Hun står bag metroen i København: »Når vi ser en byggeplads, siger mit barnebarn: Se, det er farmors kran«

Anne-Grethe Foss har stået i spidsen for udviklingen af Københavns Metro. I en alder af 78 er hun stadig ansat i Metroselskabet, og nu får hun arkitekternes æresmedalje for det, der kaldes den største udbygning af byen siden 1600-tallet.

I 1969 fik Anne-Grethe Foss ideen til en metro i København. Senere stod hun i spiden for metrobyggeriet, og i en alder af 78 er hun stadig ansat i Metroselskabet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Anne-Grethe Foss i 1969 afleverede sit afgangsprojekt på Arkitektskolen i København, havde hun tegnet en metrolinje, som gik fra Kongens Nytorv til Østerport med stop ved Marmorkirken. Året før havde hun læst i Paris, og her fik hun en åbenbaring.

»Det var efteråret 1967, så ungdomsoprøret i foråret '68 var under opsejling. Der var stort set ingen undervisning, for alle var optaget af at gå i optog, så jeg besluttede, at jeg ville studere fransk arkitektur ved at tage rundt i Paris,« siger Anne-Grethe Foss, som hver dag steg på metroen for at kortlægge den franske hovedstad for interessante bygninger.

»Der gik det op for mig, hvor fantastisk en opfindelse metroen var. Hvordan den bandt byen sammen og gjorde det nemt at opleve forskellige kvarterer på kort tid. Sådan en skulle København da også have, tænkte jeg.«

Hjemme igen kastede Anne-Grethe Foss sig over afgangsprojektet, som en åbensindet professor på arkitektskolen godkendte.

»Det var jo ikke ligefrem klassisk arkitektur. Folk syntes da, det var meget sjovt. Men en metro, det havde de fleste svært ved at forestille sig,« konstaterer hun.

Anne-Grethe Foss, direktør i Metroselskabet

»Jeg tænkte: »Han er den første, der er parat til at betale for at køre med min metro«. Jeg var lige ved at give ham et knus.«


Godt 50 år efter at hun som ung studerende luftede de første visioner om en metro i København, tager hun imod mig få minutter fra Vestamager Station, hvor Metroselskabet holder til.

Turen fra Enghave Plads til min destination har taget under 25 minutter, og allerede ved ankomsten får jeg lyst til at udtrykke min begejstring over at være forskånet for en langsom bustur gennem byen i morgenmyldretiden eller en kold cykeltur fra Vesterbro.

Det kan Anne-Grethe Foss tage en stor del af æren for. I 27 år har hun været ansat til at føre metroprojektet ud i livet. Først som administrerende direktør for Ørestadsselskabet, og de seneste ti år som direktør i Metroselskabet, som det blev omdøbt til i 2007. Her er hun i en alder af 78 stadig ansat.

Anne-Grethe Foss kaldes ofte metroens mor, fordi den har udgjort så stor en del af hendes liv. Det gør den stadig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Du må altså ikke få det til at lyde, som om metroen er min fortjeneste alene. Det må du love mig,« siger hun beskedent, da vi har sat os til rette for at tale om det, der bliver kaldt den største udvikling af København, siden kong Christian IV moderniserede og udbyggede voldene i 1600-tallet.

»Jeg står jo på skuldrene af modige politikere og kunne aldrig have gjort det uden alle de fantastiske kolleger,« tilføjer hun.

»Det var kontroversielt«

Hun er lille af statur, storsmilende, og går man lidt bag om ydmygheden, titter stoltheden alligevel frem. For nok er det, som hun siger, modige politikere, der i sin tid traf beslutningen om at vende København fra en nedslidt, lidt søvnig hovedstad til en moderne by med en dertil hørende metro. Men Anne-Grethe Foss har har været med fra start.

I 1990 var hun ansat i Transportministeriet, hvor et udvalg skulle udarbejde en rapport om fremtidens trafikinvesteringer, og her bragte hun ideen om en metro til torvs.

»Der var en enkelt kran i byen i København, og den var til bungy jump. Der blev ikke bygget noget som helst. Men der var nogle modige politikere, som sagde: »Det nytter ikke, at vi bare sidder og piber. Vi må vende skuden«. Det blev startskuddet til forbindelsen over Øresund, og få år senere blev det besluttet, at udbygningen af Ørestad skulle være med til at finansiere en metro,« siger Anne-Grethe Foss.

Anne-Grethe Foss, direktør i Metroselskabet

»Det har jo faktisk vist sig, at metroen giver overskud, så det kan betale halvdelen af anlægsinvesteringerne.«


I 1993 blev hun ansat som administrerende direktør for det nyetablerede Ørestadsselskabet, som havde ansvaret for de første tre etaper af metroen. Ikke alle var lige begejstrede for planerne, husker hun.

»Det var kontroversielt. Der var politikere, som var meget positive, og andre, som var modstandere. Nogle ville hellere have letbaner, fordi de kunne fjerne trafikken fra vejen, og fordi metroen var en dyr investering. Men andre holdt fast i, at når det drejede sig om det centrale København, var det en metro, der skulle til. Så der var konstant diskussion,« siger Anne-Grethe Foss.

Som administrerende direktør for både Ørestad og metroen blev hun flere gange trukket gennem mediemøllen. Blandt andet da budgettet for metroen ikke holdt.

