Intern uro i Venstre: Kæmper med frustration og frygt for fremtiden

Alt imens folketingsvalget nærmer sig, har en intern uro bredt sig i statsministerpartiet Venstre. Blandt både ministre og folketingspolitikere er et centralt spørgsmål begyndt at presse sig på. Samtidig har en tale fra Løkke på et lukket møde sat sig spor i partiet, ligesom centrale skikkelser frygter for konsekvenserne, når Venstre skal skifte formand.

Med kort tid til valget beretter centrale Venstre-folk om et statsministerparti præget af mismod og bekymring for, hvordan partiet skal komme tilbage til tidligere tiders niveau. På det første gruppemøde efter vinterferien forsøgte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at indgyde kampgejst i sine partifæller med en længere tale. Flere opfattede det mere som decideret skældud. Martin Sylvest

Da Lars Løkke Rasmussen (V) fik ordet som den første, vidste de færreste, hvad der ventede.

Venstres folketingspolitikere og ministre var samlet i partiets gruppeværelse på Christiansborgs andensal til det første gruppemøde efter vinterferien, og det var uventet for de fleste, at statsministeren ville holde et længere indlæg den tirsdag formiddag.