»Historisk« er et slidt udtryk. Ikke mindst i disse dage.
Men det nationale kompromis er historisk. Både på grund af den resolutte reaktion på krigen i Europa og den oprustning, som Danmark nu bevæger sig ind i. Danmark bevæger sig ind i en ny virkelighed sikkerhedspolitisk og internationalt.
Over en weekend at beslutte en forøgelse af de offentlige budgetter med 18 milliarder årligt er ikke sket i mange år. Det er den største offentlige investering i nyere tid. Danmark bliver et mere sikkert land, og dansk økonomi bliver lidt mere skrøbelig.
Men det er også historisk, fordi fem 'gamle' EU-positive partier nu står sammen i en usikker og svær tid. Det skaber i hvert fald for en tid en helt ny parlamentarisk dynamik i Folketinget. Og den borgfred, der prægede starten på coronakrisen, er tilbage for en tid, hvor den politiske skillelinje vil gå mellem EU ja- og nejpartier.
Det er også historisk, at et snart 30 år gammelt EU-forbehold skal til afstemning, og Danmark gøres uafhængig af russisk gas.
Den tyske forbundskanslers skelsættende kovending om forsvarsudgifter har skubbet kraftigt på det nationale kompromis. De voldsomt stigende forsvarsudgifter har været en bunden opgave, hvis Danmark skal bevare sin internationale position og anseelse.
Det er tektoniske plader, der rykker sig i hele den vestlige verden i lyset af den voldsomme russiske aggression. Og Danmark rykker med.
Vindere og tabere
Politik gør man ofte op i vindere og tabere. Hvis man skal tale om vindere og tabere, så går Venstre og De Konservative sejrrigt ud af de nationale kompromis, mens især SF har måttet sluge nogle kameler om milliarder til forsvaret.
Mette Frederiksen har i lyset af sikkerhedskrisen måttet flytte sig mærkbart på de fire EU-forbehold, som hun har sagt er selve grundlaget for dansk Europa-politik.
Finansieringen er bestemt ikke imponerende. Men det var, hvad man kunne enes om. De røde partier ville ikke acceptere yderligere reformer eller en lavere stigningstakt i de offentlige udgifter. Og V og K ville ikke være med til skattestigninger. Så det man kunne sige ja til var at øge underskuddet og sende regningen ud i fremtiden.
Det giver desuden masser af mening at bruge krigen i Ukraine og den store usikkerhed, den har skabt, som anledning til at ophæve forsvarsforbeholdet. Men det er også en risikabel færd, Mette Frederiksen begiver sig ud i. Det kan meget vel blive et nej.
I målingerne forud for afstemningerne om Euroen i 2000 og en del af retsforbeholdet i 2015 var der også opbakning til afskaffelse - sagde målingerne. Og de endte som bekendt med et nej.
Nej-siderne vil kalde det kynisk, at man bruger krigen til at afskaffe et forbehold til EU. Og de vil sige, at det ultimativt kan betyde, at danske soldater kan sendes i krig af EU.
Der skal være valg inden længe. Nu kan Mette Frederiksen bruge en sejr som platform for et folketingsvalg.
At afstemningen allerede ligger i juni betyder også, at hun kan håbe på, at vælgerne har glemt det ved et sent valg om er år, skulle det blive et nej.
