Efter mistanker om misbrug af kollegas navn er ansvarlig læge i Trafikstyrelsen politianmeldt

Den ansvarlige styrelseslæge er nu anmeldt til politiet af Trafikstyrelsen. Lægen er i Berlingske de seneste dage blevet kritiseret for inhabilitet, og hendes lægeklinik er mistænkt for fusk med andre lægers navne. Styrelseslægen blev fredag fyret, og samme dag blev klinikken lukket.

Tidligere ansvarlig læge i Trafikstyrelsen er nu politianmeldt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Styrelseslægen, der ind til fredag havde ansvar for kontrol af særligt uddannede flyvelæger i Danmark, er nu blevet politianmeldt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Det bekræfter styrelsen overfor Berlingske og skriver det desuden i en pressemeddelse på Transportministeriets hjemmeside. Samtidig nedsætter transportminister Ole Birk Olesen (LA) en såkaldt Task Force.

Fredag blev styrelseslægen, med initialerne SJ, også fyret fra sit job i styrelsen samme dag, som hendes klinik blev lukket ned.

»Det er dybt alvorligt, at der er mistanke om, at en ansat har misbrugt sit embede som styrelseslæge. Det har svækket tilliden til styrelsen som offentlig myndighed. Jeg er klar til at tage de nødvendige skridt, som skal sikre, at vi får ryddet op på området. Derfor ser jeg frem til at komme til bunds i sagen,« siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, i pressemeddelelsen.

»For at få belyst omfanget samt genskabt en tillid til de flyvemedicinske tilladelser, der bliver givet i Danmark, nedsætter ministeren en task force fra departementet, som skal komme til bunds i sagen og vurdere, om politianmeldelsen skal udvides til yderligere forhold og personer. Task forcen bistås af Kammeradvokaten,« står der i pressemeddelelsen.

Politianmeldelsen kommer efter, at Berlingske de seneste uger har beskrevet kritik af SJs rolle som værende inhabil, ligesom det er kommet frem, at hendes klinik mistænkes for at have misbrugt en anden læges stempel uden hans vidende.

Styrelsen har som konsekvens af afsløringerne indkaldt omkring 2.000 piloter og flyveledere, der har fået deres godkendelse på SJs klinik, til en ny helbredsundersøgelse.

Piloter i Danmark skal nemlig til grundige undersøgelser en gang om året for at sikre, at de både mentalt og fysisk er i stand til at fortsætte deres arbejde. Undersøgelserne blev opprioriteret efter en flyulykke i 2015 med et Germanwings-fly. Ulykken skete som følge af en bevidst handling fra andenpiloten. Derfor skal undersøgelserne blandt andet foretages af særligt uddannede læger – såkaldt flyvelæger.

Berlingske kunne dog tirsdag beskrive, at styrelsen siden februar har kendt til mulig fusk med lægestempler på styrelseslægens klinik. Alligevel blev klinikken først lukket fredag, godt seks uger senere.

Men styrelseslægen, SJ, havde altså den koordinerende rolle i styrelsen med kontrol af flyvelægeklinikker i Danmark samtidig med, at hun drev sin egen klinik. Den dobbeltrolle har fra flere sider ført til kritik om inhabilitet.

Ligeledes har Berlingske beskrevet en sag med SAS-pilot Agnete Schrøder, der klagede over SJs klinik og som konsekvens fik inddraget sin flyvetilladelse af styrelsen. Det kom samtidig frem, at der efter undersøgelsen var ændret i det særlige flyvelægestempel i hendes journal. Styrelsen har beklaget forløbet.

Berlingske forsøger at få en kommentar fra SJ.