Embedsmænd sår kraftig tvivl om Venstres store milliardforslag: Det vil tage et år at sænke momsen

Det vil tage et år, før Venstres centrale krav om halveret moms kan blive til virkelighed. Sådan lyder vurderingen nu fra Skatteministeriet, på trods af at Tyskland på mindre end en måned kan sænke sin moms. Forklaringen er bl.a. »aldrende IT-systemer«. Dermed er ideen om lavere moms ifølge flere økonomer død. Venstre taler om en »fabrikeret« vurdering.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det var en melding, der hurtigt erobrede toppen af alle landets medier 14. maj.

Venstre – landets største borgerlige parti – ville intet mindre end halvere momsen, som er en af statens absolut største indtægtskilder.

Og partiet ville gøre det hurtigt.

Partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, gjorde klart, at halveringen allerede skulle ske godt to uger senere – fra 1. juni – og derfra gælde året ud.

»Vi har simpelthen brug for at få genstartet dansk økonomi,« lød det.

Det ministerium – Skatteministeriet – som har ansvaret for at indkræve moms, sår dog nu kraftig tvivl om, hvorvidt forslaget overhovedet kan lade sig gøre i den virkelige verden med den hast, Venstre forlanger.

I et officielt svar til Berlingske fremhæver ministeriet således flere praktiske udfordringer, som betyder, at det vil tage omkring et år at sænke momsen.

»En midlertidig nedsættelse af momssatsen må forventes at medføre betydelige administrative omkostninger for Skatteforvaltningen, herunder en række systemtilpasninger, som vil kræve en implementeringstid på mindst 12 måneder,« skriver ministeriet og fortsætter:

»Hvis nedsat moms skal medføre prisnedsættelser og ikke blot en øget profit hos virksomhederne, vil alle priser skulle genberegnes og eventuelle prismærkninger, kataloger mv. ændres eller helt udskiftes, ligesom der vil skulle ske tilpasninger i regnskabssystemer mv. Dette vil kræve tid hos virksomhederne og medføre administrative byrder.«

Svaret fra ministeriet er givet onsdag den 3. juni – få timer før Tyskland bebudede en nedsættelse af momsen, som skal gælde allerede fra 1. juli.

På den baggrund bad Berlingske ministeriet om et nyt svar, hvor man svarede på, om det fortsat er vurderingen, at en nedsættelse af momsen vil tage mindst et år, når nu Tyskland kan sænke den så hurtigt.

I svaret – der kom tirsdag den 9. juni – fastholder ministeriet vurderingen.

»Skatteministeriet har ikke kendskab til de systemtekniske og praktiske processer i forhold til indførelsen af en lavere moms i Tyskland,« skriver ministeriet og fortsætter:

»En lavere momssats i Danmark vil medføre betydelige administrative omkostninger, systemtilpasninger og tilpasninger i de danske virksomheder. Derfor er den foreløbige vurdering fortsat, at implementeringstiden vil være omkring 12 måneder.«

I et tredje, uddybende svar sendt 11. juni skriver ministeriet, at den centrale årsag er, at en reduktion af momsen kræver »et betragteligt udviklings- og implementeringsarbejde i skattevæsenets aldrende IT-systemer«.

Stor forundring og en »absurd« ventetid

Med sine udtalelser sår det ansvarlige ministerium dermed alvorlig tvivl om Venstres forslag, der med en pris på over 40 mia. kr. er blandt de mest omfattende bud på dén genopretning af dansk økonomi, som politikerne i disse dage forhandler om første fase af.

Allerede før den nye melding fra Skatteministeriet var forslaget i strid modvind.

I forrige uge advarede en række af landets mest fremtrædende økonomer således mod selve indholdet i ideen om lavere moms, fordi det ifølge dem ville have en række uhensigtsmæssige og potentielt skadelige konsekvenser.

Den centrale bekymring er, at man ved at sænke momsen og dermed priserne klumper forbruget sammen i den periode, hvor varerne er billige. Både før og efter vil forbruget derimod være markant lavere, lød det.

Med Skatteministeriets nye svar om, at en lavere moms tilmed vil have et meget langt aftræk, før det kan blive til virkelighed, står det for alvor klart, at forslaget »ikke er relevant«.

Sådan lyder det fra økonomiprofessor og tidligere overvismand Michael Svarer, der også har sæde i det særlige tremandsudvalg, som rådgiver regeringen og politikerne under krisen.

»De bekymringer, vi havde i almindelighed om, at lavere moms vil få folk til at holde igen med at bruge penge op til og bagefter, forstærkes naturligvis kraftigt af, at forslaget vil have så langt et indløb. Det gør det selvfølgelig helt absurd. Derfor er det simpelthen ikke et relevant forslag i debatten om, hvordan vi skal genoprette økonomien.«

Direkte adspurgt, om han er overrasket over svaret fra Skatteministeriet, når Tyskland kan sænke momsen så hurtigt, svarer han:

»Andre lande som Tyskland har tradition for differentieret moms, og det kan være grunden til, at deres systemer er bedre skruet sammen. Men det ærlige svar er, at ja, det er jeg. Momssystemet er kompliceret – men jeg troede trods alt ikke, det ville være så svært at ændre.«

Økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen, som er årelang ekspert i skatteteori, er enig:

»Der er ingen uden for Skatteforvaltningen, der reelt kan gennemskue deres systemer og dermed årsagen til, at det skal tage så lang tid. Men jeg må sige, at det er overraskende, meget bemærkelsesværdigt og dybt forunderligt, at de nu kommer med den udtalelse, og det er ikke noget, jeg har hørt før.«

Trods sin undren tilføjer Sandemann, at »når nu ministeriet siger, at sådan er det, er det totalt irrelevant at diskutere lavere moms«.

