Hvad mangler København for at blive verdens bedste by?
»Flere grønne oaser og pladser. Jeg har besøgt New York ved flere lejligheder og skal altid forbi den nedlagte højbane The High Line på Manhattan. Fornemmelsen af at gå i den grønne, fredelige park og nyde planterne, kunsten, menneskene og ikke mindst udsigten over byen er virkelig noget særligt. Den slags kunne vi godt have mere af i København.«
Hvad skal københavnerne blive bedre til?
»At tage større ansvar for deres eget affald. Smid det i en af byens mange skraldespande fremfor at efterlade plastik, papir og tyggegummi på byens fortove. Vi skal tillade os selv en bedre standard. Der skal vi hanke op i os selv.
Vi skal også være mere ordentlige over for hinanden. Serviceniveauet er heldigvis stærkt forbedret. Til gengæld er der stadig en hård tone i trafikken. Det er helt unødvendigt i en by som København. Og så skal vi virkelig passe på højresving herinde.«

Hvordan vil du beskrive Københavns udvikling i den tid, du har boet i byen?
»Den er jo i løbet af de seneste årtier blevet en international destination for skandinavisk design, innovativ madkultur og kultur. Bylivet er også blomstret op med masser af hyggelig udeservering på klassiske adresser midt i byen og i helt nye områder som Nordhavn og Refshaleøen. Og tænk, vi hopper i vandet mange steder midt i byen – det er en ret vild udvikling.
Jeg bor ikke selv i byen lige nu, men det er klart, at mit job betyder, at jeg er her rigtig meget. Jeg har selv beskæftiget mig meget med turisme og er blevet opmærksom på, i hvor høj grad København både er dansk rodfæstet og meget international. Moderne turisme er jo kendetegnet ved, at vi gerne vil opleve det samme som de lokale. Det er der gode forudsætninger for i København med vores infrastruktur, fede brokvarterer i cykelafstand og arkitektur, som folk virkelig lever i og bruger.

Jeg tror også, turisterne elsker os, fordi vi er autentiske. Når man rejser rundt i verden, kan man ofte besøge vartegn, hvor der kun er turister. Når man er turist i København, er man sammen med københavnere. Det gælder for øvrigt også i både Tivoli og Nyhavn.«
Er der et sted i København, du holder særligt af?
»Jeg er ret vild med stationsbygninger. I mange tilfælde har folk har rejst til og fra dem i mere end 100 år. Det er fascinerende. Skal jeg pege på én station i København, vil jeg nævne Østerport Station. Udefra synes jeg, det er, hvad det er, men når man kommer ind i den, er den virkelig smuk, med fantastiske lysekroner og hvælvinger. Den er opført fra 1896-97 og renoveret gentagne gange og endelig fredet i 1992.«
Beskriv en perfekt lørdag i København
»Jeg er vild med vand og, som så mange andre, også med vinterbadning. Så lørdagen ville uanset vejret starte med et dyp i havet. Dagens højdepunkt ville være at mødes med min 15-årige datter og spise brunch på Wulff & Konstali, og så ville hun helt sikkert gerne have mig med videre til Zara på Strøget.
En sen frokost kunne være på stemningsfulde og hyggelige studio x kitchen i Dronningens Tværgade eller millimetertynde rygende varme romerske pizzaer på det helt nye Maupa i Store Kongensgade. Begge ligger meget tæt på byens fineste små butikker.
Lubarol og Lot #29 i Gothersgade er altid inspirerende. Vi ville også gå på Glyptoteket. Man bliver overrasket hver gang. Over bygningen, samlingen og stemning. En god lørdag ville slutte med en tur i biografen. Lige nu glæder jeg mig til at se »Close«.«

