Forarget Pia Kjærsgaard: En lille elite »sidder på flæsket« med deres »åh-så-tolerante holdninger« og spærrer danskerne inde

Pia Kjærsgaard har grublet en del over det.

Orker jeg det her slagsmål? Alle de personlige angreb? Måske endda en shitstorm?

Men efter få minutters samtale står det klart, at der vist ikke rigtig er noget alternativ til at få lettet trykket.

For Dansk Folkepartis stifter og Folketingets tidligere formand har slet og ret fået nok i et omfang, så hun ofte glemmer at færdiggøre sine sætninger, fordi hun har så travlt med at få taget hul på en ny.

Det er et bredt emne, som vi er mødtes i privaten i Gentofte for at tale om. Alt fra udlændinge og krænkede kvinder over klimakrigere, Melodi Grand Prix, »Vild med dans« og transkønnedes rettigheder ryger på bordet.

De vidt forskellige spørgsmål lider nemlig under det samme, mener Kjærsgaard.

Nemlig at en lille, snæver elite har sat så snævre og indforståede rammer op omkring den offentlige debat, at det undertrykker store dele af den brede befolkning og dermed ytringsfriheden for majoriteten af landets borgere.

Hvad enten vi taler klima, #MeToo-bevægelsen, udlændingepolitik, forholdene for LGBTQ+-miljøet, regnbuefamilier eller noget så jordnært som deltagerne i diverse TV-programmer er der nemlig blevet defineret nogle meget faste rammer for, hvad man må og ikke må sige.

En form for kulturherredømme, mener hun.

»Der har udviklet sig en helt særlig måde at være og tale på, hvor man gør åh-så-meget ud af at være åh-så-god og åh-så-tolerant og opdateret på den seneste minoritets vegne, at det er blevet til en egentlig kult, som gør enormt mange mennesker bange for at sige, hvad de tænker og mener, fordi de er bange for at blive set på som bøvede og dumme undermålere,« siger Pia Kjærsgaard:

»På den måde går det ekstremt meget ud over vores ytringsfrihed og simpelthen vores frihed som mennesker i det hele taget. Vi ser en form for indespærring af det enkelte menneskes frihed, og vi har fået en voldsomt fordømmende kultur. Jeg kan slet ikke holde ud, at vi er kommet så langt ud.«

De ansvarlige, mener Pia Kjærsgaard, er en lille elite centreret omkring de store byer, medier og kulturinstitutioner.

»Det er dem, der sidder på flæsket – dem med de fine, fine uddannelser, som bor i byen, som formulerer sig godt, som er såkaldt intellektuelle, og som enten sidder på medierne eller ved, hvordan man kommer til orde i dem. De har en enormt stor magt til at definere for resten af Danmark, hvordan man skal være og tale. Men sandheden er, at det er dem, der er et indskrænket, småborgerligt minoritetssegment. Og nu skal vi ikke finde os i det mere.«

Hysteri og Adam og Eva

Hun anerkender, at det er legitimt, at der er fokus på vilkårene for LGBTQ+-miljøet og spørgsmålet om bl.a. transkønnede, nonbinære personer og kønsidentitet i det hele taget.

Eksempelvis kom det før jul frem, at en efterskole ved Hobro har indført kønsneutrale værelser, ligesom man i Københavns Kommune har lavet en såkaldt »samlet LGBTI+-politik«, der skal handle om alt fra »tryghed til tiltaleformer«, og som skal se, om kommunens blanketter tager højde for regnbuefamilier.

»De enkelte tiltag kan være helt fine. Men jeg vil gerne være den, der tager skridtet og siger fra over for den dyrkelse, der er af det emne samlet set. Jeg er sikker på, at jeg taler på vegne af det tavse flertal, som ikke kan forstå det, og som synes, det simpelthen er blevet for forskruet, at det fylder så meget, og at man overhovedet ikke må gøre grin, kritisere eller stille spørgsmålstegn. Selvfølgelig skal der tages hensyn – men de er en meget, meget lille gruppe, og de skal ikke have lov til at dominere.«

Hun holder en kort pause.

»Selvfølgelig er der sket fejl fra Vorherres side. Men der er efterhånden ikke nok bogstaver i alfabetet, og man er snart bange for at glemme et bogstav, så nogen ikke føler sig inkluderet. Var det queer, det hed, eller et eller andet? Vi er endt et sted, hvor det er os andre, der skal føle, at vi er forkerte, fordi det ikke lige fylder så abnormt meget for os.«

Er forklaringen ikke, at det har taget så lang tid for forskellige minoriteter at opnå anerkendelse og rettigheder, at man reagerer med vrede, når folk stiller spørgsmålstegn ved det?

»Det tror jeg ikke et øjeblik på. Jeg tog selv initiativ til, at handicappede – som også er en minoritet – skal kunne være i folketingssalen og på talerstolen, og jeg stemte for, at homoseksuelle skulle have ret til registrerede partnerskaber. Men minoriteter er jo nu engang minoriteter – og man skal ikke tage hensyn på en måde, der reelt indskrænker flertallet.«

Det er jo lægeligt begrundet, at der er mange, der føler sig forkerte i deres krop. Er det ikke et enormt fremskridt, at vi er blevet opmærksomme på dem?

