11 spørgsmål til Kristian Thulesen Dahl om sagen, der er blevet kaldt »virkelig dårlige nyheder for Dansk Folkeparti«

Dansk Folkepartis formand vil nødig kommentere den seneste afsløring om en falsk faktura, der er sendt til partiets EU-ordfører, Morten Messerschmidt. Politiet skal have arbejdsro, mener DF-formanden.

»Vi har – og jeg har i særdeleshed – kun én interesse, og det er at få afsluttet den her sag så hurtigt som muligt,« siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl om Bagmandspolitiets efterforskning af Dansk Folkepartis mulige svindel med EU-midler. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I den forgangne weekend kunne Ekstra Bladet og DR fortælle, at der indgår en falsk faktura på flere hundredetusinde kroner i Bagmandspolitiets efterforskning af Dansk Folkepartis mulige svindel med EU-midler via det europæiske parti Meld og den tilhørende fond Feld.

Fakturaen, der er på 50.000 euro, var stilet til blandt andre Dansk Folkepartis EU-ordfører og tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt, og den skulle forestille at være udstedt af det danske kommunikationsbureau Primetime.