Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Den såkaldte curlingopdragelse er ikke noget større problem, siger SFI-forskerne Mai Heide Ottosen og Karen Margrethe Dahl i deres kronik i Berlingske 13. juni.
Her opponerer de mod de synspunkter, som jeg giver udtryk for om moderne opdragelse i et interview i Berlingske 1. juni. I stedet fremhæver de gruppen af udsatte børn og unge som den største udfordring. Det er blandt andet børn uden tilstrækkelig forældreomsorg og kærlighed. Altså næsten modsætningen til curlingforældre.
Selvfølgelig er udsatte børn og unge en udfordring for et i øvrigt godt velfærdssamfund. Derfor er det også vigtigt, at vi forsøger at trænge dybere ind i afklaringen af, hvad udsathed egentlig omfatter i dag i forhold til forældreholdninger. Og hvad vi kan gøre ved det.
De klassiske former er kendt, det er blandt andet opvækst i familier med svage ressourcer, kaotiske forhold og omsorgssvigt. Altså forældre, der ikke giver den tilstrækkelige omsorg og kærlighed.
Men i dag skal vi måske revidere eller udvide denne forståelse af udsathed, fordi vi står i et enormt samfundsmæssigt opbrud, der stiller nye krav til børn og unge. Måske omfatter en moderne forståelse af udsathed også en opvækst, der ikke har rustet børn til at klare de sociale udfordringer i det individualiserede samfund.
Det er børn, der ikke har fået den nødvendige mentale ballast med sig i livet. De har fået så meget andet, men ikke den indre styrke eller robusthed, der kan hjælpe dem til et godt liv. De har et lavt livsmod eller en alt for stor sårbarhed i forhold til ydre pres. De giver op, eller de kan ikke sige fra.
Her har vi måske en risikofaktor, der i dag er på vej til at spille en ny rolle, ikke kun for børn og unge, men i samfundet generelt som stress.
Helikopter-forældre
Ikke mindst derfor er der mange grunde til at diskutere opdragelse. Og ikke kun, som forskerne siger, fordi forældre er optaget af den diskussion.
Det bør vi alle sammen være, fordi den er vigtig for at få tilstrækkelig dybde på de mere eksistentielle sider ved børns opvækst og ved den generelt forebyggende indsats. Og dermed for at forstå, hvad vi kan gøre som forældre, som institutionsfolk og som velfærdspolitikere.
Når vi har diskuteret opdragelse, har vi alt for længe haft fokus på børns læring, deres dygtiggørelse, deres præstationer og deres målbare sammenligning med andre børn. Derfor er det befriende, at talen for engangs skyld handler om børns dannelsesproces. Om hvordan de bliver til som mennesker. Og hvad vi kan gøre som forældre for at ruste dem til livet.
Forskerne er kritiske over for begrebet curlingopdragelse, og det er sådan set meget forståeligt. Det er ikke et videnskabeligt begreb, der uden videre lader sig indkredse i en empirisk undersøgelse. Med veldokumenterede data og sikre analyser. Det er en metafor for en opdragelse, hvor forældre på sin vis er »for meget«. Men for meget af hvad?
I USA taler de om over-parenting eller helikopter-forældre. Altså forældre, der overvåger og gør for meget for deres børn. De er involverede, de støtter, de stimulerer, de kører deres børn fra det ene til det andet. Alt sammen sådan set udmærket. Som forskerne skriver i kronikken: Det er aktive forældre, der går rigtig meget op i deres børn. Og hvad er så problemet?
Historien om Mathias og Johanne
Jeg kender et forældrepar, der netop er involveret i deres ti-årige søn, Mathias. Han er med på klubbens førstehold i håndbold, er dygtig, og forældrene roser, deltager, kører og støtter. Alt er godt – og dog.
Mathias kan slet ikke klare nederlagene, han går nærmest op i limningen, får sammenbrud helt ude af proportioner. Han har ikke den nødvendige og for alderen passende robusthed. Hvorfor ikke?
Måske – og det er en mulig antagelse – fordi de fællesskaber, han indgår i, er ekstremt præstationsorienterede, og fordi forældrenes aktive og gode støtte ikke har været tilstrækkelig som afsæt for en nødvendig robusthed.
