Hvad vil russerne med de 14.000 ukrainske børn, som de har taget? »I nogle tilfælde har barnet fået nyt navn og nye papirer«

Historien om tusindvis ukrainske børn, der under krigen er blevet tvangsdeporteret til Rusland, er en forholdsvis overset dimension af krigens rædsler. I dag kan du høre om dem og deres skæbne i nyhedspodcasten »Pilestræde«.

En gruppe børn fra Kherson fotograferet ved krigens begyndelse, da de i tog blev kørt fra Lviv mod den slovakiske grænse. Andre børn blev kørt til Rusland – dem kan du høre om i dag i »Pilestræde«. DANIEL LEAL/ Ritzau Scanpix

De er børn af krigen.

De fleste af dem kommer fra børnehjem, andre er blevet samlet op i krigszonerne, mens den sidste gruppe blev sendt i sikkerhed på ferielejr af deres forældre.

Fælles for dem alle er, at de er ukrainske børn, som ifølge de ukrainske myndigheder er blevet deporteret til Rusland.

»De (pårørende og de ukrainske myndigheder, red.) får ingen meddelelse fra de russiske myndigheder om, at børnene er blevet taget, så det er svært at spore dem,« fortæller udlandsjournalist på Weekendavisen Ole Nyeng i »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast.

Hvordan kan 14.000 børn forsvinde på under et år? Og hvad er det, Rusland vil med dem?

Hør om »det værste, der kan ske for et menneske« i dag i »Pilestræde«. Du kan læse et uddrag af podcasten her.

Uddrag af podcasten:

Hvad er Putins interesse i at tvangsdeportere ukrainske børn til Rusland?

»Det er først og fremmest et forsøg på at russificere de områder, de har besat. Simpelthen at gøre en del af ungdommen positivt indstillet over for Rusland. Det, tror jeg, er en del af det. Jeg tror også, en del af det er chikane. Ligesom man nu bomber ukrainske byer for at de ikke skal kunne holde varmen i vinteren.«

Og hvad med alle de børn, der er tilbageholdt i feriekolonier, og alle de børn, der er blevet fjernet fra børnehjem i Ukraine, som bare befinder sig i Rusland. Hvad er deres fremtid?

»Hvad angår børnene i feriekolonierne, siger de russiske myndigheder, at hvis folk kan dokumentere, at det er deres børn, har papirerne med, og selv kommer fysisk og henter dem, kan de få dem udleveret.«

Tror du på det?

»I nogle få tilfælde er det sket. Men der skal man jo huske på, at tit skal man krydse krigszoner for at komme, så det er decideret farligt. I de tilfælde, hvor folk – navnligt mødrene – er nået frem, har det ofte vist sig, at børnene er blevet flyttet, og man får ikke lige oplysninger om hvorhen. I nogle tilfælde – fortæller folk mig fra ukrainske organisationer – har barnet fået et nyt navn, nye papirer, og så videre.«

Lyt til hele interviewet i afspilleren i artiklen eller find »Pilestræde« i din foretrukne podcast-app.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify