På overfladen kan det se så nemt ud. Rekordmange af os er i job. Væksten klarer sig fint. Asyltallene er lave. Med andre ord: Bordet er dækket op til et folketingsvalg, hvor politikerne i ro og mag kan lægge deres prioriteter frem.
Lidt penge til højre, lidt penge til venstre. Lidt justeringer hist, lidt justeringer pist. Måske en skræmmekampagne eller to om modstanderen og så naturligvis lidt utilsløret selvros. Færdig, slut, videre.
Alligevel er der intet, der tyder på, at det snarlige folketingsvalg bliver nogen formsag. Tværtimod er der lagt op til et valg præget af kaotiske tilstande, som potentielt kan få vidtrækkende betydning for det politiske klima i Danmark.
På stemmesedlen står der 12 partier – mere end ved noget valg de seneste mere end 25 år. De politiske blokke er under opløsning, og der er fem selverklærede statsministerkandidater.
Den positive udlægning er, at det danske folkestyre igen viser sin evne til at opfange tendenser i befolkningen og give dem en stemme, når der skal sammensættes en lovgivende forsamling.
Den negative udlægning er, at dansk politik nu for alvor begynder at vise nogle af de porøse og destruktive træk, som har kastet andre vestlige demokratier ud i mere eller mindre umulige situationer.
Krig på alle fronter
Danske folketingsvalg har aldrig bare handlet om, hvem der skal være nationens nye statsminister. Men netop det spørgsmål – og organiseringen af politiske blokke omkring det – har dog alligevel været med til at skabe en form for struktur og orden ved de seneste mange valg.
Den orden er der ikke denne gang.
I stedet vil valget være præget af en masse underliggende dramaer, opgør og akser, som hver især kommer til at leve sit eget liv og have sin egen logik.
Og som hver især kan have en indflydelse på, hvem der ender med magten, samt hvad magten kan bruges til.
Hvis man ser dansk politik lidt fra oven, kan man identificere mindst syv fronter i den krig om danskernes stemme, som snart skydes i gang:
For det første er der den klassiske mellem Socialdemokratiet og Venstre, som har delt magten mellem sig de seneste knap 30 år. De to partier kommer til at bruge meget krudt på hinanden, og det bliver afgørende, hvem der er bedst til at trække stemmer over midten.
For det andet er der kampen mellem Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Som noget helt nyt bliver Dansk Folkeparti udfordret fra højre på sin egen hjemmebane – udlændingepolitikken – og det i en situation, hvor folkepartisterne lægger an til at tage et afgørende skridt mod regeringskontorerne.
Lykkes det for Nye Borgerlige at stjæle stemmer i stor stil, hvilket noget tyder på, kan det være med til at skubbe Dansk Folkeparti ned under den bundgrænse, som Kristian Thulesen Dahl har opstillet for at ville gå i regering.
Dermed er det også en front, der kan præge magtens ansigt efter valget.
For det tredje er der fronten mellem Venstre og de små blå – Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Særligt sidstnævnte varmer op til at gå på strandhugst i den gruppe af borgerlige vælgere, der ikke bryder sig om Venstres midtsøgende kurs.
Hvis Venstre taber vælgere på den konto uden at hente tilsvarende hjem over midten, kan det i forvejen trængte statsministerparti i endnu højere grad ende i et parlamentarisk kviksand, der truer førstefødselsretten til magten.
For det fjerde er der fronten mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. De to partier har indledt et parløb, som kan omforme det politiske danmarkskort og sætte en anden kurs i for eksempelvis den økonomiske politik.
Alligevel må man ikke være i tvivl om, at de er to forskellige partier. Og at ingen af dem ønsker at forære den anden noget som helst.
Derfor bliver det afgørende for valgkampens dynamik – og potentielt for tiden efter valget – hvordan de to partier tilgår hinanden. Vil de gå trofast arm i arm? Eller vil de, når valgdagen nærmer sig, gå mere i kødet på hinanden?
Forholdet mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – og fordelingen af vælgerne imellem dem – får afgørende betydning for magten i Danmark.
For det femte er der fronten mellem Socialdemokratiet og de øvrige partier i oppositionen, hvor flere sår tvivl om, om de overhovedet vil støtte Mette Frederiksen som statsminister.
Hvordan den krig ender, vil få stor betydning for udviklingen i dansk politik. Bliver Uffe Elbæks mandater eksempelvis afgørende, så Mette Frederiksen ikke kan leve uden? Eller bliver han overflødig? Og hvad med Morten Østergaard (R) – vil han få et rygstød til sin nye og konfrontatoriske stil?
For det sjette er der også et opgør internt mellem de fire mindre partier i oppositionen. De overlapper på eksempelvis klima-, miljø- og udlændingepolitikken, men vil alligevel gøre meget ud af at markere de indbyrdes forskelle for at undgå, at vælgerne opfatter det som gråt i gråt og hip som hap, hvem man stemmer på.
Hvordan vægtfordelingen ender i opposition, kan præge tiden efter et valg. Får SF f.eks. et stærkt valg, kan det bane vej for det såkaldte FOA-flertal med Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti hen over midten. En model, som folk i korridorerne på Christiansborg spekulerer meget i.
