Han lægger ikke skjul på, at det er voldsomt.
Det er »den største politisk drevne transformation af vores økonomi i en menneskealder«.
En proces, som vil lave om på den måde, vi lever. Som vil få virksomheder til at gå ned, mens nye vil blive født. Og som vil påvirke alt fra lønudvikling til statsfinanser.
Alligevel er han – den økonomiske overvismand, professor Carl-Johan Dalgaard – optimistisk om, at den grønne omstilling af Danmark kan lykkes.
Der er bare én forudsætning. Det skal gøres klogt.
Netop det – hans bud på, hvordan man bør gøre – er årsagen til, at Berlingske har sat ham, en af landets førende økonomer, i stævne til en længere samtale.
Onsdag fremlægger regeringen nemlig – efter længere tids optræk – første etape af den klimaplan, som skal danne grundlag for, at Danmark kan indfri målet om en CO2-reduktion på 70 procent i 2030.
Den foreløbige kulmination på arbejdet med en målsætning, som nærmest kun Alternativet og Greenpeace ville skrive under på for et år siden, men som i dag er politisk fælleseje.
Allerede før, verden havde hørt om coronavirus, stod det klart, at der er tale om et politisk projekt, som i både pris og betydning har historiske dimensioner.
Derfor har det ikke just gjort missionen lettere, at der lige er kommet en global krise med i billedet.
En oplagt konklusion kunne derfor være, at coronakrisen aflyser – eller udskyder – klimakampen. Men sådan behøver det slet ikke at være, vurderer den økonomiske overvismand.
»Der er ikke noget i coronakrisen, som dikterer, at det ikke kan lade sig gøre,« som han siger.
Vi kommer ikke uden om afgifter på CO2
Men, lyder tilføjelsen – for et men er der i højeste grad:
Coronakrisen skærper presset for, at politikerne griber det an på en gennemtænkt og strategisk måde.
Ellers risikerer vi at sparke til en økonomi, der allerede ligger ned – eller at gøre omstillingen unødigt dyr med konsekvenser flere årtier frem.
»Coronakrisen skærper behovet for at vælge så omkostningseffektiv en strategi som overhovedet muligt. Det er om muligt endnu mere magtpåliggende end før. Det er den oplagte konsekvens,« siger han:
»Vi er nødt til at gøre det på den rigtige måde og med de rigtige instrumenter. Jo mere, man afviger fra det, desto større vil nettokonsekvenserne være for både beskæftigelsen, lønudviklingen og statsfinanserne.«
Budskabet kan lyde selvindlysende. Men under overfladen på overvismandens doktrin om at vælge den billigste vej ligger et politisk dilemma.
Det, der er mest omkostningseffektivt – og som ifølge Carl-Johan Dalgaard skal være det dominerende våben i den grønne omstilling – er nemlig højere afgifter på CO2-udledning.
Set med økonomiske briller har CO2-afgifter det smukke over sig, forklarer overvismanden, at det etablerer et rent snit:
Vi vil gerne have mindre CO2 – ergo øger vi beskatningen af CO2.
Det er den vej, vi vælger i alle mulige andre sammenhænge.
Vil samfundet gerne have flere til at holde op med at ryge? Fint – så øger vi afgifterne for at gøre smøger dyrere.
Derfor er det også den vej, der giver mest mening, når vi gerne vil have mindre forurening.
»Vi er nødt til at have hele økonomien til at trække samme vej. Det er langtfra nok, at vi som mennesker ændrer holdninger. Markedet skal være vores medspiller. Og det sikrer vi ved, at alle aktører – fra forbrugere til virksomheder og videre til energiforsyningen – står over for de rigtige priser,« siger han:
»Altså: Hvis du gør noget sort, bliver det dyrt. På den måde sikrer vi, at det er i alles interesse at bevæge sig væk fra det, så det grønne tænkes systematisk ind på tværs af hele økonomien.«
Under overfladen gemmer argumentet for en højere CO2-afgift dog på flere politiske udfordringer.
