Løkkes nytårstale har oprørt Søren Espersen: »Det er et indirekte angreb på os, og det bryder jeg mig ikke om«

Statsministeren leverede i sin nytårstale et sofistikeret angreb på sit støtteparti, mener Dansk Folkepartis næstformand. Lars Løkke Rasmussen talte om behovet for ikke at vende omverdenen ryggen, for udsyn og ordentlighed, men »hvad forskel er der egentlig på det og så at sige »ikke-stuerene?« spørger Søren Espersen. Han tror dog stadig på et regeringssamarbejde med Venstre.

»Vi kan ikke have, at han på den måde indirekte og med sofistiskerede, smarte udtryksformer får det ind ad bagvejen, hvor global han er, og hvor indadskuende vi andre er,« siger Søren Espersen (DF), der tirsdag så statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holde en nytårstale med fokus på behovet for internationalt samarbejde og udsyn. Liselotte Sabroe

Statsministerens nytårstale anses sædvanligvis som et mere landsfaderligt og mindre polariserende eksempel på de politiske taler herhjemme.

Men Dansk Folkepartis næstformand og udenrigsordfører, Søren Espersen, følte sig bestemt ikke inkluderet – snarere »stærkt generet« – da Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag holdt sin sidste nytårstale inden det kommende folketingsvalg. Og det til trods for at statsministeren brugte usædvanlig meget taletid på Espersens eget gebet.