Uffe Elbæk har grublet over det i nogen tid.
Læst bøger, der gav ham inspiration. Overvejet risikoen for, at hele debatten »eksploderer« eller »går i stå«.
Men det var, da han i efteråret holdt oplæg på et gymnasium, at han tog den endelige beslutning.
»Nu skriver jeg det. Nu siger jeg det. Jeg skal gøre det,« sagde han til sig selv.
På gymnasiet vidste »langt, langt de fleste« af salens 400 tilhørere, hvem Rasmus Paludan – manden bag en række omdiskuterede YouTube-videoer – var.
Uffe Elbæk erfarede bagefter fra en elev, at det i vedkommendes klasse havde ført til en diskussion af, om den hvide race er truet.
»Og så tænkte jeg: »Vi er nødt til at diskutere, hvad det er for et psykologisk klima, vi har fået skabt«.«
Grunden til, at Alternativets politiske leder og erklærede statsministerkandidat har gået lidt rundt om sig selv, er, at han ved, hvor farligt det er at drage paralleller mellem aktuel politik og fascismens rædsler i 1930ernes Europa.
Og det er netop, hvad han vil gøre.
»Hver gang nogen forsøger at lave en historisk reference, eksploderer det hele. Alt går i stå. Men jeg kan ikke forstå, at der er det tabu forbundet med det, og det vil jeg gerne ud over,« siger han.
For han mener, at nogle af de samme tendenser, som prægede Europa i 1930erne, stikker deres grimme ansigt frem igen.
Vi ser det i Donald Trumps USA. Vi ser det i Viktor Orbáns Ungarn. Vi ser det i Recep Erdogans Tyrkiet. Vi ser det i Italien, vi ser det i Polen, vi ser det mange steder. Men vi ser det også i Danmark, mener han, og det er vi nødt til at forholde os til.
»Det kan gøre ondt at erkende, hvad vi er på vej til at blive«
I sit nyhedsbrev, som udkommer onsdag, men som Berlingske har læst, går han bl.a. i rette med en række af tidens »strammerforslag« og taler om »tilstande, som kan virke dehumaniserende«, og som »i visse tilfælde minder om et fascistisk menneske- og samfundssyn, hvis man tager de historiske briller på«.
Alternativets leder trækker flere paralleller mellem udviklingen i andre lande og udviklingen i Danmark.
»Ikke nødvendigvis fascisme, som vi så det i 1930erne, men en ny tids fjendebilleder, nye chokdoktriner, der bryder vores samfund ned,« skriver han.
Uffe Elbæk refererer også til, at den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright i USA har udgivet bogen »Fascisme – en advarsel«.
»Og jeg ønsker en lignende diskussion herhjemme. Det er det eneste ansvarlige. Også selv om det kan gøre ondt at erkende, hvad vi er på vej til at blive,« skriver Uffe Elbæk.
Over for Berlingske anerkender Uffe Elbæk, at det er usædvanligt og kontroversielt, at han som toppolitiker trækker den form for referencer.
»Men jeg synes, der sker nogle ting ude i verden og herhjemme, som gør, at det ekstreme er blevet til det normale. Det bekymrer mig dybt, og derfor er jeg nødt til at hejse et flag,« siger han.
Forud for interviewet har han bevæbnet sig med bogen »How Fascism Works« skrevet af den amerikanske filosof Jason Stanley, som i Uffe Elbæks øjne præcist beskriver, hvilket »mentalt og psykologisk klima der skal til, for at noget meget voldsomt kan ske«.
»Det kan være, at man skaber et meget romantiseret billede af fortiden, at man har en »os og dem«-retorik, at sociale problemer skal løses med en meget hård lov og orden-tilgang, at ikke alle er lige for loven, og at man tænker i hierarkier – altså at nogle religioner og kulturer er bedre end andre,« siger Elbæk.
Set med hans øjne er de punkter absolut ikke fremmede, når man ser på udviklingen i dansk politik.
Han understreger dog, at vi »på ingen måde har fascisme i Danmark eller fascistiske partier«.
Men efter din opfattelse har vi optræk til de tendenser i Danmark?
»Ja. Og jeg synes, at man mister overblikket over, hvad der sker, fordi det hele tiden kommer i bidder.«
Nervøsitet og varsomhed
Uffe Elbæk vil med egne ord ikke pege fingre ad nogen, men opremser bidderne i flæng:
Der er smykkeloven. Maskeringsforbuddet. Loven, der påbyder håndtryk for at kunne få statsborgerskab.