For det første: Afgifter har det med at vende »den tunge ende nedad« – altså ramme lavtlønnede relativt hårdere.
For det andet: Afgifter på CO2 vil medføre højere omkostninger for danske virksomheder i en tid, hvor de på grund af coronakrisen har brug for alt andet.
Det bløde kompromis
Trods de økonomiske argumenter for at gøre CO2-afgifter til det dominerende værktøj har forslaget derfor heller ikke just gået ren sejrsgang.
Da Klimarådet i marts foreslog at hæve afgiften til 1.500 kroner pr. ton, udtalte regeringen sig skeptisk. Dansk Folkeparti kaldte det »helt på månen«.
En række erhvervsorganisationer har også advaret, herunder ikke mindst magtfulde Dansk Industri.
Spørgsmålet om CO2-afgifter spillede ligeledes en minimal rolle i de 12 klimapartnerskaber fra dansk erhvervslivs forskellige sektorer, som i ly af coronakrisens hærgen udkom i slutningen af marts, og som skal danne grundlag for det politiske arbejde.
Overvismanden anerkender den »helt åbenlyse« udfordring.
»Jeg respekterer, at det ikke lige er det, man har lyst til, når vi er i dyb krise. Sagen er bare, at det er den mest skånsomme metode.«
Han tror også godt, det kan løses.
»Men nogen nem operation bliver det ikke«.
Den løsning, han og kollegaerne i De Økonomiske Råd foreslår, er, at man laver en grøn skattereform.
Reformen skal indføre CO2-afgifter, som stiger løbende frem mod år 2030 for at få hele samfundet til at forurene mindre.
For at undgå, at det har uheldige konsekvenser i de første år, hvor coronakrisen har kraftigst tag i økonomien, skal man dog indrette det på en måde, hvor man »underfinansierer« reformen i starten.
Det vil sige, at man tager reformens fremtidige overskud og bruger det allerede i de første år på andre skattelettelser, der også trækker i en grøn retning, og som kompenserer virksomhederne.
Noget, der blandt andet kan ske ved at sænke elafgiften.
»På den måde sikrer vi, at vi styrer samfundet i retning af det langsigtede mål uden undervejs at sparke til økonomien, mens den ligger ned,« siger han.
Trods modstanden mod CO2-afgifter kan overvismanden ikke se, hvordan man kommer uden om.
»Afgifter er en medicin, der smager lidt besk. Men det er vigtigt, vi får en offentlig samtale om, hvad alternativerne overhovedet er,« siger han:
»Landets politikere skal være helt på det rene med, at vil man ikke tage den medicin, men hellere noget andet, som på overfladen lyder besnærende, vil rejsen blive meget mere usikker – og mange gange dyrere.«
Det oplagte alternativ – offentlige investeringer og statsstøtte – rummer flere problemer, mener han.
Problemet er, at hvor det godt kan lade sig gøre at måle og dermed beskatte forurening – CO2-afgifter – er det straks sværere at identificere og dermed statsstøtte »grønhed«.
Ikke mindst er det svært at skelne mellem, hvad der skal have mere støtte end andet.
»Det kræver enorme mængder information. Vi kommer meget hurtigt til at lave indgreb, der ikke er effektive, eller som har uhensigtsmæssige konsekvenser. Det er den klare akilleshæl.«
Pas på grøn genstart
Dilemmaet viser, mener Carl-Johan Dalgaard, hvor vigtigt det er, at arbejdet med den grønne omstilling har et langsigtet perspektiv, fordi den ellers bliver for dyr.
»Det er helt afgørende, at politikerne ikke kaster sig alt for let over beslutninger, som her og nu virker tilforladelige, men som slår os ind på en kurs, der gør det lange, seje træk dyrere og mere usikkert.«
Et forhold, der også gør sig gældende, når politikerne snart skal snakke genopretning af dansk økonomi. Det nye plusord er, at det skal ske med en »grøn genstart«.
