Analyse: Da DR-analytikeren talte om DF og de grisefarvede danskere

En af DRs politiske analytikere, Christine Cordsen, har udløst vrede efter sin karakteristik af Dansk Folkeparti og danskerne.

I DF-toppen med Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup i spidsen har det udløst forbløffelse, at en DR-analytiker har sagt, at partiet vil rulle hele indvandringen tilbage og vende tilbage til en  tid, »hvor der ikke var så mange med en anden hudfarve end grisefarvet«, Her ses de under Folketingets åbningsdebat oktober 2018. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der var mange meninger om Lars Løkke Rasmussens nytårstale, da politiske med- og modspillere gav karakterer til statsministeren kort efter hans tale på den første dag i 2019.

Mere overraskende var det, at der også var stærke meninger om pressens dækning af talen.

I løbet af kort tid kom især DRs politiske analytiker, Christine Cordsen, i centrum.

I sin tale fortalte Løkke, at der kun havde været ca. 50.000 ikke-vestlige indvandrere herhjemme, da han gik i gymnasiet. Tallet var vokset til næsten 500.000, og på kun én generation var Danmark blevet forandret, konstaterede han. I samme åndedrag sagde han, at udviklingen ikke kan rulles tilbage.

I DR-studiet tog Christine Cordsen fat i bemærkningen fra Løkke, og derpå kom hun med denne karakteristik af Dansk Folkeparti:

»(…) Dansk Folkeparti som sådan dyrker en illusion om, at man kan rulle det hele tilbage, og man kan sende folk hjem, og vi kan få et samfund som i 50erne, hvor der ikke var så mange med en anden hudfarve end grisefarvet.«

På Jyllands-Postens hjemmeside, jp.dk, skrev debattør og landsformand for Dansk Samling, Morten Uhrskov Jensen, hurtigt et indlæg, hvor han ålede DRs analytiker:

»Vi sidder med en journalist fra DR, der skal forestille at være tilstræbt objektiv, tilstræbt neutral, bedrive ordentlig journalistik med andre ord. I stedet geråder Christine Cordsen ud i en tirade, hvor hun billedlig talt tværer damestøvlen rundt i fjæset på danskerne og kalder os grisefarvede. Hun kunne have sagt etniske danskere, oprindelige danskere eller gammeldanskere (det sidste faktisk ret politisk korrekt), men hun valgte »grisefarvet« til beskrivelse af os. Vel at mærke samtidig med, at DF og en hel del af os andre ifølge Christine Cordsen lider af illusioner.«

Derpå tilføjede han, at når DR i andre tilfælde »fortier, vildleder og fordrejer«, kan det være svært for seere og lyttere at gennemskue. Men sådan var det ikke med Cordsen. For her var journalistens fordomme efter hans mening blevet stillet til skue for enhver:

Morten Uhrskov Jensen, Dansk Samling

»Intet er dummere end at tale groft nedsættende om en stor gruppe af din modkandidats vælgere.«


»Når TVs journalistkaste åbenlyst forhåner, latterliggør og strinter op ad danskerne, får det præcis den effekt, det skal have: Lidt flere danskere forstår for hver gang, hvordan de bliver set ned på af deres egen elite.«

I klummen kædede han Cordsens ordvalg sammen med det på én gang berømte og berygtede udsagn fra Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, da hun i 2016 omtalte Donald Trumps vælgere som »a basket of deplorables«. Dette udtryk kan bedst oversættes til, at Trumps støtter var en samling sørgelige eksistenser, som hun ved samme lejlighed anklagede for at være racister, homofober, islamofober, sexister osv.

Siden har mange peget på dette udfald som en vigtig forklaring på, at den langt mere trænede, erfarne og indsigtsfulde Hillary Clinton tabte valget.

