Pilot klagede over kritiseret styrelseslæge, og så blev hendes flyvetilladelse inddraget: »Helt uhørt og rystende«

En styrelseslæge bliver kritiseret i hårde vendinger for at være inhabil i sag om en SAS-pilot, der besøgte styrelseslægens klinik og efterfølgende klagede over undersøgelsen. Konsekvensen blev en inddraget flyvetilladelse og krav om undersøgelse hos psykiater. Efter Berlingskes henvendelse har styrelsen trukket kravet tilbage.

SAS-pilot Agnete Schrøder fik 4. februar suspenderet sin flyvetilladelse på baggrund af et lægetjek, fordi der var »tvivl om«, hvorvidt hun opfyldte »de helbredsmæssige krav« på baggrund af undersøgelsen. Hun indleverede sit certifikat, men klagede samtidig over suspenderingen. Søren Bidstrup

For Agnete Schrøder skulle det have været et almindeligt rutinetjek hos lægen.

Agnete Schrøder er pilot i SAS og skulle blot have fornyet sin tilladelse til at flyve. Et halvt år senere står hun nu uden flyvetilladelse og ser tilbage på et »helt uhørt« forløb med lægeklinikken, som Trafikstyrelsen efterfølgende har »beklaget«. Konsekvensen har været en inddraget flyvetilladelse i godt to måneder.