Tingene ændrer sig i dansk politik. Og de kan gøre det hurtigt.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har mærket det på egen krop.
Ved valget i 2015 blev Dansk Folkeparti landets største borgerlige parti. En afgørende magtfaktor i det politiske billede.
Da den næste valgdag kom i juni 2019, fik partiet den største vælgerlussing i nationens demokratiske historie, og det borgerlige Danmark tabte magten med eftertryk.
Siden har Kristian Thulesen Dahl ikke været noget daglig gæst på avisernes forsider.
Sår har skullet slikkes. Erkendelser har skullet gøres. Planer har skullet lægges.
»Både jeg og resten af partiet har skullet bruge noget tid på at tænke over, hvordan vi kommer videre,« som han siger.
I mellemtiden er et afgørende forhold, der kan få stor betydning for magtens fordeling de næste mange år, begyndt at presse på:
Det borgerlige Danmark, som Dansk Folkeparti trods sin reduktion stadig er tung aktør i, er sprængt i atomer.
Det største parti, Venstre, har været en tur derude, hvor de ti bud ikke gælder, og er kommet tilbage med en helt ny ledelse.
I Folketinget er der hele seks blå partier, og yderligere helt op til tre kan være på stemmesedlen ved næste valg.
Politisk synes splittelsen stor og fællesmængden uklar.
Og parlamentarisk har de seneste fire år til tider mindet om en borgerkrig.
Det er derfor, vi har aftalt et længere interview med DF-formanden.
For at høre hans analyse af hvad der er gået galt. Hvor alvorlig situationen er. Og hvordan de borgerlige partier, som har regeret landet i suverænt størstedelen af dette årtusinde, kommer videre.
Hvis de da overhovedet kommer videre. For som Kristian Thulesen Dahl starter med at sige, er situationen »alvorlig« og »kaotisk«.
»Danskerne ser ind i en flok borgerlige partier, som stritter i alle retninger, og som har lignet en gruppe, der end ikke kan være i stue sammen. Der er en masse små partier og fraktioner med hvert deres helt særlige synspunkt, som kun kan få berettigelse ved at gå i kødet på hinanden og dermed kannibalisere på andre borgerlige partier. Og så risikerer vi et stemmespild på helt op til otte procent … «
Han holder en kort pause.
»Samlet må man se i øjnene, at det ævl og kævl og ballade, som har fyldt alt i de seneste år, kan fortsætte. Og at vi kan se ind i en meget, meget lang periode, hvor det overhovedet ikke er realistisk, at et borgerligt flertal kan genvinde magten.«
Derfor kræver »det noget helt særligt, en dyb eftertanke«, hvis de dystre udsigter skal gøres til skamme.
»Og det er, hvad jeg gerne vil give mit bidrag til nu.«
Den liberalistiske kapring
Han mener, det vil være at forsimple de borgerlige problemer, hvis man reducerer dem til at en parlamentarisk krise, der handler om dårligt samarbejde og et meget stort antal partier.
Der er mere på spil, mener han; krisen er også politisk.
»Vi er endt i en situation, hvor det borgerlige Danmark bliver set som alt, alt for smalt, og hvor vi i løbet af den seneste valgperiode blev degraderet til et rent regnearksprojekt uden ånd, følelser, værdier og veneration for fædrelandet,« siger han:
»Det borgerlige Danmark er blevet hijacket af en liberalistisk strømning. Det fremstår, som om man kun er borgerlig, hvis man går super meget op i, at nu skal skatten sørme ned, og nu skal fællesskabet sørme tage sig af noget mindre. Det er blevet virkelig, virkelig monotont, og vi mangler simpelthen noget stereolyd.«
Den liberalistiske kapring af borgerligheden er ikke kun et problem på Christiansborg. Den er det ifølge Thulesen også i den borgerlige debat som sådan i form af de borgerlige aviser og diverse tænketanke og organisationer.
»Der er alt for mange, der får lov til at definere, at går man ikke ind for lavere topskat og nulvækst i den offentlige sektor, så er man ikke borgerlig. Så er det klart, mange danskere siger: Jamen, så er jeg jo nok bare ikke borgerlig.«
Hvis det borgerlige Danmark skal komme til at regere landet igen, skal det være et politisk projekt, som den »almindelige, jævne dansker finder tiltalende«.