I sit indlæg opsummerede Morten Uhrskov Jensen sin holdning til Clinton og Cordsen med disse ord:

»Intet er dummere end at tale groft nedsættende om en stor gruppe af din modkandidats vælgere. Nu har DRs Christine Cordsen præsteret netop det, udtrykt den dybeste lede ved det klamme folk, der kalder sig danske.«

Det siger sig selv, at Uhrskov går meget langt i sin udlægning af Cordsens vurdering. Men tilbage står, at hun blottede sig, og på Christiansborg er hendes udsagn blevet bemærket i DF-toppen. Her er der forbløffelse over, at DR-analytikeren skaber indtryk af, at partiet vil rulle udviklingen tilbage til 1950erne. I virkelighedens verden er partitoppen sig smerteligt bevidst om, at det ikke lader sig gøre efter årtiers masseindvandring.

Jo, DF-ledelsen vil gerne smide så mange kriminelle udlændinge ud som muligt. Sammen med regeringen har DF før jul også fået gennemtvunget et paradigmeskifte, som skal føre til, at flere flygtninge rejser hjem, når forholdene i hjemlandene er sikre nok. Men ingen i partitoppen tror i ramme alvor, at man vil kunne skubbe 500.000 mennesker ud og genskabe 1950ernes Danmark. Heller ikke selv om det for DF er et afgørende mål at få flere ud og færre ind i Danmark. I ugens løb lagde Thulesen Dahl ikke skjul på, at han håber, at paradigmeskiftet fremover vil føre til, at ni ud af ti rejser hjem – i stedet for at ni ud af ti bliver.

I DF opfatter man Christine Cordsens ordvalg som en ren tilståelsessag for DRs måde at anskue DF på.

Et godt gæt er, at partiet i den grad er blevet bestyrket i, at det var rigtigt at beskære DR, og DF vil formentlig være fristet til at gentage øvelsen, hvis det kan lade sig gøre. Flere DFere har også bemærket, at Christine Cordsen sad i et panel med hele fire DR-analytikere, som alle skulle kommentere nytårstalen – så der er åbenbart mandskab nok i DR trods besparelserne, lyder det i DF.

Foreløbig er alt dette kun blevet til en sag mellem DR og DF. Men i et større perspektiv er udsagnet fra Cordsen interessant. I løbet af det næste halve år skal der afvikles to vigtige valg. Et valg til Europa-Parlamentet, som er fastsat til søndag 26. maj, og et folketingsvalg, der skal komme senest 17. juni.

»Hvis man tillægger partier og vælgere synspunkter, de ikke har, går det galt.«


Valgene finder sted i en tid med store vælgeropbrud. I den forbindelse er det ikke ligegyldigt, om politikere og medier gør sig umage for at forstå, hvad der driver vælgerne. Ser vi tilbage på de seneste skelsættende valg – da Trump vandt over Clinton, og da briterne stemte for Brexit – tog forbløffende mange i det politiske establishment og i de dominerende medier fejl.

I USA forstod medierne først alt for sent desperationen i den amerikanske arbejder- og middelklasse, som følte sig ramt af globalisering, udflytning af arbejdspladser, indvandring og ny teknologi. Og helt op til afstemningsdagen i juni 2016 undervurderede medier og opinionsinstitutter, at så mange briter ville kappe båndet til EU.

Ved sidste folketingsvalg i 2015 kom det som et chok for Venstre, at så mange af partiets traditionelle vælgere skiftede til DF, som fik et markant bedre resultat, end målinger og iagttagere havde forudset.

En lektie er åbenbar: Hvis man ikke forstår, hvad der driver vælgernes bekymringer og prioriteringer, rammer man forkert. Og hvis man tillægger partier og vælgere synspunkter, de ikke har, går det galt. Ikke nok med, at medierne risikerer at tage fejl. De bliver også en part, en aktør, som grupper af vælgere vender sig imod. Tænk blot på de sidste år, hvor så mange medier er kommet i skudlinjen i USA og i Europa, og hvor ordet »Lügenpresse« er blevet en del af den politiske debat og kamp.

Af Thomas Larsen, Berlingskes politiske kommentator