Det gælder for mange forhold i livet, at den første gang altid er den sværeste. At bekymringerne altid fylder mest til at begynde med, og at tingene derfra blot bliver lettere og lettere. At de nærmest bliver en vane.

Noget kunne tyde på, at det samme har gjort sig gældende over årene for det danske folketing – og at det forhold i særdeleshed viser sit ansigt, når det drejer sig om at vedtage love, der fraviger grundlovsprincippet om den ukrænkelige bolig.

Et historisk blik på bevægelserne i landets lovmølle, som Berlingske har foretaget med udgangspunkt i tal fra tænketanken CEPOS og lovsamlingen Karnov, afslører i hvert fald en interessant detalje:

Fra 1992 til 2002 vedtog politikerne kun 12 love, der giver offentlige myndigheder adgang til privat ejendom uden retskendelse. Fra 2003 og frem til i dag er der til gengæld vedtaget hele 66 love.

Samme voldsomme acceleration ser man, hvis man kigger på antallet af bekendtgørelser og anordninger, der giver myndighederne samme beføjelse. Fra 1992 til 2002 blev der udarbejdet 29 af slagsen, mens der fra 2002 og frem til i dag er blevet udarbejdet næsten syv gange så mange, nemlig 208.

Tallene ryster en lang række af landets toppolitikere, heriblandt den konservative nestor Per Stig Møller, der som mangeårig minister og medlem af VK-regeringens magtfulde koordinationsudvalg selv har været med til at vedtage mange af lovene.

Han peger på, at der er et modsætningsforhold mellem systemets ønske om effektivitet på den ene side og demokratiets ønske om at stå vagt om nogle principper og værdier på den anden. Og han peger på, at tallene illustrerer, at demokratiet har vist sig at være den svageste i den konflikt.

»Der er sket et skred, hvor Folketinget ikke længere tager det alvorligt at vedtage de her undtagelser, og hvor man har glemt, hvad det vil sige at have et folkestyre. Tidligere betød det, at folket styrede igennem os politikere, men i dag tror Folketinget tilsyneladende, at det betyder det modsatte, nemlig at folket skal styres. Det er stærkt bekymrende og bør føre til en erkendelse af, at det her er gået for vidt,« siger den tidligere udenrigsminister.

Har reelt intet indhold

Som Berlingske tidligere har afdækket, betyder det stærkt stigende antal love, der giver myndighederne adgang til privat grund uden retskendelse, at der i dag bliver foretaget mere end 100.000 såkaldte tvangsindgreb hvert eneste år.

Med andre ord er den ukrænkelige bolig, hvis eksistens Grundloven højtideligt be-skriver, i dag særdeles krænkelig. Og det skyldes, at den grundlovsrettighed, som mange tror, at de har, slet ikke eksisterer, påpeger højesteretsdommer og dr. jur. Jens Peter Christensen, som er tidligere professor i statsret.

Grundlovens §72 siger ganske vist, at boligen er ukrænkelig, men den siger også, at det er den faktisk slet ikke alligevel, hvis blot politikerne beslutter sig for, at der skal gøres en såkaldt »særegen undtagelse«. Og det er de særegne undtagelser, som der i dag findes 201 af.

»Hvis man skal sige det lidt groft, så er der reelt intet indhold i Grundlovens §72. Og der, hvor der er lidt indhold – eksempelvis at husundersøgelser kun kan ske ifølge lov – kunne man sagtens undvære paragraffen, fordi det ville være sådan alligevel, selv om den ikke eksisterede. Så Grundlovens §72 er i realiteten uden betydning,« siger Jens Peter Christensen og fortsætter:

»Det interessante er ikke, om boligen er ukrænkelig. For det er den ikke, selv om der står det, og selv om det lyder så godt, og folk så ofte siger det i den offentlige debat. Det interessante er, hvordan den kan krænkes. Og der er der efter Grundloven fuldstændig frit spil, hvis bare der er en lovhjemmel til det. Ansvaret ligger ene og alene på lovgivningsmagten, og derfor er det med andre ord kun politikerne, der kan bestemme, hvor grænserne skal gå.«

Der er med andre ord et ganske interessant perspektiv på den voldsomme stigning i antallet af love, der giver det offentlige adgang til privat grund. Nemlig at den Grundlov, som normalt er demokratiets fremmeste rettesnor, i denne sammenhæng ikke foretager sig andet på borgernes vegne end at spille bolden videre til det politiske system og det til enhver tid siddende flertal. Det eneste grundlæggende princip, som Grundloven reelt knæsætter, er, at der skal være tale om »særegne undtagelser«.

Det princip er blevet fortolket meget bredt, påpeger Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), som mener, at det kunne være et selvstændigt argument for at diskutere, om Grundloven skal laves om.

»Den retstilstand, der har udviklet sig på baggrund af Grundlovens §72, er, at begre-bet om »særegne undtagelser« er blevet fortolket meget bredt af skiftende folketing. Det er meget uklart, hvad grundlovsfædrenes målsætning var, når de har åbnet så mange bagdøre op, og det er jo også netop fordi, at Grundloven er så dybt elastisk i sine formuleringer og fortolkninger, at den har været så langtidsholdbar, som den har. Den er ikke den fundamentale garanti, som den kan give indtryk af at være. Sådan er det,« siger Lykketoft.

