Skive for skive, skridt for skridt har de danske politikere bevæget sig ind på en kurs, hvor man tilsidesætter grundlæggende frihedsrettigheder. Og nu er udviklingen kommet så langt, at det bør kalde på dyb bekymring fra borgerne og grundig eftertanke fra det politiske system.
Sådan lyder opråbet fra centrale stemmer i den danske retssikkerhedsdebat, som mener, at vi er vidne til et decideret politisk kulturskred i arbejdet med at forebygge og bekæmpe kriminalitet.
Jonas Christoffersen, der i ti år har været direktør i Institut for Menneskerettigheder, som har til ansvar at overvåge og rådgive den siddende regering i forhold til frihedsrettighederne, mener, at »det politiske system stille og roligt har fået mindre og mindre respekt for de grundlæggende rettigheder, som vi har bygget vores samfundsmodel på«.
»Der er en politisk tænding og et usundt kapløb om at vise handlekraft, som gør, at de klassiske samfundsværdier og retsgarantier mere og mere skydes til side, og man glemmer at gøre det med en forsvarlig retssikkerhed,« siger han.
I løbet af de seneste år har han mere og mere oplevet, at debatten om retssikkerhed og frihedsrettigheder bliver trængt i baggrunden.
»Det politiske og det offentlige rum til at trække vejret og tage luft ind og spørge, om det nu også er nødvendigt at gøre, som vi gør, har meget vanskelige vilkår,« siger han.
Jacob Mchangama, direktør i den uafhængige juridiske tænketank Justitia, er enig.
I en kommende analyse konkluderer tænketanken via en række eksempler, at der også det seneste år har »været en lang række initiativer, som har gjort indhug i borgernes retssikkerhed og frihedsrettigheder«.
En udvikling, som allerede nu ser ud til at fortsætte, selv om Danmark har fået en ny regering støttet af venstrefløjen.
»Den nye regering virker endda til at være parat til at gå endnu længere, og den virker til i endnu mindre grad at synes, at modstående hensyn såsom beskyttelsen af privatlivet eller andre grundlæggende principper kan stå i vejen for at gøre det, man ønsker for at modvirke ekstremisme eller kriminalitet,« siger han:
»Dermed er det her et skred, der finder sted tværpolitisk og bredt i de dominerende partier, og som derfor ikke længere kan siges at være noget, der deler det politiske landskab.«
Også Jens Elo Rytter, juraprofessor på Københavns Universitet og ekspert i friheds- og menneskerettigheder, genkender udviklingen over den seneste håndfuld år, hvor han noterer en øget vilje til at udfordre rodfæstede principper såsom, at man ikke diskriminerer.
»Tendensen er, at politikere i højere grad er villige til at gå til – og udfordre – grænser for at få gennemført politik, som på visse områder rejser ret alvorlige menneskeretlige problemer,« siger han.
Hvad værre er, mener juraprofessoren, har vi de seneste år set en tendens, han betegner som »dobbelt bekymrende«, hvor det er svært at måle effekten af initiativer som senest med flere kameraer til øget overvågning.
»I de tilfælde må man spørge sig selv, om man ikke er ved at gøre skade på ret grundlæggende principper uden nødvendigvis at opnå så forfærdeligt meget ved det. Og så er det symbolpolitik.«
I Advokatrådet deler man ligeledes bekymringen over en udvikling, der »har taget fart«.
»Det er paradoksalt og bekymrende, at vi indskrænker den enkeltes frihedsrettigheder for at opnå frihed. Her mener vi, at det er på tide, at vi tager større retssikkerhedshensyn,« siger Advokatrådets formand, Peter Fogh.
En stribe eksempler
Over de seneste fem år har skiftende regeringer med skiftende flertal igen og igen truffet beslutninger, som har fået førende jurister til at råbe vagt i gevær, og som Berlingske har gennemgået:
Der er beslutningen om at indføre dobbeltstraf for visse kriminalitetstyper i ghettoområder.
Der er muligheden for at lave opholdsforbud for visse personer i visse egne af landet.
Der er maskeringsforbuddet, der forbyder tildækning i det offentlige rum, herunder med burka.
Der er beslutningen om at give mulighed for at overvåge danske statsborgere i udlandet.
Der er beslutningen om at udskyde retten til familiesammenføring for visse flygtninge med tre år, hvilket skal for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i marts.
Der er beslutningen om at indføre minimumsstraffe på flere kriminalitetstyper, hvilket afskaffer domstolenes mulighed for at foretage frie skøn.
Der er imamloven, der kriminaliserer såkaldt religiøs påvirkningsvirksomhed.
Der er den fortsatte stigning i antallet af love, der giver det offentlige adgang til privat grund uden dommerkendelse.
Der er sagen om den ulovlige logning af teledata.
Der er den udvidede brug af nummerpladescannere og muligheden for at lagre data.
Der er beslutningen om at gøre det muligt administrativt at fratage borgere deres statsborgerskab.
Der er beslutningen om at gøre det muligt for myndighederne – uden dommerkendelse – at komme på uanmeldt besøg hos dømte seksualforbrydere, selv om der ikke er en konkret mistanke om, at de har forbrudt sig mod et opholdsforbud.
