I ti år har han været politiets øverste chef. Nu taler han ud om en voldsom tid, der ændrede Danmark

Jens Henrik Højberg husker det tydeligt.

Som om sorgen ikke var stor nok i forvejen, begyndte tankerne også hurtigt at flyde i hovedet på politiets øverste chef.

»Hvad er det her for noget? Hvad er det, vi er oppe imod?«

Den dag var startet på en tragisk måde.

En af hans medarbejdere – den 43-årige betjent Jesper Jul – var blevet slået ihjel.

Dræbt af et skud i hovedet affyret på få meters afstand en kold decembermorgen i 2016 foran politigården i Albertslund.

I sig selv kunne det ikke blive mere forfærdeligt.

Men Jens Henrik Højbjerg kunne alligevel ikke lade være med at gruble over, at der kort forinden var to af hans andre medarbejdere, der var blevet skudt og såret på Christiania.

»Derfor tænkte jeg: Er det her et nyt vilkår? Er det noget, vi skal til at vænne os til? Vi ved, at det er et farligt job. Men alligevel …«

Han holder en kort pause.

»To gange på så kort tid. Det var godt nok voldsomt.«

Faktisk udpeger Jens Henrik Højbjerg det som den værste dag i sin karriere. En karriere, der ellers flere gang har bragt ham tæt på menneskelig ondskab.

Snart har han siddet ti år på posten som rigspolitichef, og i den anledning har Berlingske mødt ham til en længere samtale om hans tid ved roret.

Det er en fortælling om et stykke moderne danmarkshistorie, som den blev oplevet fra en af de tungeste topposter i kongeriget.

Om dengang, Danmark blev angrebet indefra. Da flygtninge og migranter gik på motorvejene. Om en voldsom forandring af politiet, som bød på store udfordringer. Og om en skandale, som skete på hans vagt.

KAPITEL 1: RØDE TAL OG EN MAVEPUSTER

Jens Henrik Højbjerg havde på fornemmelsen, at noget var galt. Alligevel føltes det som en mavepuster, da han fik beskeden i februar 2009.

Der var hul i politiets kasse, og nu stirrede ordensmagten ned i et dundrende underskud på hundredvis af millioner kroner.

Han var lige tiltrådt som rigspolitichef, og situationen var intens. Den nye politireform, som bl.a. skar dramatisk i antallet af politikredse, var i gang med at blive rullet ud.

»Der var en følelse af, at det var nogle helt afgørende måneder og år for dansk politi. Vi vidste alle, at der ikke skulle meget til for at puste til en skadelig utilfredshed, som kunne koste både befolkningens og medarbejdernes tillid. Og at det så ville blive svært,« fortæller Jens Henrik Højbjerg.

I sit foregående job som politidirektør i Nordjylland havde han mærket stressen på egen krop. Berlingske kørte en serie, der stillede det enkle, men altafgørende spørgsmål:

Kommer politiet, når du ringer?

Det gjorde politiet ikke altid på grund af reformens fødselsproblemer.

Jens Henrik Højbjerg ville nødigt have, at hans politikreds skulle være centrum for den slags. Så hver eneste dag gik han ind på Berlingskes elektroniske kort for at se, om der var steder, de ikke var rykket ud til.

»Jeg husker tydeligt den der fornemmelse. At nu håber jeg godt nok ikke, at der er en elektronisk knappenål, som viser, at vi ikke var kommet ud. Jeg var virkelig, virkelig optaget af det. Og jeg kunne godt føle, hvad borgerne oplevede, der gik tabt,« siger han.

Som ny rigspolitichef blev det hans opgave at få reformen på rette spor. Derfor var det heller ikke lige et underskud i millionklassen, som var sevet ud af kassen under reformen, han havde håbet på som velkomstgave.

»Det var en af de værste dage i min professionelle karriere,« fortæller han.

Løsningen på problemet blev, at politikerne vedtog en ekstrabevilling til politiet. En del af pengene skulle dog betales tilbage igen.

For den nye rigspolitichef blev sagen et præludium til resten af hans tid – den evige øvelse med svære prioriteringer af skatteydernes penge.

