Efter længere tids forhandlinger er et bredt politisk flertal natten til mandag blevet enig om en større klimaaftale, der har til formål at reducere Danmarks CO2-udledning.
Dermed tager politikerne på Christiansborg det første store skridt i retning af at indfri det stort anlagte mål om en CO2-reduktion på hele 70 pct. i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.
Med aftalen, som regeringen har indgået med alle Folketingets partier bortset fra Nye Borgerlige og løsgængerne Frie Grønne Stemmer, og som kaldes alt fra »historisk« til en »stor dag for folkestyret«, er politikerne blevet enige om tiltag, der reducerer CO2-udledningen med 3,4 mio. ton inden for industrien og energisektoren i 2030.
Det er omtrent 1,4 mio. ton mere, end regeringen oprindeligt spillede ud med.
Aftalen, der er første etape af den såkaldte klimahandlingsplan, prioriterer i alt 22,5 mia. kr. frem mod 2030. Ud af disse penge findes 3,1 mia. kr. via reserver og knap seks mia. kr. via øvrige puljer og omprioriteringer.
Resten, altså 13,4 mia. kr., er der ikke aftalt finansiering af. I stedet skal de findes via den løbende og »overordnede tilrettelæggelse af finans- og udgiftspolitikken«.
Den finansiering gennem en midlertidig forhøjelse af energiafgifterne, som man tidligere har aftalt, er udskudt til 2023 på grund af de økonomiske konsekvenser, der er opstået som følge af udbruddet af coronavirussen.
Grøn skattereform med snubletråde
Samtidig er partierne blevet enige om, at der skal laves en såkaldt grøn skattereform, og at denne reform skal have afgifter på CO2 som et »afgørende instrument«, der skal være en »hovedmotor« for den grønne omstilling.
Der er dog tale om en principbeslutning og altså ikke en konkret aftale om, hvordan afgiften helt præcist skal skrues sammen. Det skal i stedet forhandles til efteråret, og når de forhandlinger går i gang, skal politikerne indgå et kompromis, der på overfladen kan se vanskeligt ud.
Af den 16 sider lange aftaletekst fremgår det nemlig, at en CO2-afgift skal ske »under hensyntagen« til en »bæredygtig erhvervsudvikling, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, et stærkt velfærdssamfund, sammenhængskraften og social balance«.
Samtidig må afgiften ikke medføre et »samlet tab af arbejdspladser til udlandet« eller skatter for »borgere og virksomheder«, som »samlet set« bliver højere.
Mens politikerne tygger på, hvordan de skal få den ligning til at gå op, er de allerede nu med aftalen nået til enighed om CO2-reduktioner på 3,4 mio. ton i 2030.
Reduktioner, der bliver til virkelighed gennem en lang vifte af konkrete forslag, som påvirker samfundet over en bred kam.
Verdens første energiøer og fremrykket havvind
Mest markant er etableringen af to nye energiøer, som bliver de første af deres art i verden, og som dermed indleder en »ny epoke for udbygningen af dansk havvind«.
Øerne skal stå færdige senest i 2030 og skal blandt andet sikre, at Danmark i »de kommende år kan elektrificere flere dele af samfundet og samtidig bidrage til, at alle danske husstandes og virksomheders strømforbrug er dækket af grøn strøm«.
Samtidig skal strømmen fra energiøerne kunne eksporteres til vores nabolande, ligesom øerne på sigt skal kunne tilkoble teknologier, der kan lagre eller omdanne den grønne strøm til eksempelvis grønne brændstoffer.
En proces, der på fagsprog kaldes power-to-X.
Den ene af de to øer skal placeres på en kunstigt anlagt ø i Nordsøen. Denne ø skal have en kapacitet på tre GW allerede i 2030, og den skal have potentiale til at kunne udvide sin kapacitet til ti GW på sigt.
Den anden ø skal placeres på Bornholm og have en kapacitet på to GW.
Det er »en betingelse for projekterne, at de er rentable«.
Med aftalen er partierne samtidig enige om, at der skal etableres en havvindmøllepark allerede i forbindelse med den første fase af energiøerne, og at en anden havvindmøllepark med placering ved Hesselø skal fremrykkes, så den skal stå klar i 2027.
Både energiøerne samt parken ved Hesselø skal »så vidt muligt« være »markedsdrevet uden offentlig støtte«, fremgår det af aftalen.