De som »ønsker tryghed i sit fædreland, og som gerne vil have gode rammer omkring det med lov og retfærdighed«.
De som »kerer sig om den ældre dame i bussen, som går intenst op i den dagligdag, som børnene har i daginstitutionen, som ønsker en god behandling for bedstemor, hvis hun skal en tur på hospitalet«.
»Men det har det borgerlige Danmark fuldstændig mistet, fordi vi har brugt al tiden på evindelige og frugtesløse diskussioner på regnedrengenes præmisser om topskatten eller om en eller anden vækstplan, der måske kunne virke, hvis man flyttede lidt på nogle skattesatser.«
Han vrænger flere gange irriteret i sin opremsning.
»Det er slet ikke, fordi jeg siger, at de diskussioner ikke har deres plads. Men dem har vi så også haft. Igen og igen. Og igen og igen og igen og igen, til de sidst er blevet altdominerende. Imens har Mette Frederiksen kunnet rejse land og rige rundt som den snusfornuftige stemme, der er der for folk.«
Siden årtusindeskiftet er der blevet gennemført en stribe reformer, og førende økonomer taler nu om, at de lavthængende frugter er plukket.
Alligevel bruger det borgerlige Danmark, både på Christiansborg i den offentlige debat som sådan, uendelige mængder af tid på at lange ud efter hinanden for ikke at være ambitiøse nok, mener Kristian Thulesen Dahl.
»Flere og flere økonomer siger, at der ikke er meget mere at komme efter, men det borgerlige Danmark bliver bare ved og ved. Men så kommer vi til at skulle presse citronen så hårdt, at det virkelig gør ondt. At menneskelige skæbner bliver tabt på gulvet, og at borgerlighed kun er for dem på den grønne gren. Så bliver det bare meget smalt, ikke?«
Han nævner valgkampens store tema om tidligere pension for nedslidte. Få år forinden havde Lars Løkke Rasmussen som statsminister med opbakning fra de Konservative og Liberal Alliance foreslået at hæve pensionsalderen endnu mere end planlagt.
»Mens vi blå partier havde brugt flere år på at diskutere, om pensionsalderen skulle endnu højere op, fordi det sørme kunne være godt for både væksten og den økonomiske hængekøje, så kunne Mette Frederiksen komme som den snusfornuftige, der gerne vil gøre noget for dem, der kommer i klemme. Igen: Det bliver simpelthen for CBS-agtigt.«
Er problemet ikke, at du har en meget kreativ fortolkning af at være borgerlig?
»Nej, for jeg siger ikke, at man ikke kan være borgerlig og gå ind for skattelettelser. Jeg siger bare, at man også godt kan være borgerlig uden at gå ind for store skattelettelser. Men det meget liberalistiske segment har fået lov til at italesætte, at det kan man ikke.«
Er det ikke en kerneværdi, at pengene passer, og at der skal skabes vækst?
»Jo. Men man kan godt sikre, at pengene passer, uden at overgive sig til den meget sprudlende regnearksfantasi om, at lavere skat fremmer væksten så meget, at pengene strømmer tilbage i kassen helt af sig selv. Det handler bare om at have styr på sine prioriteringer.«
Betyder det, at du også i fremtiden vil blokere for reformer og lavere topskat?
»Jeg er ikke på vej til at ændre på den politiske linje. Men det er klart, at vi vil gå frem mod valget med respekt for, at det er antallet af mandater, der er afgørende, og at vi er samarbejdsvillige og klar til kompromiser. Folk skal have et billede af, at det borgerlige Danmark kan samarbejde, og derfor starter jeg jo ikke med at opstille et ultimatum.«
Undervejs i den seneste valgperiode dannede Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet en stadig tættere alliance, som blev brugt til at lægge den borgerlige regering i benlås i vigtige sager såsom reform- og skattepolitikken.
Var din alliance med Socialdemokratiet ikke det, der mere end noget andet udløste et fatalt grundstød for det borgerlige Danmark?
»Det samarbejde blev italesat for bombastisk, fordi der blev tvivl om, hvor vi hørte til. Men grundlæggende kan man diskutere, om det overhovedet var os, der tog initiativ til det samarbejde, eller om vi i virkeligheden blev skubbet derhen, fordi den borgerlige lejr blev mere og mere smalsporet.«
De to strømninger
Den liberalistiske kapring af borgerligheden er ikke kun tydelig i den økonomiske politik, mener Kristian Thulesen Dahl. Den er også tydelig i værdi- samt rets-, udlændinge- og kulturpolitikken.
