Sundhedsstyrelsen såede tvivl om historisk hastelov – regeringen beskyldes for tillidsbrud

Regeringens centrale sundhedsrådgiver, Sundhedsstyrelsen, såede i en hidtil ukendt e-mail tvivl om en række vidtgående regeringsinitiativer i kampen mod coronavirus, som blev hastebehandlet torsdag. Først meget sent i processen blev Folketinget orienteret om sagen, og derfor møder regeringen nu hård kritik fra flere politikere for at have svigtet tilliden i en alvorlig situation. Sundhedsministeren afviser.

Da regeringen torsdag i kampen mod coronavirus sendte et lovforslag med en stribe vidtgående beføjelser til hastebehandling i Folketinget, skete det på trods af, at Sundhedsstyrelsen dagen forinden havde sået klar tvivl om initiativernes sundhedsfaglige relevans og virkning.

Det viser en hidtil ukendt e-mail, som blev sendt fra regeringens centrale sundhedsrådgiver, Sundhedsstyrelsen, til Sundhedsministeriet onsdag klokken 14.08 på vegne af styrelsens øverste direktør, Søren Brostrøm.