»Jeg blev meget bevidst om, at en god økonomi er forudsætningen for alt andet,« fortæller han.

Trods problemerne har Jens Henrik Højbjerg hele vejen været en af politireformens store fortalere. For ham var den en afgørende forudsætning for at kunne håndtere fremtidens kriminalitet, som flyttede væk fra det fysiske rum og over på nettet, og som blev mere og mere grænseoverskridende og kompliceret.

»Og jeg mener klart, at vi kan spole tiden frem og sige, at hvis vi ikke havde fået politireformen, så havde vi ikke kunnet håndtere terrortruslen, grænsekontrollen, indsatsen mod rockere og bander og meget mere. Det er simpelthen en afgørende forudsætning for det, der er sket siden,« siger han.

KAPITEL 2: DA BREIVIKS ONDSKAB ÆNDREDE ALT

Det er en dag, der har sat så dybe spor, at Jens Henrik Højbjerg kan huske datoen i hovedet.

22. juli 2011.

Han stod i lufthavnen i Helsinki på vej hjem fra ferie, da han så, at der havde været en terrorhændelse i Norge, hvor en bombe var sprunget i hjertet af regeringskvarteret.

Senere samme dag voksede katastrofen yderligere, da terroristen Anders Breivik åbnede ild på øen Utøya og dræbte 69 uskyldige unge mennesker på sommerlejr.

»Det er noget, jeg aldrig glemmer. Det var så modbydeligt, kynisk og afstumpet, at det trodser enhver beskrivelse,« husker rigspolitichefen:

»Og jeg tænkte med det samme: Det her kommer til at ændre alting.«

Terrortruslen var ganske vist allerede noget, som mange vestlige samfund levede med.

»Men med Breivik kom det til Norden – og det kom med en ekstrem voldsomhed. Derfor var der ingen tvivl om, at det var relevant for os alle. Og det satte gang i overvejelserne om, hvordan vi kunne undgå, at det skete hos os.«

Med det samme begyndte dansk politi at ændre sin måde at arbejde på. Der blev oprettet reaktionspatruljer, der blev lavet nye taktiske koncepter, og der blev lavet planer for, »hvordan vi kunne flytte folk og udstyr meget hurtigt«.

Samtidig havde rigspolitichefen intens kontakt med sin norske kollega, og nordmændenes arbejde med at opklare og evaluere angrebet blev fulgt minutiøst.

Knap fire år senere – i januar 2015 – blev det franske satiremagasin Charlie Hebdo angrebet af terrorister, som dræbte flere af bladets medarbejdere.

Et angreb, der fik politiet til at øge beredskabet yderligere, og som også kom meget tæt på rigspolitichefen og på Danmark, som længe havde levet med truslen mod JP/Politikens Hus efter Muhammed-krisen.

»Det viste, at vi skulle være endnu mere op på stikkerne.«

Fra den dag skulle der ikke gå meget mere end en måned, før det blev testet, om dansk politi var klar.

KAPITEL 3: DA VI BLEV ANGREBET INDEFRA

Det var ganske vist en lørdag, at mareridtet blev til virkelighed. Men rigspolitichefen var tilfældigvis på sit kontor, da telefonen pludselig begyndte at ringe og ringe.

Den første, han talte med, var chefen for Københavns Politi, Thorkild Fogde.

Der er blevet skudt mod et debatarrangement på Krudttønden, hvor bl.a. den svenske tegner Lars Vilks var til stede.

Og gerningsmanden? Ham har vi ikke, lød beskeden i telefonen.

Med det samme vidste Jens Henrik Højbjerg, at noget var helt galt.

»Jeg var ret sikker på, at nu stod vi med et terrorangreb, som desværre var lykkedes. At nu var det kommet til os. Og jeg må indrømme, at jeg tænkte med mig selv: Jamen, så bliver det jo så prøvet af, om alt det, vi har fået sat op, det virker.«

Rigspolitichefen beskriver, hvordan kroppen med det samme går i en form for alarmberedskab. Der er ikke tid til at sætte sig ned og blive fortvivlet. Adrenalinen spreder sig i kroppen, pulsen stiger, og koncentrationen bliver skærpet til det maksimale.