»Jo, jeg er enormt stolt af at bo i et land, der gør sig umage med at tage hensyn. Men det har taget overhånd, så det, der startede som noget, der kom fra hjertets godhed, begynder at rulle så stærkt, at bøtten vælter, og at rigtig mange mennesker ikke kan se sig selv i det længere. Det er ikke forkert at være lidt skeptisk over for alt det der – jeg mener; Adam og Eva var trods alt bare en mand og en kvinde.«

Har vi ikke nedbrudt en kultur, hvor alt for mange alt for længe måtte finde sig i noget, der gjorde dem kede af det i frisindets hellige navn?

»Nej, det synes jeg overhovedet ikke. For vi er jo ikke vulgære eller hadefulde eller uordentlige mennesker som folk. Derfor er det forkert, at fokusset på det er blevet så stærkt, at det reelt bliver til en form for undertrykkelse af dem, der tænker anderledes om det.«

At eliten har påtvunget den brede befolkning et overdrevet fokus på minoriteter og politisk korrekthed ses også i den almindelige debat om stort og småt, mener hun.

Eksempelvis skabte det for nogle år siden voldsom debat, at Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, kaldte USAs præsident, Barack Obama, for en neger.

Pia Kjærsgaard selv er også kommet i stormvejr, fordi hun har beklaget sig over for meget »bøsseri« i Melodi Grand Prix, og fordi hun er skeptisk over for, at to mænd dannede par i den seneste udgave af »Vild med dans«.

»Hvis man ikke lige taler på den rigtige måde, så er man pludselig homofob eller racist eller middelalderlig eller gammeldags eller indskrænket. Og det gider jeg bare ikke mere. Jeg vil have lov til at sige neger. Jeg vil have lov til at sige, at Melodi Grand Prix ikke er noget for familien Danmark mere, fordi der er alt for mange pailletter og alt for meget bøsseri – uden at blive fordømt og lynchet.«

Hun tror, Danmark vil ende med at blive endnu mere knækket, og at det »tavse flertal« vil ende med at gøre »oprør«, hvis udviklingen fortsætter.

»Folk vil gøre oprør og sige, at nu gider de simpelthen ikke høre mere på alt det bullshit, og nu gider de ikke blive belært mere. Det, der er sket, er, at vi alle er blevet en lille smule mere grå, kedelige og triste.«

#MeToo og den forsvundne flirt

Skredet i retning af en indskrænket kultur, hvor der ikke er plads til at træde ved siden af, ses ifølge Pia Kjærsgaard også i ligestillingsdebatten samt i den såkaldte #MeToo-bevægelse.

Sidstnævnte startede ifølge Kjærsgaard som en vigtig kanal, der gav krænkede kvinder en stemme, men er endt i et »hysteri« og en »dyrkelse«, som gør os »indelukkede og skræmte«.

»Vi var det første land, der frigav pornoen. Hvor er vi nu? Nu kan vi ikke tåle, at vi fik et klap bagi for 25 år siden – så skal det pludselig være en sag. Det er meget besynderligt at opleve for mig med min alder og alt det, jeg har været igennem,« siger hun og fortsætter:

»Det er positivt, at kvinder, der har været udsat for noget rigtig slemt, kan gøre opmærksom på det. Men der skal være en balance, og det endte med at tage totalt overhånd. Pludselig kom alle mulige frem og sagde: Hallo, jeg kan godt huske, hvad der skete for 30 år siden, selv om man var ung og måske også selv udnyttede situationen som kvinde.«

Hun tror, at #MeToo-bølgen har sat sig så dybt i mange mænd, at de »er bange for at give komplimenter at frygt for at blive misforstået«, og at det dermed har haft »utilsigtede konsekvenser«.

»Hvor er den flirt, som er så vigtig for at føle, at vi lever, blevet af? Hvor er spillet mellem mand og kvinde – eller to kvinder eller to mænd; nu skal jeg sørme huske det hele. Det er fuldstændig forsvundet, og så forsvinder livet simpelthen. Vi er blevet så anstrengte og underlige og krampagtige, fordi der er kommet alle de her snærende bånd og rammer, man skal holde sig inden for.«

Situationen er simpelthen udansk, mener hun.

»Jeg vil gerne vædde med, at de i skurvognen stadig har side 9-pigen hængende. Eller at de på autoværkstedet stadig har de der nøgenkalendere med en ny pige hver måned. Skal vi ikke lige komme rendende med hele #MeToo-bevægelsen og udskamme dem over deres middelalderlige kvindesyn?«

Har #MeToo ikke netop vist, at det, der foregik, ikke bare var uskyldigt, men reelle krænkelser, som der ikke var mulighed for at tale om?