»For så kan det overhovedet ikke lade sig gøre inden for den tidshorisont, hvor det kunne være relevant. Derfor må man konstatere, at det ret effektivt lukker den diskussion ned.«

Han var en af de økonomer, der udtalte sig skeptisk om at sænke momsen, fordi vi i hans øjne mangler viden om udfordringerne i dansk økonomi, før vi affyrer så stort et våben.

Alligevel mener han, at det er problematisk, at systemerne ifølge Skatteministeriet er skruet sådan sammen, at lavere moms vil tage så lang tid at indføre.

»Både afgifter og moms er noget, man kan bruge i et politisk øjemed. Derfor ville det være rart at have nogle systemer, der faktisk gjorde det muligt at foretage en hurtigtvirkende økonomisk politik,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

Også økonomiprofessor og tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen erklærer sig overrasket over, at Skatteministeriet vurderer, at lavere moms vil tage så lang tid at implementere.

»Men når nu de lægger hovedet på blokken og siger, at det vil det altså, så fjerner det jo fuldstændig ideen om lavere moms fra debatten,« siger han.

Heller ikke han kan gennemskue, hvad der helt præcist er årsagen til, at lavere moms vil være så længe undervejs. Hans Jørgen Whitta-Jacobsen påpeger dog, at Skatteforvaltningen de senere år har været under voldsomt pres:

»Det er ingen hemmelighed, at det danske skattevæsen er i en voldsomt presset situation, hvor man både er i gang med at udvikle flere, store IT-systemer, og hvor der stadig er et stort efterslæb efter den meget hårde udsultning, de var igennem.«

Hård kritik af Skatteministeriet – V står fast

Mads Lundby Hansen er cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS og har i årevis fulgt den økonomiske debat tæt – tidligere også som embedsmand i Finansministeriets skattepolitiske kontor.

Han er dybt forundret over svarene fra Skatteministeriet, som han kalder »usædvanlige«, og som i hans øjne bærer præg af at være politiserede og dermed ikke udtryk for en reel faglig vurdering.

»Det kan ikke være rigtigt, at man skal bruge 12 måneder, når man i Tyskland kan gøre det på mindre end en måned, og når man i Storbritannien kunne gøre det allerede syv dage efter annonceringen i 2008. Derfor må det skyldes politisk uvilje fra Skatteministeriets side,« siger Mads Lundby Hansen.

Han understreger, at han ikke er tilhænger af at halvere momsen. Der er andre og bedre måder til at stimulere økonomien – og under alle omstændigheder bør politikere holde krudtet tørt noget tid endnu, fordi dansk økonomi begynder at vise sundhedstegn, siger han.

Men ud fra en faglig betragtning er Mads Lundby Hansen forundret.

»Når Skatteministeriet tidligere har regnet på lavere moms, er disse angiveligt meget store systemtilpasninger ikke blevet nævnt. Men nu hiver man dem pludselig op af hatten i en situation, hvor det er politisk bekvemt for regeringen,« siger han.

Også i organisationen SMVDanmark, som repræsenterer landets små og mellemstore virksomheder, er der forundring over svarene, der ifølge cheføkonom Mia Amalie Holstein ikke »giver nogen mening«.

»Enten er IT-systemerne i Skatteforvaltningen i dårligere forfatning, end jeg frygtede, eller også er skattemyndighederne mindre villige til at finde en løsning end i Tyskland. Begge dele bekymrer mig,« siger hun.

Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, står da også fast på kravet om halveret moms. Han kalder vurderingerne fra Skatteministeriet for »fabrikerede til lejligheden«, og han »giver derfor intet for det«.

»Hvis man ønskede at sænke momsen, så kunne man også det. Under den her krise har vi også kunnet få alle mulige andre store løsninger til at fungere, og derfor kan man det selvfølgelig også her, hvis man vil,« siger Troels Lund Poulsen.

Du er tidligere skatteminister. Stoler du ikke på dine tidligere embedsmænd?

»Jo. Men derfor står jeg stadig ved, at hvis man virkelig ville det her, så kunne man det også, når man kan i andre lande«.

Så I står fast på jeres forslag?

»Ja, det gør vi«.

»Bedste faglige vurdering« og en manglende fidus

Berlingske har forelagt kritikken for Skatteministeriet, som står fast på, hvad de kalder embedsværkets »bedste faglige vurdering« foretaget ud fra »den bedste viden, vi har til rådighed«.

Skatteminister Morten Bødskov (S) udtaler, at han rent politisk er »åben for alle gode forslag«, som kan bidrage til at »få sat godt gang i dansk økonomi«, men at han »ikke har den store fidus« til ideen om lavere moms, bl.a. fordi effekten er usikker, og fordi det kan få konsekvenser, hvis forbruget klumper sig sammen der, hvor momsen er lav.

Han »medgiver« samtidig, at »det kan lyde som lang tid, når Skatteforvaltningen vurderer, at det vil tage et år at implementere lavere moms«.

»Desværre skyldes det, at der i alt for mange år ikke er prioriteret investeringer i skattevæsenets aldrende og udfordrede IT-systemer,« skriver han og kalder det derfor »afgørende for regeringen« at tilføre yderligere midler, der kan »styrke vores skattevæsen«.