Pas på med statsdirigeret energiforbrug

Ifølge nogle forskere står Danmark over for et nyt energieventyr, hvis tilstrækkelig viden og penge anvendes til at udvikle produktionen af det miljøvenlige brændstof bioethanol. Det er fremtidens benzin - eller i al fald et tilskud til den - og Danmark er langt fremme med teknologi og forskning på området, hedder det. Så langt fremme at de efterhånden rekordhøje oliepriser gør det næsten rentabelt at sætte en produktion i gang.

Det er det lille ord »næsten«, man skal lægge mærke til, og man skal passe på ikke at lade sig forblænde af det. Vindenergi har i mange år også været »næsten« rentabel takket være betydelige offentlige tilskud. Ganske vist har vi en stor vindmølleindustri, verdenskendt forskning på området og masser af vindmøller, der producerer energi. Men det har altså også kostet skatteyderne masser af penge, når man gør regnestykket op.

Et sådant regnestykke er nok værd at foretage, inden man begynder at sætte store beløb i bestemte forskningsprojekter eller sænke afgifter på bioethanol, som foreslået af bl.a. energikoncernen Statoil. Bioethanol er p.t. underlagt samme afgifter som olie og benzin.Det kan altid være en god idé at diskutere betimeligheden og størrelsen af afgifter. Men det er en dårlig idé at indføre differentierede afgifter for at fremme bestemte formål. Resultatet bliver bureaukrati og statsdirigeret forbrug. Fri os fra det. At Statoil gerne ser en afgiftssænkning er ganske forståeligt. Virksomheden har planer om at etablere en ethanolfabrik i Kalundborg. Hvilket lyder tillokkende både for miljøets og for beskæftigelsens skyld.

Men hvis Statoil virkelig øjnede en forretning i fabrikken, burde den vel kunne blive rentabel uden særlig afgiftsregulering? Tilsvarende gælder andre virksomheder og forskere, som står parat med spændende projekter, der kan løse fremtidens energibehov: Verden bugner i øjeblikket af ledige og risikovillige penge. Hvis projekterne er så lovende, burde det ikke være svært at finde private investorer.Stigende oliepriser og den ustabile politiske situation i Mellemøsten gør det naturligvis nødvendigt at se på alternativer til olien. Vi ved også, at olie og kul på langt sigt er begrænsede ressourcer. Det bliver stadig sværere og dyrere at udvinde dem, og de medfører betydelige miljøproblemer. Sagen er bare, at vi lever i et markedssamfund, og så længe vi er villige og i stand til at betale prisen, nytter det ikke noget, at alternativer er »næsten« rentable.

Det betyder langtfra, at vi ikke skal investere i forskning, teknologi og afdækning af nye muligheder. Men det skal gøres med omtanke. Og det er altid klogt at tænke sig godt om, når velmenende mennesker er på jagt efter offentlige midler.