Bekymret Mette Frederiksen advarer mod »fartblindhed« for milliarder i dansk politik: »Det er nødt til at stoppe nu«

De fleste bilister kender følelsen:

I det øjeblik, man træder speederen i bund på motorvejen, mærker man virkelig farten.

Men derefter, minut for minut, sænkes fornemmelsen af, hvor hurtigt man egentlig kører.

Da coronakrisen ramte Danmark, accelererede politikerne til en historisk hastighed.

Regninger på tocifrede milliardbeløb blev udskrevet i løbet af få dage.

Og pengene? Dem må vi låne.

På lidt mere end tre måneder, som for evigt vil stå med flammeskrift i dansk historie, har politikerne sendt mere end 100 mia. kr. ud til virksomheder og lønmodtagere, og yderligere 350 mia. kr. er givet i ekstra likviditet og garantier.

Alligevel er regeringen undervejs blevet beskyldt for at være både fodslæbende, defensiv og nærig i kampen mod den økonomiske krise.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ser situationen anderledes.

Hun er bekymret for, at politikerne på Christiansborg netop er blevet ramt af den bivirkning, der opstår, når man kører stærkt:

At man bliver fartblind og mister sansen for proportioner.

Så bekymret er hun, at hun nu føler sig kaldet til at foretage et »opråb« om en øget grad af »ansvarlighed« og »ærlighed« i dansk politik.

Selvom det var »afgørende«, at Danmark reagerede hurtigt med gigantiske hjælpepakker, er der i hendes øjne nu opstået en tendens til i stort omfang at fremsætte milliardforslag, som enten finansieres af lån, eller som slet ikke ledsages af svar på, hvor pengene skal komme fra.

På den måde risikerer vi at svække dansk økonomi og således muligheden for at kunne handle lige så hurtigt under fremtidige kriser, mener hun.

»Jeg synes, vi er sted nu, hvor vi risikerer en fartblindhed i den politiske debat, og hvor der bliver foreslået udgifter i et omfang, vi formentlig aldrig nogensinde har set. Og det er nødt til at stoppe nu,« siger hun i et større interview med Berlingske:

»Der var en parentes i foråret 2020 – men det var netop en parentes. Nu er vi simpelthen nødt til at komme tilbage i et spor, der er bæredygtigt og ansvarligt på den længere bane.«

Halveret moms og skattefri folkepension

Hendes opråb kommer efter en periode, hvor partier og organisationer har krævet omfattende initiativer.

Venstre vil halvere momsen året ud, mens Dansk Folkeparti i den samme periode vil gøre folkepensionen skattefri.

Liberal Alliance har flirtet med tanken om at gøre de første 7.000 lønkroner skattefri hver måned frem til udgangen af næste år.

Fagbevægelsens Hovedorganisation har foreslået midlertidigt at hæve dagpengesatsen til 25.000 kr. om måneden – en idé, flere røde partier støtter.

SF og Enhedslisten vil fremrykke de aftalte minimumsnormeringer i daginstitutionerne, og sidstnævnte vil tilmed uddele 10.000 kr. til alle udeboende personer, der tjener under 32.000 kr. om måneden.

Dansk Industri vil have hjælpepakkerne forlænget endnu mere end planlagt.

Og flere partier åbner for at hæve topskattegrænsen året ud af frygt for, at mange ellers vil undlade at få deres feriepenge udbetalt.

Mette Frederiksen har »sympati« for mange af forslagene. Alligevel viser listen, at den politiske debat er på afveje, mener hun.

»Når vi skal dosere en genopretning, er det vigtigt at bruge pengene klogt. Men der synes jeg, der har været et alt for stærkt pres for, at vi skulle brænde for mange af pengene af for tidligt, selv om ingen ædrueligt kan påstå, at de ved, hvilket efterår vi kigger ind i, og hvad de langsigtede konsekvenser bliver,« siger hun:

»Alle er enige om, at der skal bruges flere penge, og at det hele skal gå meget hurtigere.«

Vi mødes til en længere samtale på Mette Frederiksens kontor, få dage efter at et flertal i Folketinget har besluttet at udbetale tre uger af danskernes indefrosne feriepenge samt 1.000 skattefri kroner til folk på overførselsindkomst.

