Den politiske efterårssæson indledes for alvor i denne uge med Dansk Folkepartis sommergruppemøde, der i anledning af genforeningsjubilæet i år er henlagt til Sønderborg. Det er imidlertid en ganske anden slags grænsedragning, folketingsmedlemmerne skal diskutere på sammenkomsten.
For to uger siden gjorde partiformand Kristian Thulesen Dahl det således klart, at sommergruppemødets vigtigste dagsorden bliver, »hvordan vi får sat en stopper for den stigende islamisering af det danske samfund« – hvilket DF-formanden selv præsenterede »seks konkrete bud« på i et interview med Avisen Danmark.