I samme ånd er partierne enige om at fortsætte de såkaldte »teknologineutrale udbud«, som tidligere har resulteret i »historisk lave støttepriser« på grøn energi, blandt andet fordi teknologierne inden for landvind og solceller bliver billigere og billigere.
Udbygningen »forventes derfor snart at kunne ske på markedsvilkår« og altså uden den offentlige støtte, som ellers historisk har spillet en afgørende rolle i Danmarks grønne omstilling.
Samtidig skal regeringen i begyndelsen af 2021 præsentere en strategi, som skal danne grundlag for yderligere elektrificering af samfundet, ligesom regeringen skal præsentere initiativer, der »understøtter den fortsatte udvikling af elinfrastrukturen«.
Som følge af aftalen vil der også blive givet et tilskud til en grøn omstilling af industrien, der i 2020 vil være på 200 mio. kr., og som i en håndfuld år herefter vil stige gradvist. Tilskuddet målrettes »konverteringer væk fra anvendelse af fossil energi« samt »energieffektivisering« på flere forskellige områder.
De grønne teknologier i fremtiden
Allerede da regeringen og dens støttepartier efter valget i juni 2019 blev enige om at reducere CO2-udslippet med 70 pct., erkendte partierne, at der ikke i dag findes virkemidler, der kan gøre den opsigtsvækkende ambition til virkelighed.
Et centralt punkt i aftalen er derfor en ambition om at ville støtte nye teknologier, der blandt andet kan omdanne grøn strøm til grønne brændstoffer, og som kan lave såkaldt CO2-fangst.
Teknologier som, lyder ambitionen, kan bidrage til at nedbringe udledninger, der hvor det i dag enten er »svært« eller umuligt.
Den såkaldte fangst og lagring af CO2 kan bidrage til at reducere de fossile udledninger. Derfor etableres en »teknologineutral, markedsbaseret pulje, der skal bidrage til at fremme teknologien«. Puljen vil være på 202 mio. kr. i 2024 og stiger derefter gradvist frem mod 2029, hvor den vil være på hele 815 mio. kr.
Ud over disse teknologier gives der også øgede tilskud til biogas samt andre grønne gasser.
Billigere elvarme
Et andet centralt element i aftalen er en såkaldt »grøn omlægning« af varmeafgifterne.
Partierne er enige om at forhøje satsen for den såkaldte rumvarmeafgift, som knytter sig til fossile brændsler, mens elvarmeafgiften til gengæld sænkes for både erhverv og husholdninger.
Ændringer, der træder i kraft fra 1. januar 2021, og som skal sikre, at det bliver dyrere at varme sit hus op ved hjælp af fossile kilder, mens det omvendt bliver billigere at få sin varme fra grøn el.
En beslutning, der kommer, efter at både organisationer og økonomer i årevis har påpeget, at afgiftssystemet i Danmark ikke i tilstrækkeligt omfang understøtter den grønne omstilling, fordi elvarme er uhensigtsmæssigt dyrt, selv om det er en varmeform, der er et bredt ønske om at udbrede.
Partierne vil samtidig fremme udnyttelse af såkaldt overskudsvarme, så den ikke går til spilde ved populært sagt at »fyre for gråspurvene«. Det skal blandt andet ske ved at fjerne afgiften på overskudsvarme, hvis den er certificeret eller underlagt en aftale, som sikrer, at leverandøren arbejder med energieffektiviseringer.
Den konkrete model skal drøftes i august og har desuden det forbehold, at det skal afklares, om det er i strid med EUs regler for statsstøtte.
I arbejdet med at gøre varmesektoren grønnere, sætter partierne tilmed fut i udfasningen af olie og naturgas fra varmesystemet, mens man på den anden side vil udvide den danske fjernvarme.
For at sikre det sidste ændres der på en række reguleringer af fjernvarmesektoren for at understøtte, at sektoren er »underlagt rammevilkår, der understøtter, at husholdninger og erhvervsliv har adgang til grøn fjernvarme til forbrugervenlige priser«.
Grinende politikere og en metafor fra Andeby
Det var en tilfreds kreds af politikere, som omkring klokken 01 natten til mandag trådte frem foran de fremmødte journalister efter timelange forhandlinger i Finansministeriet.
Aftalen er som nævnt den første af sin art i det, der skal blive til en endelig klimahandlingsplan, der leverer på de grønne ambitioner.
I denne omgang har man arbejdet med energi- og affaldssektoren samt industrien, mens der i efteråret venter forhandlinger om transportindustrien samt landbruget, en grøn forskningsstrategi, en global klimastrategi, en strategi for grønne indkøb i den offentlige sektor, bæredygtigt byggeri og ikke mindst den grønne beskatning.
Netop det sidste, spørgsmålet om CO2-afgifter, har været forhandlingernes helt store stridspunkt.
Længe før regeringens udspil havde Klimarådet gjort klart, at den grønne omstilling vil blive alt for dyr, medmindre man indfører en CO2-afgift, som sikrer, at det er udlederen af forurening, der betaler regningen, og at markedskræfterne dermed bringes i spil på tværs af økonomien.
Regeringen udtrykte dog skepsis over for, om ideen kan lade sig gøre, da forhandlingerne gik i gang, hvilket med det samme udløste hård kritik fra dens støttepartier.
For en måned siden sagde klimaminister Dan Jørgensen (S) således til Børsen, at en CO2-afgift i hans optik er en »skrivebordsøvelse«. Og med en metafor fra Andeby, der siden har vakt opsigt i klimadebatten, gjorde han det klart, hvad regeringen egentlig mener om forslaget fra Klimarådet:
»Der findes ikke noget sted i verden, der har introduceret sådan en Georg Gearløs-agtig model, som Klimarådet foreslår.«
Siden meldte både Det Konservative Folkeparti og efterfølgende også Venstre, at partierne anså en afgift på CO2 som afgørende for en omkostningseffektiv omstilling af samfundet.
Venstre har ellers tidligere afvist en sådan afgift, men fredag optrådte partiformand Jakob Ellemann-Jensen pludselig næsten bogstaveligt talt hånd i hånd med den radikale leder, Morten Østergaard, der længe har plæderet for afgifter på udledningen af drivhusgasser.
På ryggen af det pres er det med aftalen altså lykkedes partierne at blive principielt enige om at arbejde videre med en CO2-afgift.
Politikerne trak dog også på smilebåndet, da en TV 2-journalist spurgte dem, hvordan de rent konkret har tænkt sig at favne alle de hensyn, de tager forbehold for med aftalen, og som på overfladen kan virke gensidigt udelukkende.
Som nævnt må afgifterne hverken få konsekvenser for sammenhængskraften, velfærdssamfundet, erhvervslivet, beskæftigelsen eller det samlede skattetryk for borgere og virksomheder.
Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, erkendte, at der er stor uenighed om, hvordan afgiften skal skrues sammen, og hvad overskuddet fra afgiften skal bruges til.
Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers, sagde ligeledes, at »det kræver nok lidt opfindsomhed at få den strikket sammen, så den ikke gør Danmark fattigere« og sendte samtidig en slet skjul hilsen til klimaministerens Andeby-metafor:
»Der får man brug for lidt Georg Gearløs.«
Trods det er finansminister Nicolai Wammen (S) fortrøstningsfuld i forhold til udsigten til, at det til efteråret vil lykkes at nå til enighed.
»Vi har taget kæmpestore beslutninger til gavn for klimaet og for Danmark. Jeg er optimistisk omkring, at vi kan nå hinanden. Vi er enige om retningen, og så er det klart, at der er forskellige holdninger til, hvordan det præcis skal skrues sammen. Det får vi rig lejlighed til at forhandle i efteråret,« sagde han.
Også Morten Østergaard, som tidligere havde truet med at vælte regeringen i fraværet af en ambitiøs klimaaftale på denne side af sommerferien, var tilfreds med aftalen samt udsigten til en grøn skattereform.
»Nu bliver det grønnere at være danskere, og vi får en grøn skattereform, som sikrer, at det bliver billigere at leve grønt og dyrere at producere sort. Jeg skal knibe mig lidt i armen over, at alle har tilsluttet sig det, som bliver hovedmotoren i den grønne omstilling,« sagde den radikale leder.
Visse dele af aftalen er bundet af et forlig og kræver derfor enstemmighed for at kunne ændres, mens bindingen på andre dele af aftalen er mildere.
Partierne er enige om, at »såfremt der i udmøntningen« af aftalen konstateres »utilsigtede konsekvenser«, eller hvis »forudsætninger for aftalen rykker sig markant«, vil partierne »drøfte dette«.
Folketinget holder mandag afslutningsdebat.
