Socialdemokratiet i hårdt angreb på Enhedslisten: I opfører jer nedrigt og skadeligt

Spørgsmålet om nedslidtes pensionsalder har udløst store spændinger i oppositionen. Socialdemokratiet beskylder nu Enhedslisten for at agere på en måde, der alvorligt kan skade muligheden for at give en håndsrækning til lavtlønnede. Det er noget hysterisk vrøvl, lyder svaret.

Socialdemokratiets Peter Hummelgaard (S) er en af partiets ordførere på det nye pensionsudspil, der skal give nedslidte ret til tidligere pension end andre. Han er fortørnet og skuffet over Enhedslisten. Ólafur Steinar Gestsson

Socialdemokraten Peter Hummelgaard kunne ikke lade være med at bemærke sammenfaldet.

»Mettes varme luft«, stod der på forsiden af Ekstra Bladet og på de spisesedler, som møder danskerne, når de besøger deres lokale kiosk.

Han havde regnet med, at Socialdemokratiet ville blive skudt på, da partiets formand, Mette Frederiksen i sidste uge præsenterede et pensionsudspil, som skal give nedslidte ret til at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet.

At der ville komme kritik fra de blå partier. Fra arbejdsgiverne. Fra de borgerlige avisers lederskribenter.

Men netop dét udtryk – varm luft – tildeler han mest af alt sit eget støtteparti, Enhedslisten.

Og det irriterer ham.

Så meget, at han – en af partiets ordførere på udspillet – nu åbner et hårdt opgør med »den yderste venstrefløj«, herunder primært Enhedslisten.

Skadeligt og skuffende

I Peter Hummelgaards øjne har støttepartiet kastet sig ud i en dybt problematisk adfærd, som kan udrette alvorlig skade på mulighederne for at give nedslidte danskere en hjælpende hånd, og som går de blå fjenders ærinde i et afgørende spørgsmål op til det snarlige valg.

»For os er der intet overraskende i angrebene fra højrefløjen. Men jeg må indrømme, at det har været en dybt bekymrende og skuffende øjenåbner at se de angreb, der er kommet fra den yderste venstrefløj. Og at se den hårdhed, som de angreb har haft,« siger han.

Set med hans øjne er det noget, der går igen i den politiske historie.

Venstrefløjen var imod tankerne om økonomisk demokrati, da Socialdemokratiet i 1970erne kæmpede for den sag.

De var imod efterlønnen.

De var imod arbejdsmarkedspensionerne.

De »lider helt tydeligt af en tendens til altid at gøre det bedste til det godes værste fjende« og har derfor »været imod enhver form for historisk fremskridt«, mener Hummelgaard.

Men han troede med egne ord, at de var blevet kureret.

»Jeg har meget sympati og respekt for mange i Enhedslisten. Men i den her sag har de vist en side af sig selv, som jeg havde troet, at de var vokset fra – nemlig altid at se den socialdemokratiske position som hovedfjenden,« siger han og fortsætter:

»Den yderste venstrefløj har yderst sjældent – hvis nogensinde overhovedet – leveret nogle sociale fremskridt eller taget ansvar om noget som helst. Måske er jeg naiv. Men det havde jeg virkelig håbet, at de havde lagt det til side.«

Set med Peter Hummelgaards øjne har partiet med sit pensionsudspil åbnet intet mindre end »en politisk kamp« for at få knæsat et princip om, at nedslidte ikke skal arbejde lige så længe som eksempelvis akademikere.

Men den kamp risikerer at blive tabt, hvis Enhedslisten »bruger det meste af tiden på at bekrige os«.

»Jeg synes, at de skal melde sig ind på den rigtige side. Ellers mener jeg faktisk, at de – selv om det ikke var intentionen – ender med at svigte dem med de korteste uddannelser og laveste lønninger. Var jeg en af dem, ville jeg ikke føle, at Enhedslisten kæmper min sag lige nu«.

Socialdemokratiet vil med sit udspil – som DF-formand Kristian Thulesen Dahl tirsdag tilsluttede sig – ikke svare på, hvor længe man skal have været på arbejdsmarkedet, før man kan få ret til tidligere pension.

Samtidig lægger partiet trods pensionsrabatten til nedslidte fortsat op til, at pensionsalderen skal stige og stige i takt med levealderen, sådan som et flertal i Folketinget besluttede med det store velfærdsforlig i 2006.

Det var på den baggrund, at Enhedslisten beskyldte partiets udspil for at være fyldt med spin og varm luft.

En retorik, der støder Peter Hummelgaard.

