Efter Støjberg rettes skytset mod embedsværket: »I denne sag er der i hvert fald nogle embedsmænd, der har et problem«

Instrukskommissionens redegørelse tegner ifølge juraprofessor et klart billede af, at sagen ikke alene kan få konsekvenser for Inger Støjberg. Også embedsværket kan komme i skudlinjen som følge af sagen.

Sagen om adskillelse af ægtepar på asylcentre kan få konsekvenser for andre end tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), mener juraprofessor. Årsagen er, at også embedsmænd kan blive draget til ansvar. Christina Simonia Straarup

Knap var Instrukskommissionens redegørelse offentliggjort, før det ifølge flere juraprofessorer og politikere stod klart, at der med redegørelsens konklusioner er skyts til at stille tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) for en rigsret.

Støjberg har ikke alene givet Folketinget urigtige oplysninger. Hun var også både vidende og advaret om, at hendes instruks fra 2016 om at adskille alle asylpar, hvor den ene part var mindreårig, var ulovlig. Om, det så ender med en rigsretssag, er op til Folketinget at afgøre.