Københavns nye luksushotel har et navn, der får turister til at skrive hjem: »Verden ser danskerne som champagnedrikkende socialister«

The Socialist er noget så usædvanligt som et luksushotel, der også vil fungere som et moderne medborgerhus. Navnet er tvetydigt, fortæller folkene bag. De tæller blandt andre en tidligere Noma-kok, der laver mad over åben ild.

Investor Mads Løwe (tv.) og køkkenchef Boris Buono står i spidsen for Københavns nye luksushotel, The Socialist. Navnet spiller på, at de vil skabe et sted, der er socialt, men det handler også om omverdenens syn på danskerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden trådte et amerikansk par ind på det nyåbnede The Socialist, der ligger på Bremerholm over for Magasin.

»Manden råbte: »Det hedder The Socialist – det er for vildt«. Han tog billeder og sendte dem hjem til vennerne i New York,« fortæller køkkenchef Boris Buono fra de rå lokaler, der oprindeligt blev opført som en transformerstation i 1962, og som frem til 2012 var ansvarlige for levering af strøm til Indre By.

De seneste år har rejsende kunnet få en femstjernet oplevelse i hotellet Herman K og på Kadeaus restaurant Roxie på netop denne adresse. Begge lukkede under coronakrisen.

Nu er et nyt luksushotel rykket ind, og i løbet af de første måneder har det ikke skortet på reaktioner på det noget atypiske navn, der dog har en helt logisk oprindelse, understreger køkkenchefen. Frem for at være et traditionelt hotel er der tale om et sted, der vil invitere københavnerne indenfor, og hvor man vil skabe et socialt samlingspunkt.

»Hotelnavnet er tvetydigt, men kom fra vores ambition om at være en moderne fortolkning af et forsamlingshus. Det førte os vidt omkring i forhold til et navn, der passede til det at være social. Vi overvejede det engelske socialite, som i store træk dækker det at være social, men vi syntes, det virkede lidt for fjernt. Derfor ændrede vi to bogstaver, og sådan kom vi frem til The Socialist,« siger hotellets ejer, Mads Løwe, og uddyber den dobbelthed, der ligger i navnet.

Det er kokken Boris Buono (med hat) og investoren Mads Løwe (rødt hår), der står i spidsen for Bremerholmens nye luksushotel, The Socialist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Det er også en kæk reference til nok den mest udbredte fordom blandt udlændinge, som ikke kender så meget til Danmark – at vi er et socialistisk land. Men ud over at være kendt for et gavmildt velfærdssystem er vi også kendt for at sætte pris på de finere ting i livet såsom champagne, arkitekttegnede møbler og flotte køkkener,« siger Mads Løwe.

»Så man kan sige, at verden ser os som champagnedrikkende socialister,« tilføjer han.

Moderne forsamlingshus

​Bygningen var netop noget af det, de nye ejere faldt for, fortæller Mads Løwe, som sidder i det højloftede rum med tykke betonvægge og københavnergrønne metaldøre, der måler fem meter.

​»København er jo sådan set en middelalderby. Det betyder også, at de fleste hoteller ligger i bygninger fra en helt anden periode end denne. For eksempel er både d’Angleterre, Sanders og Nobis alle utroligt flotte, men den her bygning kan levere noget andet. Som en af vores gæster sagde: »Det her er det eneste sted i København, hvor man kan gå ind og glemme, at man ikke er i New York.« Det var også noget af det, vi faldt for,« siger Mads Løwe og uddyber sine tanker om at skabe et moderne forsamlingshus.

Den gamle transformerstation har et mere råt udtryk end mange andre bygninger i København. Det var netop noget af det, de nye ejere faldt for. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Det er et sted, vi håber københavnerne også vil bruge helt uformelt. Vi har både restaurant, tagterrasse, lounge, bar og vinkælder, der er åben for alle, og på sigt vil vi også huse udstillinger og forskellige arrangementer. Det handler også om at give hotellet en ny funktion. Et hotel i København kan godt lidt virke som en sovende, utilnærmelig kæmpe. Den opfattelse vil vi ændre,« siger han og tilføjer:

»Mange spørger, om de godt må komme ind og kigge – vi vil gøre det til noget helt naturligt, at man kigger forbi til et glas, en kop kaffe eller en regulær middag.«

Tidlige Noma-kok

Selvom Herman K var et femstjernet hotel, og det nye hotel også ligger højt i den kategori, har ejerne valgt at gå uden om stjernerne. Det er der flere årsager til.

»For det første forventer mange gæster på femstjernede hoteller, at der er spa, P-kælder og fitness. Det har vi ikke her. Samtidig mener vi ikke, at det harmonerer med opfattelsen af et moderne forsamlingshus, at man bliver mødt af en guldplade med stjerner på, når man træder indenfor. Det er noget andet, vi kan,« siger Boris Buono om hotellet, hvor det koster fra 2.000 kroner at overnatte.

Køkkenchef Boris Bouno laver stort set kun mad over åben ild i køkkenet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hotel The Socialist.