»Jo mere alvorligt, det er, jo mere rolig skal man arbejde med at være.«

Alligevel sneg frygten for, at noget større var i gang, sig ind.

»Kan der være andre? Kan det være koordineret? Skal endnu flere uskyldige lide døden? Det er rigtig ubehageligt at tænke sådan.«

På en eller anden måde havde han nok indstillet sig på, at det ville ske en dag trods de mange bestræbelser på at undgå det.

»Jeg tænkte, at vi næppe kunne blive ved med at gå fri,« som han siger.

Men særligt én ting gik ham virkelig på.

»Jeg var meget, meget ked af at høre, at vi ikke havde gerningsmanden.«

I sådan en situation er hans rolle ikke at gå tæt på efterforskningen. I stedet brugte han dagen på at følge sagens gang. På at sikre, at Rigspolitiet arbejdede på, at alt nødvendigt mandskab og materiel var til rådighed. På at orientere regeringen. Den slags.

Telefonen kimede løs. Hver gang, den ringede, brød det samme håb ud i ham.

»Jeg håbede, at de ringede for at sige: Vi har ham!«

Den opringning kom bare ikke. Timerne gik, og rigspolitichefen var »dybt, dybt« bekymret.

Hen på aftenen ringede telefonen så. Det var Jørn Aaby, der på det tidspunkt var chefpolitiinspektør i Rigspolitiet.

Meldingen var »helt enestående skrækkelig«, beskriver rigspolitichefen.

»Gerningsmanden – Omar El-Hussein – havde slået til igen. Foran synagogen i København. Endnu en uskyldig mand var dræbt. Politifolk var såret. Og vi havde stadig ikke gerningsmanden.«

Begynder du også at tænke: Nu går det her altså ikke, som det skal, for os?

»Sådan tænker jeg slet ikke på det tidspunkt. Jeg tænker bare, at nu skal vi have ham. Men jeg må indrømme, at den anden opringning var værre end den første.«

Efterfølgende tog han hjem. Sove kunne han ikke. Om natten kom beskeden endelig.

»Vi har ham. Nu kan han ikke gøre mere skade. Jeg kan ikke beskrive, hvor lettet jeg var. Mere end nogensinde,« fortæller rigspolitichefen.

»Men så kom tanken også, at det havde været dejligt, hvis vi havde fået ham levende. Så vi kunne finde ud, hvad der foregår i hovedet på sådan et menneske. Men sådan er det bare. Det kunne ikke være anderledes.«

Dagene, ugerne og månederne efter var intense og travle som sjældent før. Rigspolitiet igangsatte en stor evaluering af forløbet, og der var dialog med politikerne på Christiansborg, som endte med at vedtage en stor terrorpakke.

Der blev oprettet »situations- og operationscentre, som kører i døgndrift, og som har overblik over alt, der foregår i det her land, så hele dansk politik altid er parat, uanset hvad«.

Politiet pegede i sin evalueringsrapport på flere »læringspunkter«, herunder at deres setup ikke i tilstrækkelig grad var gearet til at håndtere en gerningsmand af den karakter.

Politiet ændrede bl.a. deres udrustning, skydetræning og ammunition.

Hvis man ser på, hvordan det her forløb, var dansk politi så reelt klar til det her?

»Jeg synes faktisk, vi håndterede det. Det lykkedes trods alt at få identificeret og fanget gerningsmanden på cirka 12 timer. Men selvfølgelig er det sådan, at det altid kan blive bedre, og at man skal lære af det. Det har vi gjort – og vi har fået skabt noget, som er stærkt.«

Men at han ikke bliver taget i opløbet og så får lov at gennemføre ikke bare et, men to angreb uden at blive fanget. Det er vel ikke ideelt?