Hun mener, pakken samlet set endte »fornuftigt«. Alligevel lægger hun ikke skjul på, at det blandt andet er forløbet op til og under forhandlingerne, der nu får hende til at råbe vagt i gevær.

»Det er ingen hemmelighed, at bagtæppet var, at alle gerne ville have brugt mange, mange flere penge. Jeg håber, vi snart får følgeskab af de partier, der plejer at insistere på, at tingene foregår ansvarligt.«

En særlig frygt

Aftalen bør markere et egentligt vendepunkt – et »sporskifte« – i den politiske krisehåndtering, mener hun.

Vi skal bevæge os væk fra det, hun kalder »det midlertidige«, hvor man for lånte penge kaster brede og milliardstore redningskranse ud i økonomien.

I stedet skal man tilbage til en »mere klassisk finanspolitik«, hvor man finansierer sine forslag og tænker over de langsigtede konsekvenser.

Det sidste er en stor del af hendes bekymring.

For selv om både partier og organisationer garanterer, at deres forslag kun er midlertidige, kan det i realiteten vise sig svært at afskaffe igen, argumenterer statsministeren.

»Der er grund til at anholde dem, der foreslår meget store initiativer og samtidig påstår, de er midlertidige. Erfaringen viser desværre, at selv om politikerne fra starten besværger det, ender det med at blive permanent.«

Hun nævner flere eksempler, blandt andet Venstres forslag om halveret moms året ud.

»På et tidspunkt skal momsen sættes op igen med risiko for at give økonomien et kæmpe tilbageslag. Hvem vil overhovedet tage ansvaret for det?«

Et andet eksempel er forslaget om markant at hæve dagpengesatsen.

»Grundlæggende har jeg sympati for det. Men hvis du pludselig lægger 6.000-7.000 kroner på dagpengene, vil der ske præcis det samme: Hvad er det for et flertal, der vil fjerne det igen? Det er ikke en klog måde at føre økonomisk politik på.«

Hvis man aftaler, at noget er midlertidigt, bør du så ikke stole på det?

»Altså ... Bolig/job-ordningen blev aftalt som et midlertidigt konjunkturtiltag, men er ikke bortfaldet endnu og gør det måske aldrig. Det er et godt eksempel på, hvorfor det er afgørende, at vi nu sadler om.«

Regeringen vil hæve dagpengesatsen for dem, der opkvalificerer sig. Rummer det ikke samme risiko?

»Dem, der bliver arbejdsløse, kommer ikke nødvendigvis tilbage i det samme job. Derfor skal tiden bruges bedst muligt. Det er rigtigt, at det rummer den risiko. Der er bare forskel på at ville halvere momsen til en pris på mere end 40 mia. kr. og så nogle langt mere målrettede tiltag for mindre end en mia. kroner.«

De mange store forslag stikker vælgerne blår i øjnene, og der er brug for mere »ærlighed«, mener hun.

»Selv om alt tyder på, at vi kommer bedre ud af krisen end de fleste andre, kommer vi ikke uden om, at dansk økonomi har fået et slag. Vi må ikke fortsætte, som om intet er hændt. Men det er der desværre en tendens til.«

Kviklån og disciplin

Mette Frederiksen understreger, at der fortsat er behov for at føre en lempelig finanspolitik, og at der derfor vil være brug for at optage yderligere gæld.

Men gælden bør kun bruges til at finansiere langsigtede investeringer i for eksempel den grønne omstilling, veje og broer eller ting, der er »reelt og ægte midlertidige«.

Har ens forslag derimod at gøre med statens grundlæggende indtægter eller udgifter såsom niveauet for skatter og ydelser, bør de som udgangspunkt finansieres »krone til krone« herfra, mener hun.

»Stiller vi det krav til hinanden, vil det forhåbentlig virke disciplinerende. Det skal være slut med, at man som politiker bare kan stille sig op og være meget udgiftsdrivende uden finansiering.«

Hvis vi allerede nu finansierer alting, risikerer vi så ikke, at krisehåndteringen bliver alt for defensiv?

