovgivningen i november 2018. Eva Kjer Hansen mener derfor, at hun ikke kunne agere hurtigere.