Det har altid været en opgave for det borgerlige Danmark at rumme både en liberal og nationalkonservativ strømning. Men også her har den meget liberalistiske tænkning fået overhånden, argumenterer DF-formanden.
»Jeg er meget åben for diskussionen mellem de to retninger. Men det liberalistiske projekt får lov til at fylde så meget, at det nationalkonservative er trængt. Men det skal fylde mere, hvis vi skal genvinde flertallet, for det er det, der giver os bredden.«
Han nævner, at debatten om udlændingepolitik og retspolitik ofte fører til meget hårde borgerlige slagsmål om liberale frihedsrettigheder og principper, som det senest er set i den aktuelle debat om øget overvågning.
»Det er en borgerlig grundværdi at stå for lov og orden og sørge for, at unge trygt kan gå på diskotek lørdag aften uden at risikere at blive stukket ned. Der kan nogle ekstra overvågningskameraer være en god ting. Men det fører til en meget voldsom debat i vores rækker om, at så er det et overgreb og en krænkelse af den personlige frihed og andre højtflyvende principper,« siger han.
Det er vel også centrale borgerlige temaer?
»Ja, men det bliver totalt altdominerende. Det liberalistiske får lov at fylde alt for meget. Og så fjerner det borgerlige Danmark sig fra der, hvor de fleste mennesker er, og så bliver borgerligheden utiltalende.«
Men de diskussioner om udlændinge og retspolitikken har de røde partier jo også med hinanden?
»Ja, og det kunne vi jo så udnytte, hvis ikke det også var noget, der skabte så stor borgerlig splittelse, hvor folk kannibaliserer på hinanden. Man skal jo først og fremmest se på sig selv, og vi gør os selv for smalle.«
Han frygter, at Venstre under Jakob Ellemann-Jensens formandskab vil slå endnu mere ind på en liberalistisk vej.
»Når en mand som Marcus Knuth, som er nære venner med Jakob Ellemann-Jensen, ikke længere kan se sig i Venstre, så er det jo nok, fordi han også fornemmer, at Venstre er på vej i en mere liberalistisk og individualistisk og endnu mindre nationalkonservativ retning, hvor der ikke er særligt meget Gud, konge og fædreland. Det kan betyde, at vi får lige så store problemer fremover, fordi Venstre er så store og fylder halvdelen af det borgerlige Danmark.«
Kristian Thulesen Dahl siger, at han vil bruge de næste »uger og måneder« på at tænke på, hvordan den nationalkonservative strømning kan få mere ilt i det borgerlige Danmark. F.eks. i form af en tænketank eller løbende debatarrangementer.
»For jeg tror, der er rigtig mange borgerlige, der har det som jeg. De har bare lidt svært ved at trænge igennem.«
For nemt for de røde
Kristian Thulesen Dahl erkender dog også, at han selv og Dansk Folkeparti bidrog til at gøre udlændingepolitikken til et emne, der bragte det borgerlige Danmark i defensiven.
Han nævner, at man med flere af stramningerne svigtede, når det kom til at fortælle om det overordnede formål.
I stedet blev det ofte til en diskussion om de enkelte håndtag, der placerede en skydeskive på ryggen af det borgerlige Danmark, som blev beskyldt for symbolpolitik og for at trække udlændingekortet af taktiske årsager.
Han nævner som eksempel den berømte, såkaldte øde ø, som Dansk Folkeparti fik kæmpet hjem under den sidste finanslov.
»Der gjorde vi rigtig meget ud af, at det var en øde ø, og meget lidt ud af hvorfor, og hvem der skulle bo på øen. Nemlig udviste kriminelle udlændinge, som nægter at anerkende den dom, de har fået af retsstaten. I stedet blev det meget let for venstrefløjen at beskylde os for symbolpolitik, og nu kan udlændingeminister Mattias Tesfaye så stå og sige, at vi skal have en stram, men ikke en tosset udlændingepolitik.«
Det er vel i høj grad noget, som I bærer ansvaret for i Dansk Folkeparti? At udlændingedebatten meget kommer til at handle om symbolske ting?