Hvilke steder/bygninger ville du vise en udenlandsk gæst?
»Sommergæster skulle helt klart med på en havnerundfart. Det er en god måde at opleve vores hovedstad på på kort tid. Fra turen gennem Christianshavn Kanal, hvor folk sidder på kajen og nyder udsigten, til et kig til Vor Frelsers Kirke og forbi den nye Inderhavnsbro, hvor cyklisterne kører frem og tilbage mellem Indre By og det gamle marineområde.
Jeg ville selvfølgelig også tage gæster med i Tivoli og i Tivolis koncertsal, som har en interessant, folkelig historie. Den oprindelige koncertsal blev bombet under krigen, og efterkrigstiden var præget af mangel på steder, hvor folk kunne samles til store begivenheder. Der var hårde forhandlinger med bystyret, og det blev til, at hvis Tivoli skulle have en byggetilladelse, skulle der være helårsadgang til koncertsalen. Kravet var, at det skulle være hele byens koncertsal. Det er en smuk formålsparagraf, synes jeg.
Der har været utallige spektakulære optrædener i koncertsalen gennem årene. Selv glæder jeg mig virkelig meget til det amerikanske danseteater Alvin Ailey, som optræder fra 29. august, og som jeg også har haft lejlighed til at opleve i New York.«

Hvad ville du undgå at vise?
»Enden af Strøget op mod Rådhuspladsen skal vi simpelthen få gjort noget ved. Rådhuspladsen lige nu er heller ikke noget at vise frem, men det er, fordi der er byggeri midt på pladsen. Men vi må have noget mere charme ind over hele det område. Man kan godt blive lidt utålmodig.«
Hvad er Københavns mest oversete åndehul?
»BaneGaarden i Jernbanebyen. En stor del af min karriere har jeg været ansat i DSB, og jeg har været til utallige møder på DSBs værkstedsarealer på Otto Busses Vej. Men nu er det gamle DSB-værkstedsområde ved at blive omdannet til et nyt boligområde, så selvom de ikke er begyndt at bygge boliger derude, så sker der allerede spændende ting i området. Det er fantastisk, at det ikke bare står og forfalder.«
Hvis du skulle en købe en ny bolig i morgen, hvor skulle den så ligge?
»Jeg elsker den nostalgi og charme, der er over Kartoffelrækkerne. De ligger centralt, tæt ved Søerne, så der er nemt at komme rundt i byen. Ellers er min drøm faktisk at blive boende hvor jeg bor nu, i Nordsjælland, så længe vi kan.«

Hvad er din seneste kulturoplevelse i København?
»Jesper Christiansen på Ordrupgaard. En meget overbevisende udstilling, som gav mig en klar oplevelse af hans kæmpe betydning for og aftryk på dansk samtidskunst. De har samlet nogle meget centrale værker. Det er også en oplevelse, som er meget umiddelbar – i modsætning til noget andet kunst, som det kan være vanskeligt at opleve.«
Hvilken københavnsk kulturinstitution besøger du oftest?
»Jeg er jo i Tivoli hver dag, og det udgør en betydelig del af mit liv. Jeg bliver stadig glad, når jeg mærker den forventningsfulde stemning, der er blandt gæsterne i køen på forpladsen, og jeg kan afsløre, at den også er der på den anden side af porten.«
Og aldrig?
»Det er alt for længe siden, jeg har været i et af byens gode små teatre.«

Hvad burde være Københavns vartegn?
»Københavnerne selv. Nu gav jeg jo en lille kindhest i forhold til oprydning og tonefald, men københavnerne er også cool, opfindsomme og humoristiske og har en stærk identitet og et tilhørsforhold til byen, som jeg synes er meget karakteristisk. Det er fedt, at man ikke, som for eksempel i London, skal være indfødt i generationer for at høre til.
Selvom københavnere måske godt kan være lidt reserverede, er det min oplevelse, at både uden- og indenlandske tilflyttere hurtigt får et tilhørsforhold til byen. Det er en uddannelsesby, der er masser af unge, og børnefamilierne er begyndt at blive lidt længere, før de eventuelt flytter ud. Det giver en sammensat by og en hovedstad, som er for hele landet.«