På overfladen lyder det fint.
Men så længe statsministeren ikke vil tage sin egen medicin, klinger hendes økonomiske opsang om »fartblindhed« for milliarder af kroner hult.
Sådan lyder det fra Venstre og Det Konservative Folkeparti.
I et interview til Berlingske erklærer Mette Frederiksen sig bekymret over en politisk debat på afveje, hvor regeringen har været under alt for stort pres for at »brænde« for mange penge af for hurtigt på genopretning.
Statsministeren bebuder samtidig »hårde« prioriteringer på velfærdsområdet, men står fast på løftet om at sende nedslidte tidligere på pension samt milliarder til den offentlige sektor.
Dermed mangler hendes ellers »fornuftige« budskab konsekvens, mener den konservative leder, Søren Pape Poulsen.
»Jeg er meget enig i, at der har bredt sig en tendens til, at coronamilliarder ikke ses som rigtige milliarder,« siger han:
»Men når hun nu siger det, burde hun også sige, at der alligevel ikke er plads til at sende flere mennesker på pension, og at vi bare skal bruge en masse mere på den offentlige sektor. Så længe, hun står fast på det, vil hendes støttepartier bare kræve endnu mere. Det er ikke ansvarligt.«
Det samme mener Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, som beskylder statsministeren for et »stort bluffnummer«.
»Så længe, hun forbeholder sig ret til at hæve skatten og at lave en dyr og decideret uansvarlig efterløn, som sender raske mennesker på pension, burde hun komme med den opsang til sin egen regering,« siger Sophie Løhde.
Mette Frederiksen anholder blandt andet Venstres forslag om at halvere momsen for lånte penge til en pris på mere end 40 mia. kr. Reelt kan det blive svært at sætte momsen op igen, og dermed kan det ende med at svække dansk økonomi varigt, mener statsministeren.
Venstre afviser.
»Det er bare en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget. Når man kan sænke momsen midlertidigt i Tyskland, kan vi også. Det er trist, at vi har en statsminister, der er mere optaget af begrænsninger end løsninger,« siger Sophie Løhde.
Blandt statsministerens støttepartier siger politisk ordfører for Enhedslisten Pernille Skipper, at »det må stå for statsministerens regning, at der er gået overbud i den«.
»Vores ønske har ikke været at brænde alle pengene af, men at stimulere dansk økonomi på en måde, der er socialt retfærdig,« siger hun.
I interviewet advarer statsministeren mod forslaget om at hæve dagpengesatsen til 25.000 kroner, fordi også dette kan vise sig svært at rulle tilbage. Det får dog karakter af en dårlig undskyldning, mener Skipper.
»Det virker lidt som en nem måde at komme ud af noget, som ellers burde være socialdemokratisk politik. Nemlig at styrke sikkerhedsnettet for dem, der har det hårdest, og som stadig rammes af, at den tidligere socialdemokratiske regering skar på dagpengene for at sænke topskatten.«
Statsministeren bebuder »hårde« prioriteringer på velfærdsområdet. Skipper er enig i behovet for prioritering, men mener ikke, at coronakrisen »kan bruges til at sætte farten ned«. Tværtimod står hun fast på, at de aftalte minimumsnormeringer skal fremrykkes.
»Det er vi ikke færdige med at tale om.«
Det samme siger SFs formand, Pia Olsen Dyhr, som ellers generelt er enig med statsministeren i, at der er gået »overbud« i dansk politik.
»Coronakrisen har vist, at børns trivsel stiger, og at der er mindre stress og sygdom, når der er tid og plads til at være i institutionen. Derfor kommer vi til stå fast på det, når der skal forhandles finanslov,« siger hun.