Der er muligheden for offentlige myndigheders udskældte overvågning af borgere, som modtager sociale ydelser.
Der er den nye regerings forslag om massivt øget overvågning.
Og der er den stadigt stigende åbning for brugen af ansigtsgenkendelse.
Det er blot nogle eksempler.
Undervejs har ledende politikere i det danske samfund ledsaget beslutningerne med omdiskuterede udsagn.
Eksempelvis udtalte daværende justitsminister Søren Pind på grundlovsdag i 2016, at demokratiet nogle gange er nødt til at være »militant«.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har for nylig udtalt, at hun for at »passe på Danmark« er »nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til«, og at de »vidtgående« skridt er »prisen for den ændring af vores samfund«, som indvandring har medført.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) har sagt, at »samfundsmæssigt giver øget overvågning på en lang række parametre også frihed«, og at overvågning »grundlæggende« er en »gevinst for et retssamfund«, ligesom Venstres retsordfører og næstformand, Inger Støjberg, for nylig har udtalt, at der »ikke er plads til finere fransk kogekunst, når det handler om at sikre, at Danmark også er Danmark i næste generation«.
Kryber ind på nye territorier
For Jonas Christoffersen viser gennemgangenen en udvikling, som er umulig at overse.
»I mange år handlede det meget om udlændingeområdet, men det er min oplevelse, at det nu begynder at krybe over i den almindelige retssikkerhed ved bekæmpelsen af kriminalitet. Dermed står vi i en situation, hvor grundlæggende værdier trænges i baggrunden på to områder, der fylder helt enormt meget.«
Han mener, at udtalelserne fra statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Nick Hækkerup symboliserer intet mindre end en »diskursiv ændring« og et »principielt nybrud«.
»Når den politiske retorik ændrer sig på en måde, hvor vores øverste politiske ledelse taler sådan her om tingene, skal man vide, at det er, fordi de vil have os til at acceptere noget, vi ikke tidligere ville acceptere,« siger han.
Har der ikke altid været en konflikt mellem politikernes ønske om at handle og de bagvedliggende principper?
»Jo, men det nye er, at den politiske målrettethed og det usunde kapløb er så stort, at det også bliver meget ensidigt. Derfor bliver det sværere og sværere som ansvarligt parti at afbalancere«.
Jacob Mchangama fra Justitia er enig.
»For mig virker det mere og mere, som om at der blandt mange politikere er en holdning om, at det at tale om retsstaten grundlæggende er noget lidt latterligt, højstemt noget at hive frem i mødet med den konkrete virkelighed. Det virker ikke til, at der er en reel værdsættelse af, at det er noget, vi skal have kært og beskytte.«
Støttepartier raser
På Christiansborg erklærer Radikale Venstre, som er støtteparti for den siddende regering, sig helt enig. Stedfortrædende politisk leder Sofie Carsten Nielsen kalder de juridiske aktørers opråb »enormt vigtigt«.
»Der er et grundlæggende skred i gang, og jeg tror faktisk ikke, det for alvor er gået op for folk. Vi piller ved grundpillerne i vores liberale demokrati uden en reel debat, men det er ikke noget, man bare kan snige igennem, for det er meget farligt,« siger hun.
Også i Enhedslisten, et andet af regeringens støttepartier, er politisk ordfører, Pernille Skipper, bekymret.
»Nogle af de ting, vi diskuterede mest intenst omkring antiterrorpakkerne i 00erne, er vi kommet adskillige kilometer væk fra. Det vil fortsætte, og der er aldrig nogen, der kigger sig tilbage,« siger hun.
Venstres næstformand og retsordfører, Inger Støjberg, kan »ikke helt forstå« eksperternes bekymring for en indskrænket frihed for »helt lovlydige danskere«. Men hun erkender, at der er en udvikling i gang:
»Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der kigger på udviklingen og tænker, »hvor ender det her«. Sådan har mennesker alle dage tænkt omkring udvikling, og det er der selvfølgelig også nogen, der gør her.«
Justitsminister Nick Hækkerup kalder diskussionen for vigtig og understreger, at »menneskerettighederne er en del af det fundament, som vores samfund står på,« men han afviser samtidig, at der foregår et politisk kulturskred i disse år.
»Med udgangspunkt i en kærlighed til menneskerettighederne synes jeg, der er et behov for, at det er legitimt at diskutere, hvor grænserne går. For menneskerettighederne må ligesom al anden politik være i overensstemmelse med den tid og den kontekst, vi er en del af. Derfor vil menneskerettighederne blive udfordret,« siger han.
Er du slet ikke bekymret over udviklingen?
»Det giver anledning til nogle principielle overvejelser, for man skal tænke sig om. Skal man for eksempel lave mere overvågning, har jeg sagt, at så bliver man nødt til at have et uafhængigt tilsyn til at holde øje med dem, som foretager overvågningen. Men derfor er jeg stadig grundlæggende for, at vi bruger overvågning til at bekæmpe kriminalitet.«