Der er ghettoloven, som indfører dobbeltstraf i særlige zoner.
Der er regeringens »underminering af demokratiets vagthunde«.
Der er Dansk Folkeparti, som sår tvivl om, hvorvidt vi skal følge domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og som mener, at Grundloven kun gælder for danskere.
Der er den stadig bredere kritik af de internationale konventioner.
Der er forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark.
Og der er Lindholm – den såkaldt »øde ø«, som fremover skal huse bl.a. udvisningsdømte udlændinge.
»Det er ting, der for 20 år siden ville have skabt et voldsomt drama, men som i dag er blevet normale. Og vi er nødt til at få en debat om, hvordan vi er endt der,« siger Uffe Elbæk og fortsætter:
»Fascisme er et ekstremt ord at bruge, og jeg ved godt, hvad der sker, når jeg bruger det. Derfor er det også med stor varsomhed og faktisk også nervøsitet, at jeg gør det, for der er en risiko for, at det vil støje, og at debatten vil drukne i folks automatreaktion på, at jeg bruger det ord,« siger han og tilføjer:
»Men hvis vi ikke er i stand til at lære af de historiske erfaringer og ikke kan se, at det, der var utænkeligt for 20 år siden, nu er normalt – så kan det godt være, at jeg vil få nogle meget voldsomme reaktioner. Men jeg bliver nødt til at sige det.«
Hvorfor er det overhovedet relevant at drage den for mennesker mange rædsomme og ekstreme sammenligning med fascismen frem for bare at diskutere det konkrete indhold?
»Fordi vi ikke får den principielle debat. Vi får sådan nogle deldebatter om de enkelte ting, og så tror jeg, mange af os mister det samlede overblik.«
Det første, man gør som politiker, er at skrive under på Grundloven. Kan du ikke forstå, hvis nogle af dine kollegaer eksploderer, når de hører dig bruge den her reference til fascismen i relation til det, der foregår i dag?
»Jeg håber, at de vil tage imod det og sige, at vi selvfølgelig skal kunne se på det, der sker i Danmark, med historiske briller. For selvfølgelig skal man kunne det. Men jeg oplever, at det er enormt svært, uden at det med det samme bliver sort-hvidt.«
Risikerer du ikke selv at bidrage til det ved at trække referencer tilbage til 30erne og fascismen?
»Jo, men jeg synes, der er belæg for det. Og så er jeg nødt til at sætte mig selv på spil og sige, at jeg ser nogle meget stærke tegn, signaler og tendenser, og at jeg gerne vil undgå, at vi skaber et psykologisk klima, som på sigt kan sætte noget meget alvorligt i gang. Hellere sige det i god tid end at sige det, når det er sket«.
Fascismen og 1930erne var præget af en ekstremt stærk stat, som undertrykte borgernes rettigheder. I Danmark har vi tredeling af magten og en grundlov, som sikrer borgerne, og som er rammen omkring alting. Hvorfor er det så overhovedet relevant at referere til fascismen?
»Jeg synes stadig, vi har et absolut velfungerende demokrati. Men det, jeg alligevel kan se, er, at vi gennemfører lovgivning, som udfordrer, at vi alle sammen er lige for loven, og at man underminerer de demokratiske vagthundes autoritet. Så selv om det er svage tendenser, så skal vi turde diskutere det i et større perspektiv og turde forholde os til, hvad det er for et psykologisk klima, vi har skabt.«
Når du som erklæret statsministerkandidat går ud og drager sammenligninger mellem nutiden og 30ernes Europa, bidrager du så ikke til, at debatten foregår på et ekstremt polariseret og i virkeligheden farligt niveau?
»Det er ikke min intention. Min intention er at være rimelig nøgtern og tage de historiske briller på og sige, hvordan man så de små skred blive til de store skred. Men jeg ved godt, at nogle vil sige, at nu optrapper jeg konfliktniveauet i den her diskussion.«
Uffe Elbæk siger, at hans personlige familiebaggrund også spiller en rolle for hans advarsel.
Hans morbror kom i koncentrationslejr, hans morfar blev fængslet, hans far gik under jorden, og bedsteforældrene var i et af de såkaldte »safe houses«, hvor jøderne kunne overnatte, inden de skulle videre til Sverige.
»Derfor føler jeg også, at jeg et eller andet sted skylder at have modet til at sige, at vi hele tiden skal være på vagt. For jeg ønsker ikke en gentagelse,« siger Alternativets politiske leder.
