»Jeg bærer ikke nag, men husker bare deres navne.«
Sådan sagde Morten Messerschmidt til B.T., da han i december blev frikendt for svindel med EU-midler.
Spørgsmålet fra B.T. gik på, hvordan han havde det med sine tidligere partikolleger, der i vidneudsagn sagde, at der ikke blev afholdt en Meld-konference på sommergruppemødet i 2015.
Morten Messerschmidt vil ikke rigtig ud med præcis, hvilke navne han går og husker på, men i dag i »Pilestræde« indrømmer han alligevel, at »der skal klinkes nogle skår«.
Et bud på en, der skal klinkes skår med, er daværende DF-gruppeformand, Peter Skaarup, der i retten afviste, at der blev holdt en Meld-konference ved sommergruppemødet.
Skaarup er i dag formand for folketingsgruppen hos Danmarksdemokraterne – en gruppe, hvor 10 ud af 14 medlemmer har en fortid i Dansk Folkeparti.
Efter anklagemyndigheden i sidste uge droppede at anke frifindelsen, sluttede den syv år lange saga om Meld og Feld. Så hvad kommer afgørelsen til at betyde for Morten Messerschmidt og Dansk Folkepartis samarbejde med de blå partier og især Danmarksdemokraterne?
Det kan du høre i dag i »Pilestræde«, hvor Messerschmidt er gæst. Du kan læse et uddrag af podcasten herunder.
Uddrag fra podcast:
Hvad betyder alle de ting for samarbejdet mellem jer, Danmarksdemokraterne og blå blok i det hele taget?
»Det er jo bare en lille brik i den relation, der er imellem vores partier. Selvfølgelig betyder det noget, at man har en erfaring. Det gør måske, at tilliden til at indgå aftaler er mindre. Men det påvirker jo ikke mere end så meget andet. Politik er en kontaktsport, og det betyder, at personlige relationer selvfølgelig har en stor betydning. Det gør det, når man laver aftaler. Har du tillid til den minister, du sidder over for? Ja eller nej. Så selvfølgelig betyder personlige relationer noget, men det er ikke det eneste, der betyder noget.«
Danmarksdemokraterne er jo, trods alt, sammen med Liberal Alliance, blå bloks to største partier målt på mandater. Så Danmarksdemokraterne er et betydningsfuldt parti i blokken. Et parti, som du skal samarbejde med, hvis der skal være en blå fremtid. Får de ting, der er sket, ikke nogen konsekvenser?
»I virkeligheden synes jeg, man skal kvittere for, at jeg siger det så åbenhjertigt og oprigtigt. Fordi jo, selvfølgelig betyder den personlige relation noget. Er det altoverskyggende, som gør, at jeg ikke kan lave aftaler med Danmarksdemokraterne? Nej, det er det ikke. Men betyder det, at der er nogle skår, der skal klinkes? Ja, det gør det.«
Interviewet med Morten Messerschmidt er det tredje i »Pilestræde«s miniserie om blå bloks fremtid. Hvis du søger på »Bye bye blå blok« i din podcastapp finder du også interview med Pernille Vermund og Inger Støjberg.