Har du set DR-dokumentaren »Sirius«, er du ikke i tvivl: Slædeførerne holder virkelig af de hunde.
Hundene agerer både »venner og psykologer« på den stærkt isolerede mission, forklarer Jonas Andersen og Mikkel Christiansen i »Pilestræde«. Vi møder de to unge mænd i dokumentarens afsnit to som henholdsvis ældste- og yngstemand på slædehold syv. I dag er de begge i militæret.
Jonas Andersen understreger det nære forhold:
»Vi elsker dem virkelig højt, og vi vil virkelig gå mange længder for dem. Vi er selvfølgelig klar over, at det er et brugsdyr – de er der for at løse en opgave, og det har vi altid for øje – men vi har et meget, meget tæt forhold til de hunde. Elsker er et stort ord, men når man er alene derude i så lang tid, er de næsten familiemedlemmer.«
Derfor var det også »vanvittigt svært«, da de måtte sande, at en af hundene, Ups, var for syg til at komme med videre. De skød den og efterlod den på isen.
Hør, hvad der skete, om hvordan og hvorfor man bliver patruljefører i Sirius – og om, hvorvidt Jonas Andersen og Mikkel Christiansen mener, at det gør en forskel, at seks slædehold på skift farer hen over isen i Nordøstgrønland. Lyt til interviewet i afspilleren i artiklen eller find »Pilestræde« i din foretrukne podcast-app.
Du kan læse et uddrag her:
Uddrag af podcasten:
Hvem var det, der blev syg?
Mikkel Christiansen: »Det var en hund, der hed Ups. Han var en rigtig, rigtig god hund. Vi gjorde alt, hvad vi kunne på det tidspunkt, for at han skulle få det bedre, men den gik desværre kun en vej. Han nåede sgu ikke hele vejen.«
I var nødt til at aflive hunden?
Mikkel Christiansen: »Ja, det var vi til sidst. Det er selvfølgelig en vurdering, man tager i samarbejde med de dyrlæger, der sidder derhjemme. Vi fik en masse råd og vejledning til, hvordan vi skulle prøve at løse den her situation. Til sidst er det jo deres kald, at der desværre ikke er mere, vi kan gøre. Og det er hårdt. Det er rigtig hårdt.«
Og nu spørger jeg direkte – hvordan aflivede I hunden?
Jonas Andersen: »Vi aflivede ham ved at tage ham med ud på isen. Og så fik han lov til at komme til hvile derude.«
I skød ham?
Jonas Andersen: »Ja.«
Det må have været vanvittig svært?
Jonas Andersen: »Det var vanvittigt svært. Der, hvor han var, var det desværre det eneste rigtige at gøre. Og det er det eneste middel, vi har med ud på slæden.«
Og man kan jo ikke begrave hunden i isen. Hvad gør man så?
Jonas Andersen: »Jeg havde det i hvert fald sådan, at han skulle retur til Nationalparken, hvor han har gjort tjeneste. Han var kommet af naturen, og han skulle retur i naturen, så han fik lov til at beholde selen på, og så tog vi halsbåndet af ham. I min metafor var han en fri hund, men fik lov til at trække videre, hvor end han nu er.«
Men I efterlod ham på isen?
Jonas Andersen: »Vi efterlod ham på isen, og så overgik han til naturen, ligesom alle andre dyr vil gøre det ude i naturen.«