Argumentet er på overfladen logisk:
Når nu vi ved, at vi både skal få økonomien i gang igen, og at vi samtidig skal gøre noget godt for klimaet, så lad os da tænke det sammen.
Det kan dog hurtigt ende uheldigt, mener Carl-Johan Dalgaard.
Politikerne er nødt til at skelne mellem konjunkturpolitik på den ene side og strukturpolitik på den anden.
Genopretningen af dansk økonomi handler om det første; midlertidig stimulering af efterspørgslen.
Den grønne omstilling? Den er alt det modsatte.
»Slå op i ordbogen under strukturpolitik, og du vil finde et billede af grøn omstilling,« som overvismanden siger.
Derfor: I den grønne omstilling skal politikerne fokusere stringent på, hvad der virker bedst til det.
Har det så den bonuseffekt, at det også stimulerer efterspørgslen, »er det dejligt«, men det må aldrig være formålet.
Samme princip gælder også den anden vej.
»De to ting skal så vidt som overhovedet muligt holdes adskilt. Det må ikke være sådan, at tiltag til den grønne omstilling retfærdiggøres ud fra deres virkning på konjunkturerne. Den grønne omstilling skal kunne retfærdiggøres i et perspektiv, der strækker sig over årtier. Ellers blander man tingene sammen.«
Behov for ærlighed
At det i denne situation – hvor vi som samfund på én og samme tid både skal håndtere en historisk krise og kaste os ud i en omstilling af historiske dimensioner – handler om at bruge de økonomiske instrumenter til det rigtige, gælder også, hvis klimakampen øger uligheden.
Både statsministeren og flere af regeringens støttepartier har stillet det ultimatum, at det grønne spor ikke må ske på bekostning af den sociale balance.
Overvismanden »anerkender, at det er et væsentligt hensyn«. Men det bliver hurtigt en snubletråd, hvis man tænker de to ting – klimapolitik og lighed – sammen.
Altså:
Den grønne omstilling skal tilrettelægges på den mest effektive måde. Har det den utilsigtede virkning, at uligheden øges, skal dette problem også håndteres på den rigtige måde, for eksempel via indkomstskatterne.
»Men man bør ikke tænke spørgsmålet om social lighed ind i klimapolitikken.«
Et andet krav til den grønne omstilling, som både regering og de borgerlige partier har opstillet, er, at det ikke må gå ud over beskæftigelsen. Statsministeren er blevet helt konkret ved at sige, at regeringen ikke ønsker at lukke cementproducenten Aalborg Portland.
Ifølge overvismanden behøver den grønne omstilling ikke – nødvendigvis – samlet koste arbejdspladser. Men det er nødvendigt, at politikerne er ærlige.
»Ærlighed er meget vigtig, når man går ind i så væsentligt et projekt. Og den ærlige version er, at omstillingen vil få konsekvenser, og at de konsekvenser rummer iboende farer – blandt andet at der vil være arbejdspladser, der forsvinder,« siger han:
»Så skal man selvfølgelig også sige, at vi vil gøre vores yderste for at sikre, at der opstår nogle nye, og det er der også gode muligheder for. Men selvfølgelig vil der være virksomheder, der går ned, og som ikke kan klare omstillingen. Sådan er virkeligheden. Når man påvirker økonomien strukturelt, vil der være vindere. Men der vil også være tabere.«
Samlet kan omstillingen dog laves på en måde, der efterlader en omkostning, som blot er »beskeden« i det store billede, og hvor der derfor er gode muligheder for at håndtere de udfordringer, det må skabe.
Men forudsætningen, sådan som overvismanden ser det?
Den er den samme, som da samtalen begyndte.
»Det starter og slutter samme sted: Det afgørende er, at vi gør det på den måde, som er mest effektiv og dermed mest skånsom for os alle og samfundsøkonomien.«