»Ja, det er en selvkritik, som jeg gerne vil tage på mig. Det er ikke fordi, vi ikke skal lave de stramninger. Men vi skal blive bedre til i mindre grad at få det til at handle om den enkelte. Det skal handle om, at det er vigtigt for dansk kultur, at daginstitutionerne serverer dansk kost, og ikke så meget om en frikadelle om torsdagen.«
Har jeres evige fokus på udlændingepolitik ikke bidraget lige så meget til at gøre borgerligheden snæver som andre partiers fokus på reformer og topskat?
»Jeg vil gerne give dig den indrømmelse, at vi ikke har været dygtige nok til at tale om, hvad den overordnede tanke er bag de enkelte stramninger. Men indholdet i udlændingepolitikken er på ingen måder et problem. Det handler om det land, vi giver videre.«
Skal pippe hver for sig
Selv om Kristian Thulesen Dahl gør sig mange tanker om, hvad der skal ske med det borgerlige Danmark, stiller han sig dog ikke op i rækken, der presser Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
Fra flere sider lyder der ellers kritik af, at Ellemann er for usynlig og tilbageholdende med at definere et politisk projekt.
»Jeg respekterer, at han har fået en meget svær opgave. Han er kommet til på en meget voldsom baggrund, og derfor er han blevet formand, før han tænkte, han skulle være det. Derfor er jeg mest til at lade Venstre selv finde ud af det,« siger Kristian Thulesen Dahl.
Han mener, det er misforstået, hvis man ønsker, at Jakob Ellemann-Jensen træder i karakter som oppositionsleder.
»For jeg tror slet ikke, at løsningen er, at vi skal have en leder af oppositionen, og når han har talt, har det borgerlige Danmark talt. Jeg taler jo netop for, at vi skal være mere brede som borgerlige, og det bliver vi jo ikke, hvis det er en mand, der definerer det,« siger han.
Derfor tror han heller ikke, at vejen frem er, at oppositionen skal lave en række fællesudspil, sådan som man gjorde, da der sidst var en socialdemokratisk regering under statsminister Helle Thorning-Schmidt.
»Jeg kommer hjertens gerne og drikker kaffe. Men jeg tror ikke på, at nu skal vi samordne tingene, så vi taler med én stemme. Hvis vi skal gå fra mono til stereo, skal vi ikke sidde om samme bord. Vi skal pippe med hvert vores næb,« siger han:
»Når det er sagt, skal danskerne selvfølgelig se, at vi kan samarbejde. Og der er der i høj grad noget at reparere på.«
Det kræver vel i høj grad også noget af jer?
»Det er klart, at der var et billede af, at Liberal Alliance og os havde nogle store skærmydsler. Så kan jeg sige, at det var deres skyld, og de kan sige det modsatte. Det kan vi bare ikke bruge til noget, og nu er der jo også kommet nye folk til i Liberal Alliance. Vi skal vise danskerne, at vi kan fungere sammen.«
Interviewet er ved at være slut. Men en sidste, sigende pointe presser sig på. Nemlig at samtalen finder sted nærmest simultant med, at Dansk Folkeparti atter er i modvind på grund af sagen om brug af EU-midler i fondene Meld og Feld, som nu undersøges af bagmandspolitiet.
Tror du ikke, vælgerne er ved at tabe tillid til jer og dig og dermed også Dansk Folkepartis politiske budskaber, når den sag bliver ved og ved med at køre?
»Jeg kan ikke fortænke folk i at tænke, hvad i alverden der foregår. Jeg er lige så frustreret, og vi har virkeligt behov for at få den sag afsluttet. Jeg kan jo bare ikke lade være med at tale om politik, mens vi venter på, at myndighederne bliver færdige. Når de gør det, vil vi tage deres afgørelse til efterretning.«
Og drage de nødvendige konsekvenser?
»Ja. Men det kan vi ikke gøre på baggrund af enkelthistorier. Det kan vi kun gøre på baggrund af myndighedernes helhedskendskab.«
I har lavet en alliance med Socialdemokratiet og haft flere dårlige sager, herunder den her. Er jeres ageren i en række spørgsmål ikke en hovedforklaring på den blå krise, vi har talt om i dag?
»Der er ingen tvivl om, at de dårlige sager, som vi har haft, har kostet stemmer. Men altså: Der har jo tidligere været solidt borgerligt flertal, uden at Dansk Folkeparti var så utroligt store, som vi pludselig var efter sidste valg. Så man misser nogle vigtige ting, hvis man stirrer sig blind på det.«