»Nej, det er det jo ikke. Det er aldrig ideelt, når uskyldige mennesker bliver dræbt, og når politifolk bliver såret. Men man er også nødt til at sige, at med den her slags hændelser, hvor terroristerne vælger tid og sted, så er intet ideelt. Man er nødt til at se på det samlede – og gør man det, var der mange ting, der lykkedes,« siger Jens Henrik Højbjerg.

KAPITEL 4: DA VERDENS PROBLEMER STOD VED GRÆNSEN

I året efter terrorangrebet var rigspolitichefen næsten altid i Danmark. Så han var også på sit kontor, da han i september 2015 fik at vide, at noget voldsomt var ved at ske.

Tusinder og atter tusinder af flygtninge og migranter ville ind over den danske grænse. Og noget helt særligt var på spil hos de fleste af dem.

»De ville ikke tale med os. De ville videre til Sverige. Det var vi ikke vant til.«

Jens Henrik Højbjerg havde tidligere set billeder fra andre lande ved Europas yderste grænser.

»Tåregas, knipler og hunde mod kvinder, mod gamle og mod skrigende og grædende børn. Grimme, grimme scener. Jeg havde sagt til mig selv, at det skulle vi undgå i Danmark.«

For Jens Henrik Højbjerg stod det hurtigt klart, at der var tale om »tusindvis af mennesker, at der er rigtig mange kvinder, børn og gamle«, og ved grænseovergangene var situationen ekstremt vanskelig for de menige betjente.

»Der kom hundredvis med togene. Det væltede ind. Hvad gør man så? Det var rigtig, rigtig svært,« fortæller rigspolitichefen.

Samtidig »vidste vi, at den svenske grænse var fuldstændig åben, at de var velkomne der«.

»Og så ville det være lidt mærkeligt at begynde at bruge magt mod kvinder og børn,« ræsonnerede han.

På den baggrund traf han en markant og historisk beslutning. De mange mennesker blev lukket ind, og i stedet for at stoppe dem, fik de lov til at passere og vandre mod Sverige.

»Min vurdering var, at vi ikke kunne tage fat i alle de her mennesker og få dem afhørt. Tusindvis skulle måske frihedsberøves. Det var simpelthen umuligt,« siger han og lægger tryk på:

»Altså, det var en UMULIG opgave.«

Samtidig genså han billederne fra andre lande for sit indre.

»Jeg så scenerne for mig. Fortvivlede mennesker. Det var simpelthen ikke en option.«

Alligevel var det udefra set fuldstændigt grotesk, at dansk politi eskorterede mennesker i tusindtal, som opholdt sig ulovligt i Danmark, frem for at stoppe dem?

»Det var en helt usædvanlig scene, som demonstrerede, at vi var i en helt, helt usædvanlig situation, som havde taget hele Europa fuldstændig på sengen. Det fik vi håndteret mere værdigt og mere humant i Danmark end i mange andre lande.«

Men det var jo et regelbrud? Reglerne siger, I skal stoppe dem?

»Ja. Men her kunne man ikke følge reglerne. Der opstår situationer, hvor man må agere ud fra, hvad der er det rigtige. Og så må man bruge sin erfaring og sin indsigt for at løse situationen.«

I bogen »For enhver pris« skrevet af de politiske kommentatorer Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen er episoden beskrevet. Bogen fortæller, hvordan regeringen havde svært ved at lægge sig fast på en klar linje, og at det derfor var rigspolitichefen, der måtte træde til »som krisens generalstab«.

»En sådan handlekraft fra en dansk topembedsmand – helt uden om de almindelige kommandoveje – er næppe set siden krigens tid,« står der i bogen.

Foreholdt den beskrivelse svarer rigspolitichefen:

»Sådan tænkte jeg ikke om det. Jeg tænkte bare, at det var min opgave at sikre ro, orden og fred.«

Men er det rigtigt, at du ikke havde nogen befaling oppefra?

»Ja. Jeg traf en beslutning og underrettede om, hvad jeg havde gjort for at opretholde orden og sikkerhed.«

Så du mener ikke, at det er et problem, at du handlede uden et klart mandat?