Politikerne skal lænkes

Der er dog intet der tyder på, at et flertal i Folketinget ønsker at kigge på, om Grundloven kan laves om, selv om regeringen i sit regeringsgrundlag skrev, at den ville undersøge muligheden for at nedsætte en grundlovskommission.

Derfor er det relevante spørgsmål for nuværende, hvordan Folketinget forvalter det ansvar, som Grundloven pålægger politikerne med sine ord om, at der kun ved særegne undtagelser bør brydes med princippet om, at boligen er ukrænkelig. Og der viser eksplosionen i antallet af love netop, at det politiske system ikke har været den opgave voksen, mener Venstres Søren Pind.

Han foreslår derfor, at man tager hårdhændede metoder i brug for at stoppe udviklingen; at man simpelthen lægger det politiske system i lænker. Det kan ifølge ham ske på to måder:

Enten gør man det til et fast krav, at alle love, der giver myndighederne de her befø-jelser, udstyres med en såkaldt solnedgangsklausul, eller også kan man simpelthen indføre et loft over, hvor mange love, der maksimalt må være, som giver myndig-hederne adgang til privat ejendom.

Søren Pind har »dyb sympati« for begge dele, som han håber, at en eventuel ny Venstre-regering vil tage med i sit regeringsgrundlag.

»Vi må erkende, at vi rent intellektuelt og moralsk ikke kan håndtere det her, og at det er et problem bredt for hele det politiske system. Jeg har jo selv set Venstre-ministre sidde og argumentere for, at man skulle gøre det her på fødevareområdet, miljøområdet eller skatteområdet, og det beviser bare for mig, at der er brug for, at vi lægger lovgivningsmagtens udskejelser i lænker,« argumenterer Søren Pind, som mener, at den hidtidige udvikling er dybt problematisk.

»Vi er på vej mod den demokratiske totalstat, hvor der føres kontrol med alt, hvor det enkelte menneskes suverænitet konstant krænkes, og hvor man kriminaliserer en masse, som ikke er kriminelle. Der er altid begavede mennesker, der kan argumentere for, at samfundets eller fællesskabets interesser skal gå forud for individets,og der er stort set aldrig nogen, der tager til genmæle på vegne af det enkelte menneske,« siger han.

Indbygget vokseværk

Allerede i dag har man igennem anden lovgivning forsøgt at lægge lænker på, hvordan myndighederne bruger de beføjelser, som de har fået til at gå ind på privat grund.

Blandt andet siger retssikkerhedsloven, at disse tvangsindgreb som den klare hoved-regel skal ske med et forudgående varsel, medmindre særlige forhold gør sig gælden-de, så den enkelte borger og virksomhed kender sine rettigheder.

Men også her er undtagelsen, som Berlingske har afdækket, blevet til en hovedregel. Over 80 pct. af de mere end 100.000 tvangsindgreb, som foretages hvert eneste år, er nemlig sket uden varsel set i gennemsnit over de seneste syv år, hvilket har fået politikere og eksperter til at konkludere, at der er sket et retssikkerhedsmæssigt skred. Om det siger Per Stig Møller:

»Det viser endnu engang, at hvis man laver et system med en masse åbne beføjelser, så laver man også et system med indbygget vokseværk, fordi mulighederne vil blive brugt helt ud til yderste rand indtil der kommer nogen og siger, at det ikke var menin-gen.«Økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager (R), hæfter sig ved, at de mange love og tvangsindgreb er et resultat af isolerede, politiske afvejninger, hvor det har virket legitimt at give myndighederne beføjelserne. »Men det sker over tid, og hvis man så pludselig stopper op og ser ned på det, så vir-ker det pludselig af rigtig meget. Problemet er bare, at det er svært at sige entydigt, at det så også er for meget. For hvis man trevler det op og går tilbage til roden, vil man ofte stadig være enig i, at den enkelte regel skal være der,« siger hun, som mener, at det er mere interessant at kigge fremad.

»Man kan lære meget af de her tal og af fremstillingen af den acceleration, der har været. Hvis den her debat, som ikke har en partipolitisk karakter, kan føre til en fælles erkendelse af, at vi bliver nødt til at være mere principielle i diskussionen af, hvad man må og ikke må fremadrettet, så kan vi måske stoppe accelerationen,« fortsætter Vestager. Højesteretsdommer Jens Peter Christensen mener, at forargelsen over det isolerede forhold, at myndighedernes tvangsindgreb sker uden retskendelse, ikke må tage overhånd. For de kontrolbesøg, der er tale om, sker uden for det strafferetlige område, og derfor er der alligevel ikke noget krav om, at der skal forelægge et mistankegrundlag for at kunne gå ind på privat grund.

Derfor er dommerne ikke i sig selv nogen særlig retssikkerhedsgaranti. Kun politikerne kan sætte grænserne.

»Det eneste, dommeren i praksis vil skulle kontrollere, er, om myndigheden nu også er den myndighed, den giver sig ud for at være. Et krav om retskendelse ved almindelige kontrolbesøg vil derfor bare være spild af tid og kræfter på rene formaliteter,« siger han.