Socialdemokratiet kommer nu under hård beskydning for at anlægge en kurs for den økonomiske politik, som spoler de seneste mange års reformspor tilbage, og som vil få konsekvenser for dansk velstand.
På baggrund af tal fra Finansministeriet har den liberale tænketank Cepos vurderet den samlede effekt af alle de udspil på det økonomiske område, som Socialdemokratiet er kommet med, og som det er muligt at regne på. Resultatet i år 2025 er, at det vil reducere arbejdsudbuddet svarende til 10.000 personer og mindske velstanden målt ved BNP med 8,4 mia. kr.
Dermed markerer Socialdemokratiets politik, som den ligger nu, med kort tid til valget, et ærgerligt brud med de seneste årtiers ansvarlighed i dansk politik, hvor alle regeringer uanset partifarve har løftet både beskæftigelsen og velstanden. Det mener Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen.
»Jeg kan ikke mindes, at vi tidligere har set et af landets to største partier – Socialdemokratiet og Venstre – gå til valg på simpelthen at gøre samfundskagen og beskæftigelsen mindre,« lyder det fra Mads Lundby.
Også økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen, som har gennemgået Cepos' og Finansministeriets beregninger, ender med samme vurdering. Han påpeger, at der altid er usikkerhed forbundet med beregninger af den karakter, men at tallene giver et ædrueligt og rimeligt skøn over konsekvenserne af Socialdemokratiets politik.
»Det er klart, at det er en modsatrettet politik i forhold til, hvad vi har været vant til at se – også under socialdemokratiske regeringer,« siger han.
Det, der vil trække arbejdsudbuddet suverænt mest ned, er Socialdemokratiets forslag om tidligere pension for nedslidte, som partiet i tirsdagens Berlingske af flere økonomer blev beskyldt for at have oversolgt.
Socialdemokratiet har ikke lagt detaljer frem om udspillet, men Cepos og Finansministeriet vurderer, at det vil svække arbejdsudbuddet med 8.500 personer, hvilket faktisk er lavere end Socialdemokratiets egen forventning, som er, at det vil koste mellem 10.000 og 15.000 personer i arbejdsudbud.
De øvrige økonomiske forslag fra Socialdemokratiet – herunder en vækstpakke og et ulighedsudspil – vinder ikke det tabte ind. Tværtimod reducerer det arbejdsudbuddet og velstanden endnu mere.
Radikalt ultimatum
Socialdemokratiets støtteparti, Det Radikale Venstre, finder Socialdemokratiets retning for den økonomiske politik uacceptabel. Partiets gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, gør det klart, at partiet ikke kan støtte Mette Frederiksen som statsminister, medmindre hun fremlægger forslag, der øger det økonomiske råderum.
»Vi ønsker ikke bare en ny statsminister, men også en ny retning. Og det er ikke den her retning, vi ønsker. Det her er mere Anker Jørgensen (S) end Poul Nyrup, og det er ikke noget, vi kan støtte,« siger hun.
Hun mener, der er flere veje, man politisk kan gå for at øge det økonomiske råderum. En af dem er at fremskynde den højere pensionsalder, så den stiger endnu mere end planlagt for raske mennesker, der ikke måtte have brug for at trække sig tidligere. En anden vej er at øge virksomhedernes mulighed for at ansætte udenlandsk arbejdskraft.
»Hvis vi skal have ambitioner om at lave grønne investeringer og om at investere i uddannelse og i vores børn og unge, kræver det et råderum. Man kan ikke bare trække penge og mennesker ud af kassen, for så hænger det bare ikke sammen,« siger Sofie Carsten Nielsen.
Men hvis man skal forringe velfærden – eksempelvis ved at folk skal arbejde længere – for at skaffe penge til at øge velfærden et andet sted, er det så ikke fair nok, at det vil man politisk ikke være med til?
»Jo, men så må man finde noget andet, som gør, at man kan levere det, som man siger. For ellers kommer det til at være børnene og i øvrigt velfærden, vi tager det her fra. Og for mig er børn og grøn omstilling i den grad også velfærd, som vi har brug for,« siger Sofie Carsten Nielsen.
Siden 2001 har samtlige regeringer i Danmark under statsministrene Anders Fogh Rasmussen (V), Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) gennemført en stribe reformer, som alle har øget både beskæftigelsen og velstanden.