»Nej, for jeg fortalte jo, hvad jeg gjorde. Og hvis nogen var uenige, kunne man ringe til mig og sige, at vi skal gøre noget andet. Så jeg følte ikke, at jeg var i problemer.«

Men du er ikke folkevalgt. Du er embedsmand.

»Ja.«

Og det her var en situation med meget store perspektiver, hvor du traf en beslutning på vegne af hele det danske samfund. Var du ikke inde i et grænseland?

»Nej. For jeg er også rigspolitichef i et demokrati og i et humanistisk samfund, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, der ville være opbakning. Og at jeg ville få besked, hvis der ikke var.«

Samlet set var det en historisk dag med »meget store principper på spil«, mener rigspolitichefen.

»Og det var en vigtig dag. For Danmark og for dansk politi. Vi blev virkelig blev sat på prøve.«

KAPITEL 5: SVÆRE ÅR OG MODSTAND FRA SINE EGNE

Med terrorangrebet og presset på Danmarks grænser blev Danmarks politi kastet ud i den måske mest pressede situation i nyere danmarkshistorie. Og det skulle kun blive endnu værre, da bandekrigen eskalerede i sommeren 2017.

En situation så intens, at det ifølge rigspolitichefen kun kan sammenlignes med den store nordiske rockerkrig i 90erne.

Så udfordret var politiet, at 15-16 pct. af alle ressourcerne på et tidspunkt var optaget af opgaver såsom grænsekontrol og bevogtning, som politiet ikke havde haft før.

»Vi måtte køre vores medarbejdere rigtig, rigtig hårdt. Presset var enormt,« siger han.

Internt eskalerede situationen, da en ledende politichef fra Københavns Politi opfordrede unge mænd til at passe på, når de gik på gaden.

Da rigspolitichefen efterfølgende skulle udtale sig, vidste han, at han stod i en svær situation. På den ene side var han nødt til at signalere over for befolkningen, at politiet havde styr på situationen.

På den anden side vidste han godt, at hans medarbejdere var »slidt helt ned«.

»Det var svært. Men jeg vidste, at jeg måtte sætte borgerne først og sende et klart signal om, at politiet er der for dem, og at de ikke skulle være bange,« siger han.

Derfor udtalte han til TV 2, at »vi har de ressourcer, værktøjer og erfaringer, der skal til« for at håndtere bandekonflikten.

En udtalelse, der pludselig bragte ham på kant med sine egne.

Politifolk fra Københavns Politi trådte frem med ønsker om, at han skulle trække sig, og flere andre i politiet udtrykte hård kritik af, at han i deres øjne ikke klart sagde, at det store pres på politiet havde konsekvenser for, hvor meget de kunne klare.

»Det var en rigtig ubehagelig situation. Specielt for sådan en som mig, som har været så optaget af, at vi skulle holde sammen. Så jeg var rigtig ked af det,« siger rigspolitichefen.

Hurtigt fik han etableret en kontakt til Politiforbundet, og der blev holdt møder med hovedbestyrelsen og repræsentanter for medarbejderne fra Københavns Politi.

»Og så fik vi redt trådene ud. På den måde synes jeg, vi kom godt ud af det, fordi vi fik vist, at der også i politiet er plads til, at man viser sin frustration. Men det var en træls situation. Ingen tvivl om det.«

Troede du, at du var ved at miste dit job?

»Nej, det gjorde jeg ikke. Og derfor var jeg rigtig glad for, at jeg med det samme fik justitsministerens opbakning. Det betød jo selvfølgelig alt for mig.«

Så du var ikke nervøs?

»Nej, sådan tænkte jeg ikke på det. Men jeg var ked af det – også for hele organisationen.«

Var det ikke en påmindelse om, at du skal huske også at være der for dine egne?

»Jo. For det hele beror på, at man har arbejdsomme og dedikerede kollegaer, og det gør jeg mig enormt umage med. Men det her var en svær situation, hvor jeg måtte gøre op, hvad min hovedopgave var – og det var at betrygge borgerne.«

Samlet set står de år tilbage som de sværeste, han har oplevet i dansk politi.

