En måned efter Inger Støjbergs instruks om adskillelse af asylpar skrev Røde Kors et brev om »gråd« og »besvimelser«

Medarbejderne i Røde Kors var »bestyrtede«, efter de i februar 2016 fik besked om, at alle asylpar, hvor den ene part var under 18 år, skulle adskilles. Det fortalte asylchef i Røde Kors Anne la Cour, da hun fredag vidnede i Instrukskommissionen. Senere fredag førte et 12 sider langt brev til en diskussion af udspørgerens arbejde i kommissionen.

Da udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) i 2016 krævede alle asylpar, hvor den ene part var under 18 år, adskilt, vidste man i Røde Kors, at det ville »ramme enormt hårdt«, forklarede asylchef i Røde Kors Anne la Cour, da hun fredag vidnede i Instrukskommissionen. Liselotte Sabroe

Rettelse 1. september 2019: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at Udlændingestyrelsen i februar 2016 sendte Røde Kors et skema, hvor Røde Kors fik til opgave at »udfylde oplysninger om par med børn og tage stilling til særlige forhold – bl.a. om tvang«, og at Røde Kors ikke ville udfylde feltet om tvang. Det er en fejl. Der indgik ikke noget spørgsmål om tvang i skemaet, men derimod et spørgsmål om, hvorvidt de enkelte par havde børn – og om parrene i så fald havde en holdning til, hvem af forældrene barnet skulle bo hos. Det var dét spørgsmål, Røde Kors' socialkoordinatorer ikke ville stille, før man var helt sikre på, om forældrene rent faktisk skulle flytte fra hinanden.

I 2015, da flygtninge- og migrantkrisen kulminerede i Danmark, blev man i Røde Kors, der driver flere asylcentre, på et tidspunkt opmærksom på en ny udvikling.