I restauranten, der er fordelt over flere små etager, vil det også være muligt at få vidt forskellige madoplevelser.

»Der er to koncepter: a la carte, hvor du kan dumpe forbi og spise alt fra en pizza til snacks, eller en kurateret menu, som strækker sig over flere timer,« siger Boris Buono, der er uddannet på Formel B og siden blev kok på Noma, før han arbejdede som køkkenchef på Krogs Fiskerestaurant og Bottega Trattoria.

Mad over åben ild

​Fra 2015 til for nylig boede han på Ibiza, hvor han stiftede Ibiza Food Studio, som stadig eksisterer på den spanske ø.

Hjemme igen har han allieret sig med to kokke fra den trestjernede Michelin-restaurant Eleven Madison Park i New York under det, han kalder Bobo Food Studio, der er en del af The Socialist.

Menuen kommer til at være relativt bred med flere italienske indslag, men den er særligt domineret af lokalt fangede fisk og skaldyr og lokale, økologiske råvarer i sæson.

»Mange tror, at vi spiser masser af fisk i Danmark, og at København har en hel gade med gode fiskerestauranter. Det ville jo også være logisk, men faktum er, at vi eksporterer det meste og i stedet serverer bøffer. Det vil vi gøre noget ved,« siger Boris Buono, der ud over sin pizzaovn har planer om at tilberede stort set alt over åben ild i køkkenet.

Lokalt fangede fisk og skaldyr dominerer menukortet på The Socialist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hotel The Socialist.

»Køkkenet er det sted, vi har lavet mest om for at kunne lave mad over åben ild. Der er en anden ærlighed over det. Varme fra trækul har en anden resonans. Det giver en anden dybde og kompleksitet til smagen,« siger han.

Kælder og køkken

​Når man vælger helaftensoplevelsen, indtager man desuden flere af retterne siddende i køkkenet.

»Det er også for at udfordre spiseoplevelsen, hvor du normalt sidder tre timer på den samme stol. Her kommer man først i vinkælderen, siden køkkenet og så restauranten. Nogle vælger at blive i køkkenet. Hele oplevelsen tager to en halv time, men du sidder måske reelt ved bordet i restauranten i halvanden. Aftenen slutter i de bløde sofaer i baren, der har håndlavet alkohol fra hele verden,« siger Boris Buono og tilføjer:

»Det skal være et sted, hvor folk ikke kun kommer én gang for at få den store oplevelse. Vi håber virkelig, at københavnerne vil komme forbi og bare spise lidt, men oftere. Hvis vi siger, at vi er et moderne forsamlingshus, skal man kunne komme her uden at bruge 2.000 kroner på en aften. Der er noget til alle, uanset hvad du lige har lyst til den dag,« siger han.

I kølvandet på coronapandemien

Det er næppe alle, der ville kaste sig ud i et hoteleventyr i kølvandet på coronakrisen. Det er dog langtfra tilfældigt, fortæller Mads Løwe, der har arbejdet med investeringer i mere end ti år uden for Danmark – primært i USA, London og Moskva.

»Netop på grund af den tid, vi er i nu, har Vækstfonden hjulpet os med et godt lån, fordi vi er en startupvirksomhed. Så måske er timingen faktisk helt rigtig,« siger han.

Hotellet huser »byens nok mest hemmelige« tagterrasse, fortæller Mads Løwe. Den er åben for alle københavnere, som kan sidde mellem vægreklamer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

The Socialist er desuden blevet en del af Marriotts portefølje, sådan forstået, at de 31 værelser bliver solgt gennem hotelkædens hjemmeside, hvor de får synlighed, uden at hotellet skal lægge samme gebyr som på de store bookingplatforme.

»Det er også en af grundene til, at det kan lade sig gøre,« siger han.

Hustru fandt på navn

Hotellet har haft hele to brandingbureauer inde over for at finde det rigtige navn. Et engelsk og et dansk.

»De endte med at komme med navne inden for to kategorier. Den ene refererede til bygningen – Transformer, Ampere og Volt. Den anden refererede til tanken om en moderne fortolkning af et forsamlingshus. De foreslog Tribe og Habitat. Det faldt lidt fladt,« siger Mads Løwe, der endte med at vælge sin hustrus forslag.

Den gamle transformerstadion over for Magasin husede indtil for nylig det femstjernede hotel Herman K. Nu har Hotel The Socialist taget over. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hotel The Socialist.

»Min kone, som ikke er dansk, sagde, at hvis man nu skulle spille på opfattelsen af danskere, så er den mange steder, at vi både er socialister og livsnydere. Jeg er selv vokset op uden for Danmark, og det spørgsmål, jeg oftest har fået, er nok: »Er I ikke socialister«. Og sådan blev det til The Socialist,« siger han og tilføjer:

»Det afgørende for os er at signalere, at vi har et socialt formål. Og så håber vi selvfølgelig, at folk også trækker på smilebåndet.«