Ifølge legenden om historiens første maratonløb faldt den græske soldat Pheidippides død om af ren og skær udmattelse, da han efter grækernes sejr over perserne havde løbet hele vejen fra Marathon til Athen.
Daværende chefkonsulent i Udlændingestyrelsen Margit Sander Rasmussen blev derimod tilsyneladende mere optændt end resigneret, da hun i juni 2017 havde fulgt med i det, medierne betegnede som regulære »maraton-samråd« i Folketinget med daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
For de to samråd – der tilsammen varede over syv timer – handlede om den instruks om adskillelse af asylpar, hvor den ene part var under 18 år, som Inger Støjberg havde udstukket halvandet år tidligere, 10. februar 2016, og som Margit Sander Rasmussen som embedsmand efterfølgende havde til opgave at administrere i Udlændingestyrelsen.
Og – sagde Margit Sander Rasmussen, da hun torsdag blev afhørt i Instrukskommissionen – »under de samråd kom der en ny fortælling frem«.
I samrådene forklarede Inger Støjberg således, at det fra begyndelsen var blevet gjort klart over for styrelsen, at der godt kunne gøres undtagelser fra hendes instruks, til trods for at det i en pressemeddelelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet 10. februar 2016 fremgik, at »ingen« mindreårige asylansøgere fremadrettet måtte bo sammen med en ægtefælle eller samlever på danske asylcentre.
Dén udlægning af historien var Margit Sander Rasmussen imidlertid ikke enig i, forklarede hun kommissionen. Hun følte således angiveligt, at Støjberg ville »tørre det (sagen, red.) af« på styrelsen.
»Jeg følte mig også taget som gidsel i en løgn, og derfor følte jeg, det var vigtigt, at jeg skrev ned, hvad jeg vidste,« sagde hun under afhøringen.
Her blev der således fremvist et notat, som Margit Sander Rasmussen skrev i sommeren 2017. Ifølge hendes forklaring efter råd fra en kollega og i tilfælde af, at sagen ville ende med en kommissionsundersøgelse.
»Jeg har aldrig før oplevet så ukarakteristisk en fremgangsmåde ved implementeringen af en ny praksis. Hændelsesforløbet efterlod mig med det indtryk, at ministeren forsøgte at tvinge sine ønsker igennem,« står der i notatet, som ifølge Margit Sander Rasmussen blev gemt bag en reol.
»Som om dørene smækker i«
Margit Sander Rasmussen er dog ikke førstehåndsvidne til den mundtlige instruks om adskillelsen af de unge asylpar, der blev overdraget til Udlændingestyrelsen efter udsendelsen af den berømte pressemeddelelse 10. februar 2016.
Den mundtlige instruks fandt derimod sted i en telefonsamtale samme dag mellem afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet, Line Skytte Mørk Hansen, og Udlændingestyrelsens vicedirektør, Lene Vejrum – angiveligt med en kontorchef i Udlændingestyrelsen Ditte Dankert på medhør.
Line Skytte Mørk Hansen har forklaret kommissionen, at hun i telefonen dengang gjorde det klart, at der godt kunne gøres undtagelser fra adskillelserne. Lene Vejrum og Ditte Dankert har omvendt bedyret, at styrelsen blev bedt om at administrere i overensstemmelse med den kategoriske pressemeddelelse.
Og Margit Sander Rasmussen støttede under sin afhøring sin egen kontorchef og vicedirektørs udlægning. Det med begrundelsen, at »jeg har aldrig nogensinde set Lene og Ditte se så grå ud i ansigtet«.
»10. februar er det, som om dørene smækker i, og nu skal vi smække hælene sammen og gøre, som der bliver sagt,« erindrede embedsmanden
Margit Sander Rasmussen erklærede således, at »dialogen med departementet var brudt sammen den 10. februar«, og at styrelsen på trods af den ordre, der var udstukket, derfor gik ind og foretog en konkret og individuel vurdering af de enkelte sager med henblik på efterfølgende at forelægge flere af de mest problematiske sager for departementet.
Margit Sander Rasmussen påtog sig opgaven med at danne overblik over sagerne omfattet af instruksen.
Udlændingestyrelsen gik dog også i gang med at adskille flere par, og under torsdagens afhøring hev Instrukskommissionens formand, landsdommer Peter Mørk Thomsen, flere eksempler frem på par, der blev adskilt, uden at styrelsen havde andet end få konkrete oplysninger såsom alder og hjemland at handle ud fra.
»Jeg var udfordret på min faglighed,« sagde Margit Sander Rasmussen, da hun blev konfronteret med de sager, og hun lod forstå, at styrelsen var under et stort pres.
En svær atmosfære
Eksemplerne blev også fremhævet over for dagens første afhørte embedsmand, enhedschef i Udlændingestyrelsen Kristina Rosado. Hun var på tidspunktet for Inger Støjbergs instruks souschef i det kontor i Udlændingestyrelsen, der behandlede sagerne om de indkvarterede asylpar.
Også i Kristina Rosados udlægning blev Udlændingestyrelsen af ministeriet bedt om at administrere ordningen »bogstaveligt«, som den fremstod i pressemeddelelsen, ligesom det ifølge hende var ministeriets forventning, at adskillelserne skulle effektueres hurtigt.
»Der var en atmosfære omkring det her, der gjorde, at – det var i min opfattelse – det var meget svært at trænge igennem,« bedyrede Kristina Rosado under afhøringen:
»Det var mit indtryk, at Lene (Vejrum, red.) blev ringet op hyppigt af vores departement med en forventning om, at vi effektuerede hurtigt og undtagelsesfrit.«
Af samme årsag opfordrede hun Lene Vejrum til skriftligt at dokumentere styrelsens kommunikation med ministeriet. For – sagde Rosado – »det bliver ret hurtigt tydeligt for os, at vores departement vil i en retning, som vi synes er problematisk«.
Vicedirektøren afviste dog angiveligt Kristina Rosados opfordring med den begrundelse, at det blot ville eskalere »konflikten«.
Ifølge Kristina Rosado befandt styrelsen sig i »et krydspres« mellem departementet på den ene side og de operatører, som administrerede asylcentrene, på den anden. Chefen for asylcenteret i Vesthimmerland skulle således havde erklæret, at »det gør jeg simpelthen ikke, det dér«.
Udlændingestyrelsen identificerede i løbet af februar 2016 fem sager, man fandt særligt problematiske og derfor forelagde departementet.
Ifølge Kristina Rosados forklaring hørte hun dog dengang, at ministeren også ønskede de fem par adskilt. Rosado blev dog selv i samme periode bekendt med diskussioner om sagen internt i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets departement, og blandt andet skulle to af ministeriets embedsmænd have gjort det klart, at »de stod med det ene ben i Statsministeriet«, hvis ikke Støjberg ville acceptere undtagelser.
»Det blev drøftet, om ministeren ultimativt selv måtte træffe afgørelse i sagerne,« sagde Kristina Rosado og lod forstå, at »det er meget usædvanligt«.
De fem par blev dog ikke adskilt i den sidste ende.
Derimod fortsætter Instrukskommissionen fredag sine afhøringer.