Bedst som man troede, at de store, ideologiske skærmydsler var overstået i de igangværende forhandlinger om et nyt skilsmissesystem, tegner der sig nu et nyt opgør mellem regeringspartierne på den ene side og støttepartiet Dansk Folkeparti samt Socialdemokratiet på den anden.
Folketingets to største partier ønsker nemlig at indføre »obligatorisk« eller »forpligtende« rådgivning om håndteringen af de fælles børn for forældre, der vælger at blive skilt. Forslag, regeringspartiet Venstre betegner som et statsindgreb i forældrenes personlige ansvar.
Rådgivningen foreslås indført som led i den såkaldte »refleksionsperiode« for skilsmisseforældre på tre-seks måneder, som både Socialdemokratiet, DF og Venstre i januar erklærede sig villige til at indføre. Det skete som et kompromis mellem DFs ønske om en genindførelse af separationsperioden og de andre partiers klare afvisning af selv samme.
»Men det er ikke nogen hemmelighed, at DF gerne ser, at der bliver noget mere forpligtende i forhold til refleksionsperioden,« siger Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard.
Selv i familier, hvor forældrene skilles i mindelighed, er det ifølge hende en god idé med rådgivning udefra for at sikre børnenes tarv.
»Selv om forældrene egentlig også kan finde ud af at blive skilt, er mange børn stadig meget påvirkede af det,« siger Karin Nødgaard og anfører, at hvis man får »en tredjepart ind til lige at komme med noget vejledning og rådgivning, tror jeg, at det kan løsne rigtig mange af de konflikter, der er på trapperne eller kan eskalere«.
Reformen af det familieretlige system vil ifølge Børne-og Socialministeriet få betydning for omkring 100.000 familieretlige sager årligt. Refleksionsperioden skal kun gælde skilsmissepar med fælles børn og alene forhold omkring børnene.
»Århundredets velfærdsgode«
Socialdemokratiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, understreger, at rådgivningen i hendes øjne alene skal vedrøre håndteringen af skilsmisseparrets fælles børn og ikke skal være en slags parterapi. Hun sammenligner ordningen med det rutinemæssige besøg af en sundhedsplejerske, som selv velfungerende småbørnsforældre får i dag.
»De fleste af os opfatter som et velfærdsgode, at sundhedsplejersken kommer forbi. På samme måde skal man, når man bliver skilt, og selv hvis man ikke har en konflikt, hjælpe et eller flere børn igennem en rigtig svær periode. Og vi kunne godt tænke os, at man havde som ret og pligt, at man i forbindelse med en skilsmisse skal dukke op til et møde, enten i Børneenheden eller Familieretshuset,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Børneenheden og Familieretshuset er to nye myndighedsinstanser, som regeringen foreslår skal erstatte Statsforvaltningen og tage sig af simple og mindre simple sager i det nye skilsmissesystem. Inspirationen til det obligatoriske møde finder Pernille Rosenkrantz-Theil mod nord.
»I Norge opfatter de det som århundredets velfærdsgode, så der er ikke nogen, der opfatter det som tvang. Men konkret er det sådan i Norge, at du ikke kan få underskrevet skilsmissepapirerne, hvis ikke du dukker op. Men du kan godt dukke op og sætte dig med fingrene i ørerne og sige »lalalala«, og så få underskrevet dine papirer og gå ud igen. Så der er ikke noget krav om, at du hører efter eller gør noget bestemt,« siger hun og fastslår, at selvom først forældrene får underskrevet skilsmissepapirerne til rådgivningen, vil forældrene i refleksionsperioden være skilt og økonomisk og juridisk uafhængige af hinanden.
Modstand fra både Venstre og SF
Forslagene fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti udgør den seneste politiske hårdknude i forhandlingerne om det nye skilsmissesystem. Venstres familie- og socialordfører, Carl Holst, erklærer sig nemlig »lodret uenig« i enhver form for tvungen rådgivning i forbindelse med en skilsmisse, og det nye forslag er ifølge Holst »hverken inden for rammerne af regeringens udspil og slet ikke inden for rammerne af holdningen i Venstres folketingsgruppe«.
»Jeg tror mere på det personlige ansvar, end jeg tror på, at man stattsliggør ansvaret for at give rådgivning i forbindelse med skilsmisse,« siger han.
Er det ikke i orden at tilsidesætte forældrenes personlige ansvar mod at staten varetager barnets interesser?
»Den tilgang kan man have, hvis man tror på, at dem, der definerer bedst, hvad der er godt for et barn, er staten. Man kan også have den tilgang, at dem, der bedst ved, hvad der er godt for barnet, er de forældre, der bliver gift, får et børn og har kærligheden til barnet til trods for, at de bliver skilt,« siger Carl Holst.
Han påpeger, at skilsmissebørn i regeringens udspil allerede er sikret en bisidder undervejs i skilsmisseforløbet.
SFs social- og børneordfører, Trine Torp, oplyser, at partiet alene går ind for rådgivning til forældre som et tilbud, ikke som et obligatorisk krav.
Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti understreger, at det for hende har førsteprioritet at lande en bred, politisk aftale om det nye skilsmissesystem. Men, erklærer hun også, »det forpligter at gå ind i ægteskabet, og det forpligter også at gå ud af det«:
»For os er ægteskabet altså en særlig institution – især hvis man får fælles børn.«
Liberal Alliance var i januar de argeste modstandere af at ændre ved reglerne for de såkaldte straksskilsmisser, men efter først at have kaldt modstanden for et »veto«, erklærede partiet sig senere villig til at se på et kompromis. Liberal Alliances socialordfører, Laura Lindahl, har ikke ønsket at kommentere de nye forslag fra Socialdemokratiet og DF. Det ønsker børne- socialminister Mai Mercado (K) heller ikke, men kalder sig i et skriftligt svar glad for, at forhandlingerne nu er i gang efter, at de stod stille i flere måneder i efteråret:
»Der er god fremdrift, nu forhandler vi i forhandlingslokalet, og jeg er optimistisk i forhold til at lande en aftale.«