»Nej, for vi kommer til at føre en mere lempelig finanspolitik med et albuerum til at investere. Men når vi har at gøre med forslag, der reelt retter sig mod driften, er det grundlæggende sundt at finansiere sine forslag og turde prioritere.«

Når man finansierer et forslag, kan det i sig selv være skadeligt for væksten, blandt andet med højere skatter. Er det ikke det, du risikerer at introducere for tidligt?

»Der er stor forskel på, om man vil gøre noget med en gevinst på den lange bane, eller om man foreslår noget, der reelt ender med at gøre driften dyrere. For en person er der også forskel på at tage et SU-lån og et kviklån.«

Det »sporskifte«, statsministeren taler for, skal efter hendes overbevisning også medføre, at det politiske fokus går fra det brede til det konkrete.

Hidtil har hjælpepakkerne, udbetalingen af feriepenge og forslagene om alt fra højere dagpenge til lavere skat og moms haft til formål bredt at stimulere forbruget.

Fremover bør fokus i højere grad rettes mod specifikke brancher, mener hun.

»Vi kan ikke blive ved med at køre med hjælpepakker og store, midlertidige løsninger uafhængigt af de problemer, der ligger nedenunder. Vi er nødt til at fokusere mere konkret på brancher med særlige problemer.«

Hun nævner blandt andet luftfarten og transportindustrien samt oplevelsesøkonomien.

»Vi er nødt til at lave en grundig analyse, så vi kan skelne. Der er brancher, som bliver hårdt ramt, men hurtigt stabiliseres igen, og så er der brancher, der helt grundlæggende er udfordret på forretningsmodellen.«

Mette Frederiksen nævner også eksporterhvervene som en selvstændig udfordring. Statsministeren frygter øget protektionisme og nationaløkonomisk egoisme – et globalt tilbageslag for selve tanken om frihandel.

»Derfor bliver det en særskilt vej for Danmark at stå vagt om de globale principper, som har skabt den velstand, vi nyder godt af.«

Opstår der eksportproblemer, kan det blandt andet ramme »unikke styrkepositioner« inden for blandt andet medico, grøn industri, de maritime erhverv og fødevareklyngen.

»Derfor kan det blive nødvendigt at understøtte dem. For det er dødsensfarligt, hvis vi har produktionsvirksomheder, der ikke overlever.«

Tre principper og Arnes pension

Mette Frederiksen siger, at tre pejlemærker vil styre prioriteringerne i den mere langsigtede genopretning, hun nu taler for.

Det skal være »grønt«, »retfærdigt« og »ansvarligt«.

Spørgsmålet er, om de to sidste kolliderer, når det drejer sig om regeringens centrale mærkesager.

Nemlig tidligere pension til nedslidte og løftet om så mange penge til den offentlige sektor, at velfærden ikke udhules af presset fra flere ældre og børn.

Mette Frederiksen står ved løfterne.

Når det gælder spørgsmålet om tidligere pension, som blå partier kræver droppet, giver coronakrisen endda et nyt argument, mener hun.

»Det, at der er behov for værdig tilbagetrækning, bliver ikke mindre retfærdigt af krisen. Tværtimod får det nu den nye dimension, at det giver plads til de unge, som risikerer at blive krisens helt store ofre.«

Selv om hun står fast på de centrale løfter, lægger hun ikke skjul på, at den økonomiske krise tvinger regeringen og dens støttepartier til at prioritere i ambitionerne på blandt andet velfærdsområdet.

En holdning, som – bebuder hun – vil afspejle sig, når regeringen til august fremlægger sit finanslovsforslag.

»Ingen kan gå ind i efteråret og lade, som om intet er hændt. Vi kommer til at prioritere meget hårdere, og der kommer til at være ting, vi ikke kan bruge lige så mange penge på.«

Hvordan vil man konkret se det?

»Det vil man kunne se, når vi lægger vores forslag frem. Men det er klart, at når jeg siger, som jeg nu gør om ansvarlighed, vil vi selv efterleve det.«

Burde du og dine støttepartier ikke ansvarligt også kigge kritisk på jeres egne mærkesager om velfærd og tidligere pension?

