Lørdag talte Rasmus Paludan til 100 Stram Kurs-medlemmer på Christiansborg: Nej, vi er ikke i krise

Rasmus Paludan og resten af Stram Kurs afholdt lørdag partiets såkaldte rigskongres på Christiansborg. Godt 100 personer var mødt op for at høre formandens beretning, hvori han takkede for opbakningen og forsikrede, at partiet langtfra befinder sig i en krise.

Da Stram Kurs og dets partileder, Rasmus Paludan, i foråret for alvor gjorde sit indtog i dansk politik, skete det i et inferno af koranafbrændinger, røgindhyldede demonstrationer og massivt politiopbud.

14. april stod Nørrebro i København i flammer efter endnu en demonstration både med og mod partileder Rasmus Paludan, og herefter gik det stærkt for partiet, der på få uger skaffede de nødvendige vælgererklæringer og blev opstillingsberettiget til folketingsvalget i juni.