Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Løkke fortjener både ros og ris for at skrotte valgtalen

Det var en sympatisk, nærmest anti-populistisk tale, statsminister Lars Løkke Rasmussen gik ind i valgåret 2019 med. Men den afslørede også nådesløst sagernes stilling i dansk politik lige nu.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder nytårstale i Statsministeriet i København, tirsdag den 1. januar 2019. ** Billederne har klausul, til talen er afholdt, dvs. tirsdag den 1. januar 2019 ca. klokken 18.15. **. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Få ting er givet i verden, i livet og i politik, men det er sikkert, at i 2019 bliver der folketingsvalg i Danmark. På den baggrund var statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale på valgårets første dag egentlig ganske opsigtsvækkende.

For hvis nogen havde forventet, at statsministeren ville benytte talen til at lade champagnepropperne springe til valgkampen, så blev de godt skuffede. Det blev nærmest en anti-valgtale, dog med et smart retorisk greb, hvor han alligevel fik indledt med at opremse, hvor grundlæggende glimrende sagerne står i fædrelandet, inden han derpå brugte den afgørende del af talen på at delagtiggøre danskerne i sine bekymringer over den smuldrende internationale orden.

Brexit. Putin. Et USA i et ny-isolationistisk greb. De Gule Vestes hærgen i de parisiske gader. Løkke fik lille Danmarks interesser i et velfungerende europæisk og globalt samarbejde slået fast med så solide syvtommersøm, at »spekulyserne« om hans personlige internationale ambitioner næppe kunne have ønsket sig bedre næring.

Men det til side, så var det på sin vis et modigt valg for en statsminister, hvis fremtid danskerne skal stemme om lige om lidt. For det var bestemt ikke nogen svulmende populistisk genvej til folkemassernes mest primale følelser, han diverterede med bag skrivebordet i Statsministeriet. Den var med sit fokus på ansvarlighed, på de internationale institutioner og samarbejdet om klima, økonomi og så videre nærmest antitesen af populisme. Og derfor sympatisk og rosværdig.

Kun på to områder blev statsministeren en lille smule konkret i forhold til de diskussioner, der præger dansk politik. De var i forhold til udlændinge og sundhed - to af de temaer, der sammen med klimaet aktuelt står højest på vælgernes dagsorden.

Men selv her var Løkke tilbageholdende med udmeldingerne, for nu at udtrykke det mildt. Han fastholdt behovet for en stram udlændingepolitik i et Danmark, der på få årtier er blevet forandret, og forsvarede de skridt, regeringen har taget i året, der gik. Men samtidig understregede han, at udlændingedebatten ikke bør ekskludere dem, der kommer hertil og bidrager. Igen: Sympatisk.

Mange havde forudset, at statsministeren ville bruge nytårstalen til at fremlægge regeringens bebudede sundhedsreform, men det gjorde Løkke ikke. Han bebudede dens kommende fremlæggelse én gang til med afsæt i de 21 lokale sundhedsfællesskaber, nationen allerede har hørt tidender om. Selve udspillet lader stadig vente på sig. Ligesom folketingsvalget …

På den måde blev Lars Løkke Rasmussens nytårstale, hvor afbalanceret, statsmandsagtig og tiltalende den på rigtig mange måder var i både form og indhold, også en nådesløs afsløring af sagernes stilling i dansk politik: Fraset sundhedsreformen er regeringen ved at løbe tør for temaer, Løkke har haft fire svære år i sin anden statsministerperiode, hvor der bestemt er blevet gennemført ting, men hvor manøvrerummet gradvist er blevet indsnævret, blandt andet takket være Dansk Folkepartis ageren.

Den udstillede derfor også, hvor svært det reelt er for en borgerlig statsminister at sætte en offensiv borgerlig dagsorden lige nu. Udover sundhedsreformen er det meste - bortset fra fastsættelsen af valgdatoen - vel efterhånden spillet af hænde for Løkke. Der dog som bekendt har det med at overraske, når han er mest undervurderet. Vi får se.

TOM JENSEN