Til syvende og sidst er der opgøret mellem de nye og de gamle. Klaus Riskær, Nye Borgerlige og Alternativet vil alle tale sig op imod politik, som det er i dag, og det vil presse de ældre partier.
Hvor stærkt de nyere partier ender med at stå, kan betyde meget for dansk politik og den parlamentariske rytme – modus operandi – efter valget.
Får de nye et stærkt rygstød, kan det blive sværere at danne regering og derfor tvinge helt nye samarbejdsmønstre frem.
Svært at trænge gennem lydmuren
Med en valgkamp, hvor der vil være krig på alle fronter, er banen også kridtet op til dybe overvejelser i landets partiledelser.
Hvad skal vi gøre for at finde vej gennem kaos?
Svaret afhænger selvfølgelig af udgangspunktet, og der vil være synlig forskel på de store og mindre partiers fremfærd.
Alligevel giver det mudrede politiske billede en fælles udfordring. Nemlig at det bliver svært at trænge igennem lydmuren.
Flere partiledelser gyser ved tanken, når de prøver at dividere taletiden i bedste sendetid ud på 12 personer under de traditionelle partilederrunder.
Der er ikke mange minutter til rådighed for den enkelte, når det kommer til at tale vælgere ind i butikken.
Derfor handler det også om at være meget bevidst om, hvad man vil bruge sin taletid på, og så ellers i vid udstrækning køre papegøje-strategien derfra.
Gentag, gentag, gentag.
Og hvad er det så, man skal gentage?
Modsat tidligere valg, hvor man i højere grad har kunnet udpege en dominerende dagsorden, flakker det mere denne gang.
Ved mange af valgene i dette årtusinde har udlændinge været prædestineret til at spille en afgørende rolle. Men med Socialdemokratiets højredrejning kan det komme til at betyde mindre denne gang.
Ved valget i 2011 spillede den økonomiske politik en enorm rolle under indtryk af den voldsomme finanskrise. Den form for brændende platform er der ikke nu – og samtidig synes landets politikere bredt set at have forladt de seneste to årtiers reformer af arbejdsmarkedet.
Uden præcist at kunne sige, hvad der så skal sættes i stedet.
Så er der det klassiske kryds – velfærd eller skattelettelser?
Socialdemokratiet vil helt sikkert forsøge at gøre det til et afgørende spørgsmål. Men når de store borgerlige partier, Venstre og Dansk Folkeparti, går til valg uden tanker om skattelettelser og med stor appetit på flere velfærdskroner, er det usikkert, hvor meget suppe der kan koges på det ben.
Hvad så med klimaet?
Flere undersøgelser tyder på, at det kan være et nyt dyr i åbenbaringen. Men om klimaspørgsmålet for alvor kan være det, der skubber vælgere og bestemmer, hvem der har magten, mangler vi stadig at se bevist, før vi kan skrive den politiske drejebog om.
Med andre ord bliver valgets afgørende temaer formentlig et sammensurium af flere forskellige ting.
Hvilket øger belønningen til den, der mest effektivt formår at sætte en dagsorden.
Og straffen til den, der ikke gør.
Socialdemokratiets udspil om tidlig pension til nedslidte er det bedste eksempel.
Fra den ene dag til den anden fik det dagsordenen i dansk politik til at skifte radikalt, og både regeringen og Dansk Folkeparti blev fanget på det forkerte ben.
Ultimatummer på stribe
Det kaotiske billede kan også få nogle partier til at føle, de har svært ved at trænge igennem, og at de derfor risikerer et elendigt valg.
Hvilket kan få dem til at føle sig presset til at hæve indsatsen.
Allerede nu byder det ene parti efter det andet sig til med ultimative krav, som tidligere ellers var helligbrøde i dansk politik, og et godt bud er, at det kan tage til i takt med, at valgdagen nærmer sig, og at presset stiger.
Herunder på de partiledere, der ved dette valg har meget på spil – flere måske endda den politiske karriere.
Deri ligger også et næsten sikkert perspektiv for tiden efter valget.
For dansk politik rummer allerede på nuværende tidspunkt så mange ultimative løfter, som gensidigt udelukker hinanden, at nogen med høj sandsynlighed vil stå tilbage med et forklaringsproblem.
Hvilket yderligere kan forstærke den mistillid til det politiske system, som udgør et alvorligt bagtæppe til den politiske udvikling i disse år.
Man skal altid passe på med at overvurdere graden af drama i sin samtid, og dansk politik har før stået i situationer, hvor alt så rodet ud.
Alligevel er der ingen tvivl om, at valget anno 2019 kommer til at være mere kaotisk end de seneste mange af slagsen.
Det kan vise sig blot at være et midlertidigt udtryk for frustration.
Eller at være den reelle begyndelse på en solid omgang grundrens af den måde, som dansk politik fungerer på.
Den gode nyhed er, at det uanset hvad er vælgerne, der bestemmer.
Kasper Kildegaard er Berlingskes politiske korrespondent.