»Det var nogle ekstremt hårde og svære år, og jeg er nødt til at sige, at det har vi betalt en pris for. Folk kunne mærke, at vi ikke var nok til stede lokalt, og at noget gik tabt,« siger han:

»Det må jeg erkende. Og det er vi i gang med at genoprette nu,« siger han.

Gennembruddet kom i hans øjne, da man øgede optaget på Politiskolen, oprettede en ny uddannelse til politikadetter og lavede aftaler med Forsvaret om, at de kunne hjælpe til med bevogtningsopgaver.

»Det hjalp enormt meget. Siden har vi arbejdet på at genvinde tilliden fra borgerne. Det er en helt afgørende opgave.«

KAPITEL 6: EN SKAMPLET PÅ POLITIET

Jens Henrik Højbjerg er ikke i tvivl. Det er en »skamplet« på dansk politi. En skandale helt uden for kategori.

Det handler om det kinesiske statsbesøg i Danmark i år 2012, hvor demonstranter blev tilbageholdt, afskærmet eller fik tilbageholdt deres medbragte tibetanske flag af politiet. Et alvorligt brud på Grundloven.

Rigspolitichefen erkender, at politiet har gjort det stik modsatte af dets formål i det danske samfund.

»Hele vores formål er at passe på vores borgere og sørge for, at de kan ytre sig. Her sørgede vi for, at de ikke kunne gøre, som de havde ret til,« siger han.

I krænkede de rettigheder, I er sat i verden for at beskytte?

»Ja. Og det er det mest alvorlige. Det, vi gjorde, gik ud over nogle mennesker, som ikke fik mulighed for at komme ud med det, de ville ud med. Det er rigtig, rigtig forfærdeligt.«

Efter sagen blev en såkaldt undersøgelseskommission nedsat. Kommissionen endte med at konkludere, at der i forbindelse med sagen var blevet afgivet klart ulovlige ordrer i Københavns Politi, men der blev ikke fundet grundlag for at antage, at ansatte i den øverste ledelse i Københavns Politi eller Rigspolitiet havde kendskab til »generelle eller konkrete ordrer«.

Efterfølgende er kommissionen dog blevet genåbnet – bl.a. fordi DR afslørede, at Tibet-kommissionen blev afskåret fra at undersøge politiledelsen til bunds, fordi flere mailkonti var blevet slettet, idet ledende medarbejdere havde forladt deres stillinger.

Bagefter fandt Rigspolitiet flere »mailarkiver« i forbindelse med en »rutinemæssig serverkontrol«.

Rigspolitichefen forventer at skulle afhøres af kommissionen og er derfor ikke meget for at svare detaljeret på spørgsmål. Men han anerkender, at det er noget, der vil komme til at klæbe til hans eftermæle.

»Det er rigtig beklageligt, at det skete på min vagt. Men ligesom det vil blive husket, at det skete på min vagt, håber jeg også, at jeg vil blive husket for, at jeg sørgede for, at det aldrig kan ske igen. Det er, hvordan jeg går til det her.«

Han fortæller, at Rigspolitiet har sat »en lang række ting i værk«. Blandt andet juridisk kontrol i forbindelse med planlægningen, en whistleblower-ordning og »refleksionsmøder i hele organisationen«.

Hvad vil du sige til dem, der siger, at det burde have kostet dig din post?

»Det er andre, der skal bedømme, hvem der skal være på den her post.«

Men det er jo dit ansvar?

»Ja. Alt, der sker i dansk politi, er mit overordnede ansvar. Sådan er det for den til enhver tid siddende rigspolitichef.«

Men du mener ikke selv, at det var så alvorligt, at du skulle trække dig?

»Jeg har nogle meget vigtige udfordringer, som skal løses i det her job. En af dem er at sikre, at det her aldrig nogensinde kommer til at ske igen. Heller ikke efter at jeg er holdt op.«

Blev du udsat for direkte eller indirekte pres fra politisk hold?

»Nej. Jeg har ikke været udsat for noget som helst i nogle retninger. Og så kan jeg ikke svare på mere af respekt for kommissionen.«

Kan du garantere, at der fra politiets ledelse ikke har været ulovlige ordrer i den her sag?