»Vi kommer til at skulle prioritere. Det er også, hvad jeg siger. Så slår I lige ned på de to grundpiller rent politisk, og vores prioritering af dem er der ikke lavet om på.«

Et af de konkrete punkter, der ventes at blive et slagsmål, er spørgsmålet om minimumsnormeringer, som SF og Enhedslisten vil fremrykke. Foreholdt det krav svarer hun:

»Vi har en god aftale, som vi ikke synes, der er noget behov for at afvige fra.«

Skattelettelser eller ej

Mette Frederiksens tre principper for genopretningen rejser også et spørgsmål, der traditionelt har været politisk dynamit.

Nemlig om hun på grund af princippet om retfærdighed mister lysten til at diskutere skattelettelser med de borgerlige.

»Jeg afviser ikke ting, der er brugbare. Når vi hæver forskningsfradraget, er det også en skattelettelse. Det er bare en meget klog lettelse, fordi den har et investeringssigte. Den slags afviser jeg ikke mere af, hvis det har et fremtidssigte,« siger hun:

»Min vurdering er, at vi helt generelt kun kommer igennem det her, hvis vi lægger almindelig, politisk logik til side.«

Vil det ikke være en klog skattelettelse at sænke topskatten, så vi bedre kan tiltrække specialister, eller at sænke selskabsskatten for at gøre Danmark mere attraktivt?

»Jeg kan ikke se, at topskatten adresserer den udfordring, vi står med. Men når vi taler om at lave en grøn skattereform, hvor vi skal kigge på den samlede beskatning af erhvervslivet, er jeg ikke så optaget af, hvordan puslespillet ser ud i sidste ende. Jeg er optaget af, at det bliver grønt, og at man ikke lukker virksomheder.«

Du gik til valg på »velfærd eller skattelettelser«. Ser du i dag mere nuanceret på det?

»Min oplevelse er sådan set, at mange af dem, der nu råber på skattelettelser, vil gøre det på bekostning af netop velfærden eller den sociale retfærdighed, hvilket er en utroligt dårlig idé. Derfor er det sådan, at jeg ikke kommer til at lægge mine tre principper væk. Men inden for den ramme kommer jeg ikke til at afvise noget på forhånd.«

Kan du acceptere en skattelettelse – også selv om pengene ikke kommer ind et andet sted?

»Hvis det betyder, at man på velkendt vis skærer i ydelser, eller hvad man har fantasi til, er svaret nej. Jeg insisterer på den sociale balance. Er den til stede, lukker jeg ingen døre.«

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har stillet som ultimatum, at der indføres et skattestop. Mette Frederiksen gik derimod til valg på skatteforhøjelser på alt fra finansielle institutioner til aktieavancer og store arvebeløb.

I alt ville partiet ifølge den liberale tænketank Cepos hæve skatten 13 steder.

Gælder de 13 skattestigninger stadig?

»Vi gik til valg på en række forslag. Men selvfølgelig skal man kunne navigere i den nye virkelighed.«

Kan du forstå, at nogle er særligt bekymrede for højere skatter i lyset af krisen?

»Du får mig ikke til at sidde og pille rundt i hvert forslag. Men som jeg har sagt før, er vores tilgang ikke generelt at sætte skatterne op.«

Mere end skattelettelser er statsministeren dog tiltrukket af det, hun kalder en »meget stærk investeringsprofil« med fokus på uddannelse, forskning og innovation.

»Krisen har vist, at vores erhvervsliv har meget særlige styrker, og at vores omstillingsevne i både den private og offentlige sektor er dybt imponerende. De erfaringer kan styrke os på den lange bane. Men det kræver, at vi bruger pengene rigtigt.«

Hun nævner, at regeringen sammen med Folketingets partier har aftalt højere dagpenge til visse ledige, der opkvalificerer sig, og at man har hævet forskningsfradraget for virksomhederne.

»Det er eksempler på det fremtidsperspektiv, vi skal tænke ind i alt,« siger hun og bebuder, at det skal ske i tæt samarbejde med dansk erhvervsliv.

»Det er ingen hemmelighed, at nogle af de allervigtigste virksomheder sidder her ved bordet og diskuterer de her ting med mig.«

Løkkes klummer og Corydons dom

Med sine økonomiske meldinger stempler Mette Frederiksen for alvor ind i en af de debatter, hvor hendes coronakurs har fået skarpest kritik.