Samlet set har de politiske beslutninger siden årtusindeskiftet øget arbejdsudbuddet med mere end 250.000 personer og velstanden målt ved BNP med mere end 250 mia. kr., hvilket er medvirkende til, at dansk økonomi hænger sammen på langt sigt.
Da Mette Frederiksen tiltrådte som formand for S i år 2015, sagde hun i et stort interview med Berlingske, at hun ville være lige så erhvervsvenlig som de blå partier på Christiansborg. Men spørger man to af landets største talerør for dansk erhvervsliv, Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening, trækker Socialdemokratiets politik i den forkerte retning i forhold til erhvervslivets behov.
Blandt andet når det kommer til et af virksomhedernes største problem – adgangen til kvalificeret arbejdskraft.
»Det er absolut en stor udfordring – og nok også den største, som virksomhederne har – at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Derfor går jeg ud fra, at Socialdemokratiet vil komme med nogle udspil, som styrker dansk økonomi. Vil de mod forventning ikke det, går vi glip af arbejdspladser og statslige indtægter, som kan bruges på sundhed, ældreomsorg og klimaindsatsen,« siger Jacob Holbraad, der er direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
Erhvervsorganisationen Dansk Industri er på linje.
»Selv om der også er positive elementer, trækker det her kraftigt den forkerte vej, og det svarer ikke på de udfordringer, som vi har – man gør dem endnu værre,« siger direktør Kent Damsgaard, som fortsætter:
»Det er vigtigt, at vi har noget, der driver Danmark fremad og løfter vores velstand. Derfor håber vi også, at Socialdemokratiet kommer med mere, der trækker i den rigtige retning, og som retter op på den negative effekt, som det her står til at få.«
Det, som Socialdemokratiet siger, er, at vi har brug for at fokusere på efteruddannelse og opkvalificering frem for bare at øge arbejdsudbuddet endnu mere. Er det ikke en god pointe?
»Det er bestemt en god pointe, at vi skal sikre efteruddannelse og opkvalificering. Men det kan aldrig blive sådan, at vi så samlet set ikke skal have et større arbejdsudbud – og at det sågar skal være mindre. Det er den forkerte vej at gå,« siger Kent Damsgaard.
Den klart største økonomiske reform, der er indført i moderne politisk historie, er den store velfærdsaftale fra år 2006. Her aftalte et bredt flertal i Folketinget, at pensionsalderen skulle stige i takt med levealderen. En mekanisme, som skulle sætte værn op omkring statskassen i en fremtid, hvor der vil komme flere og flere ældre.
Aftalen vil betyde, at pensionsalderen med tiden kommer langt over 70 år, og det er på den baggrund, at Socialdemokratiet har foreslået at bruge tre mia. kr. på at give nedslidte ret til tidligere pension.
Mads Lundby Hansen fra Cepos frygter, at den manøvre kan ende med et større hul i statskassen. Han henviser til, at man tidligere i forbindelse med både orlovsordningerne og efterlønnen har set, at regningen blev meget større end forventet.
»Da man lavede efterlønnen, regnede man med, at den ville blive brugt af 30.000 personer. Tallet endte med at være langt over 100.000 personer. Så når politikerne lokker med de her ordninger, viser erfaringen, at regningen kan blive meget, meget større,« siger han.
En lignende frygt udtrykker finansminister Kristian Jensen (V), som mener, at Socialdemokratiet »kaster vrag på en tradition i dansk politik, der har gjort os rigere og mere velstående som samfund« ved at foreslå reformer, der trækker ned i arbejdsudbuddet.
Socialdemokratiet: Snævert og uansvarligt
Det har ikke været muligt at få et interview med en repræsentant fra Socialdemokratiet. Men i et skriftligt citat siger finansordfører Benny Engelbrecht, at »det er alt for snævert og direkte uansvarligt at fokusere så blindt på arbejdsudbuddet, som regeringen og Cepos gør her«.
I stedet, argumenterer Engelbrecht, er der gennem »nye reformer« brug for at »satse på lønmodtagernes kompetencer og faglighed«.
»Erhvervslivet har brug for faglært arbejdskraft – og endnu mere i fremtiden,« skriver han.
I det skriftlige svar forsvarer han også forslaget om at give nedslidte ret til tidlig pension.
»Det betyder, at den nedslidte brolægger kan få nogle gode år med børnebørnene frem for at tvinge det sidste arbejdsudbud ud af ham. Det skylder vi de nedslidte, efter de borgerlige stort set afskaffede efterlønnen.«