»Nej, for jeg har altså også været ung og oplevet lidt af hvert. Men jeg har aldrig følt andet, end at det var noget, jeg kunne klare. Ingen skal opleve voldtægt og virkelig store krænkelser fra mænd. Men den her bevægelse gik efter nærmest at lede efter noget, for så kunne man rigtig være med på beatet som krænket. Men var det nu så betydningsfuldt, at du behøvede at råbe op nu flere år senere? Eller kunne du måske bare have sagt fra, da det skete?«

Selv hvis det har ført til lidt mindre flirteri, som du påstår, var det så ikke prisen værd, fordi så mange reelt krænkede kvinder fik lov at tale ud?

»Det var fint, at reelt krænkede kvinder fik lov at sige fra, så vi kunne få løsnet op. Men det er det samme igen: Det blev for meget. Det blev sådan en bølge, som det var trendy at være med på. Og sådan må det ikke være, fordi det får en masse afledte konsekvenser.«

Thunberg og klimatosserne

At den kulturelle elite har skabt en samfundsdebat med så snævre regler, at der ikke er plads til fejltrin, ses ifølge Pia Kjærsgaard også i tidens måske varmeste emne – klimadebatten.

Anført af den 17-årige svensker, Greta Thunberg har tusindvis af unge verden over protesteret for mere handling. Pia Kjærsgaard har det mere end svært med at se reaktionen fra beslutningstagere og meningsdannere.

»Da man så Greta Thunbergs meget, meget hadefulde tale, hvor hun stod med løftet pegefinger og fordømte hele verden, og man så kunne se voksne mænd sidde og nikke forstående … Altså, jeg kan slet ikke have det i mig. Hvad har I gang? Så tag jer dog sammen, mand, I gør jer selv fuldstændig til grin! Gider I godt bede hende om at dæmpe sig lidt og opføre sig ordentligt?«

Pia Kjærsgaard mener, at det store klimafokus er ved at sætte sig i det danske samfund på en måde, hvor det bliver gjort til et spørgsmål om den enkeltes moral. Et tema, der også risikerer at dele befolkningen, mener hun.

»Jeg gider simpelthen ikke stå i et supermarked og lægge økologisk oksekød i min kurv – for jeg spiser faktisk økologisk – og så alligevel føle mig kigget over skulderen, fordi jeg ikke er stoppet helt med at spise kød.«

Men er det reelt der, vi er? Mener du det?

»Ja, det mener jeg faktisk. Jeg mener, det er kommet hen et sted, hvor det er gået fra at være et sundt fokus på klimaudfordringerne til at være kørt ud på et overdrev med et hysteri ud over alle grænser, hvor man nærmest bliver verbalt overfaldet, hvis man træder det mindste forkert.«

Med det sidste henviser hun bl.a. til den massive modvind, hun selv kom i, da hun før sommer på Europa-valgaftenen begrundede Dansk Folkepartis dårlige resultat med, at »klimatosser« havde overtaget.

Siden blev ordet »klimatosser« gjort til årets ord i 2019.

For Pia Kjærsgaard viser den sag, at det, hun kalder eliten, våger over debatten som et politi og slår ned på folk, der tillader sig at sige det mindste kritiske.

»Jeg piber ikke. Men at jeg lige er lidt ærgerlig og siger klimatosser … Altså, styr jer lige. Der er da klimatosser! Der er folk, der gør det til en religion, der overtager alt andet.«

Var den sag ikke snarere et eksempel på, at du og dit parti totalt havde fejllæst, hvor vigtigt det er for mange?

»Jo, det er der slet ingen tvivl om. Men jeg kritiserede jo heller ikke, at der var kommet en klimadagsorden, og jeg har faktisk altid selv været meget miljøbevidst. Jeg kritiserede bare, at det var alt, alt for meget. Og så væltede hele verden ned over. Det viser jo bare, at jeg havde ret.«

Over mig som høge

Samlet set, mener Pia Kjærsgaard, er den danske debat og kultur endt et sted, hvor vi »dømmer og fordømmer hinanden på forkerte præmisser«.

»Selvfølgelig skal vi dømme hinanden, hvis vi er uhæderlige mennesker eller snyder og bedrager. Det er bare ikke, hvad der sker. Vi gør det inden for sådan nogle nicheting, som er blevet helt ekstremt dominerende«.

Viser dine eksempler ikke, at vores kultur er blevet meget mere rummelig, fordi vi kollektivt er blevet mere bevidste om krænkede kvinder og minoriteter med særlige behov og den slags? 

»Nej, det viser det modsatte. Det indskrænker i den grad rummeligheden, fordi mange føler, de skal holde sig tilbage, fordi de ikke kan tåle det pres, der kommer, hvis man får sagt noget, der ikke lige passer ind i elitens og de politisk korrektes snævre rammer og krav.«

Det forventer hun også vil ske, når dette interview bliver offentliggjort.

»Jeg oplever det helt sikkert igen. De vil være der som høge, og hele den enorme bølge vil vælte ind over mig. Jeg har bare besluttet, at det må den så gøre. Hvis jeg ikke skal kunne sige præcis, hvad jeg vil i min alder, hvornår skulle jeg så?«