Din halvtomme kaffekop står stadig på kontorets skrivebord, jakken er kun delvist lukket, og hjertet er på vej op i halsen, da du vælter ind ad døren til børnenes institution to minutter i fem.
Da du endelig kan sætte dig ned og kigge dine poder i øjnene i en halv time et sted mellem madlavning og deres sengetid, er din energi for længst brugt op. Minutterne ræser af sted om kap med den dårlige samvittighed.
Situationen er kendt af de fleste forældre af i dag. I hvert fald hvis man skal lytte til de seneste års debatter, hvor forældre og fagforeninger efterspørger bedre arbejdsbetingelser og flere timer med børnene, som der tilsyneladende er langt mindre tid til end i de gode, gamle dage.
Men der er noget, der ikke stemmer.
Forældre tilbringer nemlig meget mere tid med deres børn i dag end tidligere, viser en stor, international undersøgelse fra sidste år foretaget af foreningen National Council of Family Relations, som det britiske nyheds-magasin The Economist for nylig skrev om.
Danmark ligger i top
Undersøgelsen tager udgangspunkt i udviklingen i antallet af omsorgstimer brugt af forældre på deres børn fra 1965 til 2012 i 11 forskellige vestlige lande.
Og tallene viser, at Danmark er det land i undersøgelsen, hvor tiden tilbragt med børnene er boomet allermest.
Men hvordan hænger det sammen med de mange stemmer i debatten, der ikke sjældent taler om at savne tid med børnene?
Jens Bonke er seniorforsker ved Rockwool Fonden og har i 2009 selv udarbejdet en lignende undersøgelse om samme emne, der også påviste en markant stigning i mængden af tid, forældre i Danmark bruger med deres børn.
Ifølge ham skyldes stigningen i høj grad, at børn i dag bliver prioriteret mere end tidligere. Måske især fordi det er vigtigere end nogensinde, at børn får en uddannelse og klarer sig godt.
»Vi tror, det langt hen ad vejen handler om inddragelse i det sociale fællesskab i familien, hvor børn har pligter, de skal varetage.«
Undersøgelsen viser desuden konsekvent for alle landene, at forældrene med de længste uddannelser bruger mest tid med deres børn.
Noget, Jens Bonke kan nikke genkendende til.
»Forældre med længerevarende uddannelse har ofte lettere ved at hjælpe børnene, når de starter i skole, fordi de kan bruge det, de selv har lært. Forskellen bliver ofte først tydelig, når børnene når skolealderen,« siger han.
Derudover mener han, at der samtidig kan være tale om en dårlig samvittighed over at have svært ved at få store mængder arbejde og familieliv til at gå op i en højere enhed. Derfor er forældre mere også intensivt sammen med deres børn, når de ser dem.
»Begrebet »kvalitetstid« er for alvor dukket op, og det, synes jeg, er dybt besynderligt. Jeg tror, der er mange børn, som ikke fatter, hvornår tiden tilbragt med deres forældre er kvalitetstid, og hvornår den ikke er,« siger han.
Børn skal føle, at der er brug for dem
Og netop »kvaliteten« af tid tilbragt med børnene er noget, psykolog og børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen lægger stor vægt på.
»For moderne familier er der utroligt mange projekter på dagsordenen. Derfor prøver man at være så meget sammen med sine børn som muligt, hvilket er en enormt god ting. For mig handler det bare om samtidig at tænke over, hvordan den tid med børnene bliver tilbragt,« siger han.
For Per Schultz Jørgensen er det især vigtigt, at man tager sig tid til at inddrage sine børn og skabe en hverdag med dem, hvor de selv har opgaver og pligter og bidrager til fællesskabet.
»Børn har brug for en fornemmelse af at have betydning. Ofte skynder vi os hjem fra arbejde, bærer alle poserne selv og får klaret maden selv, mens børnene pusler med deres eget, så hele familien kan slappe af sammen bagefter – tit med hver sin skærm. Men det er også vigtigt, at børn er med i madlavningen, eller at vi foretager os noget sammen,« siger han.
Dermed ikke sagt, at der skal være læring i al tiden tilbragt med børnene. Det kan også være nok at se en film sammen, gå i naturen sammen eller bare købe ind sammen.
Undersøgelsen viser, hvor meget tid vi tilbringer sammen. Men det vigtige er, hvordan vi tilbringer den, mener han:
»Det kan indimellem godt være praktisk at lave noget hver for sig. Men hvis det er den slags samvær, vi jubler over at have meget af, behøver vi ikke række armene så højt op i luften over den førsteplads.«