Kritikken er blandt andet kommet fra tidligere sværvægtere i dansk politik.

Hendes forgænger som statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), har beskyldt hende for en egenrådighed under genåbningen, som har gjort det sværere at rejse den dilemmafyldte debat mellem sundhed og økonomi.

Hendes tidligere partifælle, forhenværende finansminister Bjarne Corydon, har kaldt den manglende afvejning mellem sundhed og økonomi for den »største« og »mest fatale« fejl.

Mette Frederiksen afviser.

»Vores tilgang har hele tiden været, at sundhed og økonomi hverken kan eller bør ses uafhængigt. Jeg insisterer på, at det er en falsk modsætning. Vores strategi har været, at kunne vi afværge de konsekvenser i form af dødsfald og et sammenbrudt sundhedsvæsen, ville det også være det bedste for økonomien.«

Hun påpeger, at dansk økonomi står til at klare krisen bedre end mange andre lande. En af årsagerne er, mener hun, at vi ved at få styr på sundhedskrisen også har kunnet gøre befolkningen økonomisk tryg.

»Meget tyder på, at danskerne langt hurtigere, end jeg turde håbe, bruger penge igen. Det, tror jeg, hænger sammen med, at folk er trygge. Er de ikke det, tør de ikke bruge penge, og det rammer økonomien hårdt.«

Men når man ser hvor få, der er smittede og i respirator, er der vel en pointe i, at man kunne have åbnet mere uden store ulykker?

»Men vi er jo et af de lande, der har åbnet mest op. Og modsat andre har vi ikke været tvunget til at lukke ned igen. Derfor ser det også ud til, at vi er et de lande, der kommer bedst igennem rent økonomisk.«

Statsministeren holder en pause.

»Jeg har stor respekt for forskellige synspunkter. Men jeg bliver nok nødt til at gøre opmærksom på, at i hvert fald en af dem, I henviser til, i starten sværmede om en helt anden model for det her.«

Det sidste er en henvisning til, at Lars Løkke Rasmussen har fremhævet positive ting ved strategien i Sverige, som i dag er hårdere ramt af sygdommen, og som ifølge Finansministeriet tilmed rammes mindst lige så hårdt økonomisk.

»Der har været en fuldstændig klar, rød tråd i vores arbejde. Og i dag er jeg overbevist om, at havde vi lavet genåbningen for hasarderet og i den fart, som den ene af de to har anbefalet, er risikoen, at vi skulle have lukket ned igen.«

Hvis vi spoler tiden tilbage, var dit fokus så ikke primært på det sundhedsmæssige?

»Der er ingen tvivl om, at da vi i starten af marts er på vej op ad den røde kurve, er det en sundhedskrise. Men vi valgte meget tidligt at se det som en egentlig samfundskrise, hvor Finansministeriet og Erhvervsministeriet var langt inde i vores overvejelser. Derfor gik der – mirakuløst nok – ikke længe, fra vi lukkede ned, til vi begyndte at overveje genåbningen.«

Men andre lande, for eksempel Norge, nedsatte hurtigt en økonomisk gruppe, der beregnede konsekvenserne af deres beslutninger?

»Det gjorde vi også. Vi lod så i første omgang Finansministeriet om det. Men deres anbefalinger blev så senere bakket op af uvildig, økonomisk ekspertise. Det var blandt andet derfor, vi som det første fik de små børn tilbage i skole og institution. Vi kunne se, at skulle mor og far fortsætte hjemmearbejdet, ville produktiviteten falde for meget.«

Selv om Mette Frederiksen mener, at Danmark står til at klare sig bedre gennem krisen end andre lande, lægger hun ikke skjul på, at der vil være konsekvenser, og at de vil vise sig den næste tid.

»Jeg er nødt til at komme med den besked, at vi ikke kommer igennem uden tab. Der vil være stigende ledighed, og der vil være virksomheder, der ikke klarer skærene,« siger hun:

»Opgaven er at begrænse det. I virkeligheden handler det om at tage ansvar for, hvilket samfund der kommer ud på den anden side.«