»Det er et spørgsmål, jeg sagtens kan besvare. Men det skal jeg besvare over for den nye kommission. Det ville være utidigt at gøre nu.«

KAPITEL 7: DA DANMARK BLEV LUKKET NED

Rigspolitichefen blev orienteret om det »et par dage før«, at aktionen skulle finde sted: At iranere, der opholdt sig i Danmark, var truede.

Med det samme vidste han, at det ville blive en vigtig operation. Men han havde ikke regnet med, at det ville blive den største i nyere danmarkshistorie.

Men sådan endte det, da Danmark fredag 28. september praktisk talt blev lukket ned som følge af, at politiet bl.a. jagtede en Volvo med mistænkte personer i.

Storebæltsbroen blev spærret i begge retninger. Øresundsbroen blev spærret i retning mod Sverige. Og de store færgeoverfarter fra Sjælland blev sat i bero.

»Det var en helt ekstrem situation og et voldsomt apparat, der blev sat i sving,« fortæller rigspolitichefen.

Når han i dag ser tilbage på den historiske dag, gør han det både med en sød og en lidt mere bitter smag i munden.

Sød, fordi operationen lykkedes – og dermed gav et vidnesbyrd om et »enormt godt og tæt samarbejde« mellem det åbne politi og PET.

Bitter, fordi politiets kommunikation ikke var optimal, erkender han i dag. En kritik, der tidligere har været rejst fra flere sider.

»Kommunikationen er den store udfordring. At sørge for, at vores borgere ikke bliver utrygge og bange og usikre på, hvad der sker. Det er noget af det, vi bliver nødt til at øve os på. I sager som den her er PET hovedentreprenør på kommunikationen. Men vi skal være i tæt dialog og minde hinanden om, at der er flere hensyn.«

Der var mange, der sagde, at kommunikationen var ekstremt mangelfuld, fordi den efterlod et meget stort rum for frygt og fantasi?

»Vi var hurtige til at kommunikere indledningsvist. Men så gik der rigtig lang tid, hvor man ikke sagde noget. Og det er fuldstændig rigtigt, at folk bliver bange, og at der opstår alle mulige teorier. Derfor øver vi os hele tiden på at få en krisekommunikation, der er skarp og rettidig.«

Så du er enig i, at kommunikationen ikke var optimal?

»Ja, vi ville gerne have kunnet kommunikere bedre, og derfor har vi arbejdet med det. Men man skal også huske, at det er utroligt vanskeligt at håndtere sådan nogle situationer, fordi der er så meget på spil.«

EPILOG: DEN HØJESTE PRIS

Det er de færreste arbejdspladser, der hver dag minder sig selv om deres døde kollegaer. Men sådan er det hos Rigspolitiet.

Forklaringen skal findes i netop drabet på Jesper Jul – det, som rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg udpeger som den værste dag i hans arbejdsliv.

Efterfølgende besluttede han at opføre et mindesmærke i marmor på polititorvet, hvor alle navne over døde betjente siden Anden Verdenskrig står.

For Jens Henrik Højbjerg er det noget lidt specielt – det der med, at de betjente, han er chef for, potentielt kan miste livet.

På den ene side er det ikke noget, han tænker for meget over.

»Jeg tror, man som chef skal lade være med at kigge på medarbejderne og se en masse mennesker, der potentielt kan dø. For så bliver man totalt handlingslammet,« som han siger.

På den anden side er det alligevel vigtigt at være bevidst om, at sådan er opgaven.

Og dermed også ansvaret.

»Vi er nødt til at huske, hvor betydningsfuldt vores arbejde er. Hvad vores folk i marken risikerer. At de ender i situationer, som almindelige mennesker aldrig vil havne i. Og at prisen kan være den højeste.«

Mindesmærket er ledsaget af et digt skrevet af Søren Ulrik Thomsen, som er indgraveret i den skinnende marmor.

Der står:

»Træerne vokser ikke ind i himlen /
Men de vokser ud i luften, som vi ånder /
og ned i jorden til de døde /
som vi savner /
Og det er alt nok.«