Familieforsker: »Vores generations største problem er, at vi ikke har magtet at stille krav til vores børn«

Det er i det helt nære, at Per Schultz Jørgensen ser vor tids største problem udfolde sig.

I en travl børnefamilies hverdag.

I den pacificerende iPad i den toåriges hænder. I forældrene, der ikke beder det fireårige barn om at hænge sin egen cykelhjelm op i entréen eller bære sin egen tallerken ud i køkkenet efter aftensmaden.

Det er her, den anerkendte psykolog og børne- og familieforsker ser en udfordring for sig, som har grebet om sig i en sådan grad, at der skal gøres noget. Nu.

»Vores generations største problem er, at vi ikke har magtet at stille krav til vores børn om at bidrage. Vi har ikke evnet at ruste dem til at blive gode samfundsborgere, der tager ansvar for sig selv og for det samfund, de lever i,« siger Per Schultz Jørgensen.

Berlingske har siden årsskiftet bedt en række politikere og meningsdannere om at give deres bud på, hvad Danmarks største problem anno 2017 er.

I flere tilfælde har det krævet udsyn: Flygtningekrise, EUs gradvise svækkelse og globale klimaudfordringer.

Da Berlingske ringer til Per Schultz Jørgensen, indleder han da også med at understrege, at han nemt kunne nævne en håndfuld verdensomspændende udfordringer. Men den tidligere formand for Børnerådet ser et andet alvorligt problem for sig, der centrerer sig om familielivet:

»Vi står over for en stor udfordring med at give vores børn en ballast med sig i livet. Vores samfund er i dén grad i forandring, og de gamle normer og forestillinger kastes hele tiden op i luften. Det fører nye, store udfordringer med sig, som vi skal være rustet til at løse. Og det har vi ikke formået at give vores børn evnerne og kvalifikationerne til,« siger han.

De robuste børn

Tidligere på året udkom Per Schultz Jørgensens seneste bog, »Robuste børn«. I bogen argumenterer psykologen for, at vi skal gøre vores børn bevidste om deres rolle i fællesskabet. I familien, i daginstitutionen eller skolen og i samfundet.

Ved at give dem ansvar og stille krav til dem, opbygges der et livsmod og en tro på egne evner i de små. Børn skal udfordres til at gå lidt længere, end de selv troede muligt, og de skal lære at sige fra.

På den måde udvikler vi vedholdende og robuste børn, der som voksne evner at tage fat på de udfordringer, vi som samfund står over for.

»Det, vi ser konsekvenserne af nu, er, at vores børn ikke er vokset op med faste normer. Efter mange år med stor frihed i opdragelsen sidder vi så her i 2017 og er ved at blive klar over, at der skal andre boller på suppen. Den totale frihed er simpelthen for meget at forvalte for børn i en tid, hvor forandringerne er så store,« sagde Per Schultz Jørgensen i et interview med Berlingske i forbindelse med udgivelsen.

Det kan nemt lyde meget ukonkret og uhåndgribeligt, at vi skal gøre vores børn til robuste og gode samfundsborgere. Hvad er det præcis, vi skal gøre?

»Vi skal blive enige om nogle normer, børnene skal tilegne sig,« siger Per Schultz Jørgensen i dag:

»At man som fireårig hænger sin egen cykelhjelm op og tager sit eget tøj på. At man som tiårig har nogle andre pligter som at tømme opvaskemaskinen og gå med hunden. Nogle enkle, ligefremme opgaver, så børnene deltager og får en forståelse for, at de har en pligt til at give deres bidrag.  Noget, de gør, uden at forvente ros. De gør det bare. Det er præcis dér, karakterdannelsen eller robustheden udvikles.«

Så det handler om at stille konkrete krav til vores børn, som i sidste ende skal munde ud i, at de bliver parate til at tage ansvar for deres eget liv og for de udfordringer, vi står med som samfund?