Han skulle jo klare sig godt. Og de skulle bakke op – og gjorde det. Men der var noget, han ikke udviklede – det var den indre struktur, der kunne give ham et ståsted, et kompas, en målestok – og en robusthed. Og sætte ham i stand til at sige fra og klare nederlagene både i sport og i spil.
Johanne går i gymnasiet og fortæller i et avisindlæg, at hun en dag fik »en moderat depression«. Hun blev ramt af et mismod, selvom hun klarede sig godt i skolen, havde venner, kom fra en god familie og alt var sådan set ok.
Men alt det, hun skulle leve op til, overvældede hende – karaktererne, festerne, den ydre facade og samtidig finde sig selv. Hun fik ikke rigtig hjælp i psykologsamtalerne, for der var ikke noget at grave frem fra fortiden. Hos sin læge fik hun antidepressiv medicin, og nu er hun i god gænge. Jeg er en helt almindelig pige på antidepressiv medicin, siger hun.
Børn skal lære at bære tasken selv
Der er måske langt fra den ti-årige Mathias i 3. klasse til den 17-årige Johanne i gymnasiet, og ingen tilfælde er ens.
Men bag kan vi finde forældre, der gør rigtig meget for deres børn. I en god mening – for de ved godt, at de er oppe mod en præstationskultur og en individualisering, som sætter sit præg på både skole og foreningsliv.
De støtter og opmuntrer og er aktive forældre, der bærer tasken for deres børn i både direkte og overført betydning. De rydder vejen for dem.
Men børn har brug for selv at bidrage, selv at yde en indsats og udvikle de vigtige livserfaringer, der giver jeg-styrke og tro på, at de klarer det. Og giver mulighed for at høste anerkendelse.
Får de ikke den styrke, tager sårbarheden over og bliver dominerende som stress og mistrivsel. Det er på denne måde, curlingopdragelsen er kontraproduktiv og kan blive en ny form for risikofaktor i børns opvækst.
Derfor kan vi ikke nøjes med at studere resultater fra undersøgelser, der viser, at mange forældre er aktive i deres børns verden. Vi skal skridtet videre.
Hordan er de aktive? Hvad er de aktive med, og hvor ser de børns ansvar – er det for præstationer eller for et fællesskab, som de selv aktivt bidrager til og møder bekræftelse i? Det er pointen fra et dannelsessynspunkt.
Forældre, der er for meget, og forældre, der bare presser på for, at deres børn skal klare sig godt, er alle sammen i en vis forstand forældre, der er for lidt i forhold til deres børns dannelsesproces. Måske lidt paradoksalt, men de skaber ikke de familiemæssige rammer for en opdragelse, der eksistentielt giver børn et grundlag for at opleve betydning som de mennesker, de er. De sætter ikke tydelige normer, hvor børn er inddraget og bidrager – og oplever at have betydning.
Derfor oplever mange børn problemer med at klare udfordringerne i det moderne samfund. Herunder at kunne sige fra – uden at tabe anseelse. Det er her, vi finder en ny form for mental udsathed. Den rammer børn og unge langt uden for den traditionelt udsatte gruppe, indkredset af de klassiske socioøkonomiske faktorer.
Forældre har også valgmuligheder – ikke alle lige mange, men som forældre kan vi forsøge at skabe en familiekultur, der lægger vægten på fællesskab og værdier om ansvar og inddragelse.
Det er på den måde, de aktive forældre kan omsætte deres sociale og kulturelle præferencer til en proaktiv familie, hvor børn har pligter og udvikler en sund modstandskraft. Det er også på den måde, vi gennem et aktivt og rammesættende samarbejde mellem hjem og daginstitution kan inddrage de familier, hvor der savnes ressourcer – og hvor børn kan falde ind under betegnelsen udsathed.
Som velfærdssamfund med næsten 100 procents dækning på daginstitutionsområdet har vi enestående muligheder for at skabe et sikkerhedsnet for alle børn og aktivt sætte ind mod alle former for udsathed. Det er ægte social og mental forebyggelse.