»For de giver et indtryk af, at vi ikke mener det. Det er dybt skadeligt for den overordnede sag. Men jeg synes faktisk også, at det er nedrigt.«

Det er hårde ord. Hvorfor er det nedrigt?

»Fordi man spiller ind i en frygt, som nogle mennesker har, nemlig om politikerne overhovedet mener, hvad de siger. Men prøver at skabe et billede af, at vores forslag kun er noget, vi har lavet, fordi der snart er valg.«

Er det ikke fuldstændig legitimt, at Enhedslisten og venstrefløjen siger, at det her er udmærket, men samtidig kæmper for at få jer trukket endnu mere i deres retning?

»Jo. Selvfølgelig.«

Men hvad er så problemet?

»Problemet er, at de ikke siger, det er udmærket. De siger bare, at det er varm luft. At det er spin. Det er en grov, grov, grov negligering af, hvor meget vi rent faktisk mener det her.«

Hvis man kigger på jeres forslag, så vil det stadig være sådan, at pensionsalderen vil stige og stige og stige. Er det ikke en fair kritik at sige, at I oversælger, hvad det her vil betyde?

»Vi har ikke har oversolgt noget. Det her er omgærdet af en meget stor forsigtighed i forhold til, hvad vi lover. Spørgsmålet er, om vi kommer tættere på at kunne gennemføre det, ved at Enhedslisten bilder folk ind, at vi ikke mener det, eller at det er varm luft? Altså – det tror jeg ikke, vi gør.«

Men de mennesker, der har meget hårde job, ser stadig ind i en fremtid, hvor pensionsalderen bare bliver ved med at stige.

»Ja. Men de vil stadig have retten til at få retten til at trække sig tilbage, før folk som dig og andre med høje lønninger og lange uddannelser kan. Det er det væsentlige.«

Alligevel er det stadig så lidt tid før, at flere betragter det som et plaster på et åbent benbrud?

»Det er tre år, før andre kan, og jeg tror, at de tre år kan være en afgørende forskel på, om man når at have et ordentligt otium sammen med sine børnebørn. Og det er hele meningen. Det skal være en værdig måde at forlade arbejdsmarkedet på. Man skal ikke bæres derfra på en båre,« siger Peter Hummelgaard.

Enhedslisten: Hysterisk vrøvleri

Spørger man Enhedslistens Pelle Dragsted, som har været en af udspillets skarpeste kritikere, har Peter Hummelgaard dog intet at være sur over.

»Internt i Socialdemokratiet har man det meget dårligt med at få kritik, og derfor lukker man ned for det. Den her meget hysteriske reaktion viser, at man forventer, at Enhedslisten agerer på samme måde. Men sådan er vi ikke. Vi klapper ikke bare hælene sammen for Socialdemokratiet,« siger han.

Han mener, at Socialdemokratiets udspil blev »markant oversolgt«, fordi partiet fortsat vil lade pensionsalderen stige, sådan at en murer, der starter på arbejdsmarkedet i dag, stadig skal arbejde til han eller hun er langt over 70 år gammel.

»Det er godt, at Socialdemokratiet anerkender problemet. Men deres løsning er slet ikke en løsning. Derfor var der nogen, der blev nødt til at være som den lille dreng i »Kejserens nye klæder« og fortælle, hvad det her er for noget.«

Pelle Dragsted understreger samtidig, at partiet har en lang tradition for at »stemme for enhver forbedring«, og at man derfor også ville stemme for Socialdemokratiets forslag, hvis det kom i folketingssalen i morgen.

»Derfor er det bare sådan noget forvrøvlet, socialdemokratisk prædiken til menigheden at påstå andet,« siger han.

Han kalder det »fuldstændig grinagtigt«, at Peter Hummelgaard beskylder Enhedslisten for at gå højrefløjens ærinde.

»For det er jo dem, der har en aftale med højrefløjen om, at pensionsalderen skal stige. Det skulle man måske lige tænke over, inden man kommer med den her form for angreb på et parti, som de er afhængige af for at kunne danne regering.«

Er det ikke i første omgang vigtigst at vinde den politiske kamp, og så kan I forhandle om rækkevidden efter et valg?

»Hvis det var sådan, at Socialdemokratiet ville have, at vi stod mere sammen, så skulle de have lyttet til vores opfordringer i fortrolighed og i offentligheden om at finde sammen om det, vi er enige om. Hvis de ønsker fællesskab, skulle de måske søge det.«

Risikerer I ikke at skade mulighederne for, at der kan komme et magtskifte?

»Enhedslisten har primært missilerne rettet mod højrefløjen. Men vi vil ikke være sådan nogle socialdemokratiske klakører,« siger Pelle Dragsted.