»Lige nøjagtig. Det baner vej til et værdibaseret og demokratisk fællesskab, som børn bidrager til og er med i. Det er en proces, som er mulig, ligetil og overkommelig. Det kræver tid og nærvær, og det kræver, at vi som voksne er parate til at se det som vores hovedopgave. Vi er udfordret, fordi vi har et familieliv, der er så fortravlet. Men det betaler sig på den lange bane.«

Udviklingen af fællesskabet er udfordret. Af den fortravlede hverdag, Per Schultz Jørgensen nævner, og af individualiseringen, som kun griber om sig.

»Vi køber os til løsningen af hverdagens opgaver, og så sætter vi os ned med hver vores iPad. Det er et meget individualiseret fællesskab, hvor ingen rigtig bidrager til noget, og hvor børnene ikke får nogen værdier med sig – andet end selvtilstrækkelighed. Og det giver ikke bæredygtighed,« siger han og fortsætter:

»Vores store udfordring som samfund er at få børn inddraget i et fællesskab, hvor de overtager nogle værdier om tiltro, ansvarlighed, samvittighedsfuldhed og social empati. Og det er virkelig en kanonstor udfordring.«

Curlingforældre på vildspor

Per Schultz Jørgensen ser for sig, at erkendelsen allerede er ved at brede sig hos forældre i hele den vestlige verden:

»Erkendelsen af, at vi har grebet det forkert an. Vi har troet, at hvis vi gjorde alt for vores børn, beskyttede dem og bar deres taske, sikrede vi dem et godt liv. Men det gjorde vi ikke. Det siges, at hver gang du gør noget for dit barn, som det kunne have gjort selv, har du gjort dit barn en bjørnetjeneste.«

Man har i årevis talt om over-parenting i USA – det, vi i Danmark kalder curlingforældre.

»Vi er alle sammen i større eller mindre grad blevet curlingforældre – nogle i ekstrem grad. Vi tror, at vi skal overbeskytte vores børn, så de kan udvikle de kompetencer, der skal til. Men det gør de ikke på den måde. Det gør de kun, hvis de får nogle troværdige perspektiver, de skal leve op til. Hvis vi stiller krav til dem, og hvis vi giver dem fornemmelsen af, at de bidrager til et fællesskab,« siger Per Schultz Jørgensen.

»Den lille skyldfølelse, vi har, fordi vi er så meget borte fra vores børn, får os til at være overbekymrede og overomsorgsfulde. Men vi er på vildspor. Og det er mange forældre begyndt at indse,« uddyber han.

Hvorfor er det kommet så vidt? Hvorfor har vi ikke formået at stille krav til vores børn og forberede dem på at være en del af de fællesskaber, du taler om?

»Jeg tror, det er, fordi udviklingen er kommet så hurtigt. Vi har levet i et opbrudssamfund i de seneste 40-50 år, men det har jo accelereret mere og mere med globalisering, sociale medier, kulturelle forandringer, informationssamfund og velstand, hvor vi køber os til alt og arbejder meget,« siger Per Schultz Jørgensen.

Krav til forældre om »enormt overskud«

Per Schultz Jørgensen fremhæver, at Danmark har verdensrekord i, hvor meget småbørnsmødre arbejder, og hvor meget børn passes i institutioner. Vi har uddelegeret en stor del af opdragelsen af vores børn til vuggestuen, børnehaven og skolen.

Mange institutioner er gode til at skabe de fællesskaber, vi har brug for, påpeger han. Der bliver skabt fællesskaber om madlavning og højtlæsning samt sociale normer som at være en god kammerat og dele med hinanden.

»Og det skal man også gøre i familien. Når man er hjemme efter arbejde og børnehave, er man nødt til at holde fast i de værdier. Ved eksempelvis at have en måltidskultur, hvor alle spiser sammen. Hvor børnene ikke bare rejser sig og smider resten i skraldespanden, når de ikke gider mere, og går ind til deres iPad, så forældrene kan få ro til det sidste glas rødvin. Vi skal være bevidste om, at dét er vores hovedopgave,« understreger familieforskeren.

I og med at vi har så relativt lidt tid sammen med vores børn, når de tilbringer alle dagtimerne i institution, mens vi er på arbejde, stiller det her vel nogle enormt store krav til forældrene?

»Det kræver et enormt overskud, ja. Det var noget andet dengang, moren var hjemmegående en stor del af tiden, og familien fungerede på en anden måde. Nu er familien mere eller mindre tømt i dagtimerne, og så er der et stort pres på, når man kommer hjem, for man er også hammertræt på det tidspunkt,« siger Per Schultz Jørgensen og fortsætter:

»Det er en livsform, vi har sat os selv i, men som udviklingen også har presset os hen i.«

Derfor er det en afgørende pointe fra Per Schultz Jørgensen, at familien indgår i et samspil med daginstitution og skole, så det bliver set som en fælles opgave at ruste børnene til at blive gode samfundsborgere, som han siger.

»Helt nede i vuggestuen og børnehaven skal der opbygges nogle værdiorienterede fællesskaber, hvor institution og forældre enes om, hvad det er for nogle værdier, børnene skal overtage,« siger han og fortsætter:

»Det skal være at kunne holde ud. Det skal være ansvarlighed, samvittighedsfuld og social empati, som jeg nævnte tidligere. Vi bliver nødt til at krænge noget af blufærdigheden af os og sætte ord på de værdier, vi gerne vil have, at børnene skal have.«

Per Schultz Jørgensen peger konkret på, at daginstitution og skole i samarbejde med forældrene kan lave en årsplan, hvor man eksempelvis i tre uger ad gangen arbejder med en evne hos børnene, man gerne vil udvikle. F.eks. evnen til at være vedholdende eller evnen til at være en god kammerat. Arbejdet skal dermed stå på både i børnehaven eller skolen og i hjemmet.

Det offentlige må gerne blande sig i børneopdragelse

Hvad er det konkret, vi gør forkert, siden vi er ved at udvikle vores børn til mennesker, der ikke kan tage ansvar?

»Ud over de ting, jeg har peget på med individualiseringen og frigjortheden, er der én anden stor fejl, vi begår: Præstationskulturen. Vores samfund er bidt op på konkurrence og en hamsterhjul-strategi, hvor børnene testes helt ned i vuggestuealderen,« siger Per Schultz Jørgensen og fortsætter:

»Vi har for meget fokus på at gøre vores børn intellektuelt dygtige, men ikke på at gøre dem til hele mennesker, der tager ansvar.«

Nu nævner du skemalagte forløb i treugersintervaller og et tilrettelagt samspil mellem daginstitution og familie. Risikerer man derved ikke at tage noget frihed fra familien?

»Ikke mere end vi allerede har gjort ved, at vi arbejder så meget, som vi gør. Pointen om, at det offentlige ikke skal blande sig i vores børneopdragelse, hører hjemme i fortiden. Det var den gamle familieform. I dag er vi et andet sted, og vi har nået the point of no return. Forældrene forventer, at de kan dele opgaven med det offentlige.«

Per Schultz Jørgensen har noteret sig erkendelsen hos forældrene. Udviklingen skal vendes, er opfattelsen. Og han oplever også, at vi har evnerne til det.

»Når jeg holder foredrag, oplever jeg en kæmpe modtagelighed. Et behov for at få sat ord på udfordringerne. Og i vores oplyste og velstående samfund, hvor det offentlige i høj grad er inde over vores børns liv, er vi gearet til at få vendt udviklingen,« siger han.

Og her kan børne- og socialminister Mai Mercado (K) få en nøglerolle, påpeger psykologen.

»Udfordringen er at få det offentlige og familien til at spille bedre sammen. Og det ville give en enorm legitimering af det projekt, hvis Mai Mercado meldte sig på banen på den dagsorden. Det kan hun gøre ved at appellere og sætte ord på udfordringen. Og ved at sige, at det er en vigtig opgave, som vi skal løse sammen,« siger Per Schultz Jørgensen.