»Det var svært at forklare, at nok var metroen en stor investering, men at billetindtægterne på sigt ville kunne finansiere en del af byggeriet. Det har jo faktisk vist sig, at metroen giver overskud, så det kan betale halvdelen af anlægsinvesteringerne. Samtidig viste det sig, at arealerne, som skulle finansiere metroen, kunne sælges,« siger Anne-Grethe Foss, som dog ikke lægger skjul på, at det af og til var drøjt.

»Jeg plejer at sige, at så længe glæderne var større end sorgerne, kunne jeg holde til det. Men selvfølgelig var det hårdt. Modstand er helt okay, men når det går på ens person, er det hårdt. Men jeg kunne se mig selv i øjnene og sige: »Jeg tror på det, jeg gør – så tager jeg gerne de tæv, der skulle komme.«.«

Anne-Grethe Foss, direktør i Metroselskabet

»Jeg blev spurgt, hvor mange børn jeg har, og fortalte, at jeg har tre. Og så sagde min datter: »Nej, mor. Du har da fire. Du har da også metroen.««


»Jeg havde lyst til at give ham et knus«

Lørdag 19. oktober 2002 indviede Dronningen Københavns første metrolinje mellem Vestamager til Nørreport, og hele weekenden stimlede københavnerne sammen for at se byens nye transportmiddel. Op til åbningen var Anne-Grethe Foss en smule nervøs, indrømmer hun.

Lørdag d. 19. oktober 2002 skete det. Her dronning Margrethe og prins Henrik til den officielle åbning af Københavns Metro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech Andersen.

»Ville togene køre stabilt? Ville en førerløs metro kunne fungere? Ville folk turde køre i førerløse tog? Alle de spørgsmål opstod.«

Det skulle dog hurtigt vise sig, at københavnerne var mere end klar til at køre på skinner under jorden – også uden chauffør, konstaterede Anne-Grethe Foss, da hun steg på metroen tidligt mandag morgen to dage efter indvielsen. Nu skulle den for alvor stå sin prøve.

»Vi var en flok medarbejdere, som tog det første tog klokken 05 fra Vestamager station. På Ørestad Station kom der en søvndrukken mand ind og slog sig ned. Jeg tænkte: »Han er den første, der er parat til at betale for at køre med min metro«. Jeg var lige ved at give ham et knus. Det så ud, som om han plejede at køre med metro hver eneste dag. Det var helt naturligt. Jeg kneb mig selv i armen og tænkte: »Hvordan kan det være mit projekt?«, husker Anne-Grethe Foss, der siden har fået tilnavnet »metroens mor«.

Metroen er så vigtig en del af Anne-Grethe Foss' liv, at hun sagtens kan se sig selv arbejde flere år endnu. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Jeg tror, det stammer fra engang, hvor jeg blev interviewet og havde min datter med. Hun var ikke så gammel dengang. Jeg blev spurgt, hvor mange børn jeg har, og fortalte, at jeg har tre. Og så sagde min datter: »Nej, mor. Du har da fire. Du har da også metroen«, smiler hun og understreger endnu engang, at hun kun er en brik i det store spil.

»Jamen jeg føler, det er mit barn. Men det er der rigtig mange, der gør. Og jeg bliver så glad, når andre siger: »Det er jo min metro«. Det viser, at vi er fælles om den.«

I dag har Anne-Grethe Foss også et barnebarn på otte og et til på vej.

»Vi rejser meget sammen. Når vi ser en byggeplads, siger mit barnebarn: »Se, det er farmors kran«, siger Anne- Grethe Foss, der er kendt for at bruge tid ude på byggepladserne.

»Jeg er virkelig fascineret af de store konstruktioner. I flere år var jeg på julekort med nogle af borebisserne. Vi holdt forbindelsen. For dem havde det jo også været en udfordring, som gik godt,« siger hun.

Arkitekturen skal ikke trænge sig på

Tirsdag modtager Anne-Grethe Foss Arkitektforeningens Æresmedalje. Den er siden 1927 blevet givet til arkitekter, der har gjort en særlig bemærkelsesværdig indsats inden for arkitektfagets områder. Hun deler æren med navne som Jørn Utzon, Arne Jacobsen, Kay Fisker og Bjarke Ingels. Prisen modtager hun for sin rolle i udviklingen af Ørestad og – ikke mindst – Københavns metro, der adskiller sig fra mange metroer, netop fordi arkitekterne har været med fra starten.

»Mange metrostationer i udlandet er nærmest udposninger på en tunnel. I København ville vi skabe sammenhæng mellem overfladen og stationen. Det handler blandt andet om proportioner og lys. Det er vigtigt, at man ikke føler, at man er i en anden verden, men at stationen er en del af byen,« siger Anne-Grethe Foss.

Med Cityringet er man gået skridtet videre og har tilført flere farver. Her Nørrebro Station, hvor væggene er beklædt med røde keramiske plader, der er signal til, at man her kan skifte til S-tog. Samme farve finder man på Hovedbanegården. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ditte Valente.

Med Cityringen gik man skridtet videre designmæssigt. Nu kom der farver og referencer til de enkelte kvarterer nede på stationerne. Men det var hele tiden en balancegang.

»Arkitekturen i en metro skal ikke trænge sig for meget på, men alligevel opleves. Det er ikke sådan, at du hver dag skal tænke: »Hvor er det fantastisk at bevæge sig ned i det her rum, men i din underbevidsthed oplever du rummet«. Det skal kunne bære, at man kommer der hver dag,« siger Anne-Grethe Foss, som også ser æresmedaljen som en faglig anerkendelse.

»Jeg har jo arbejdet på en helt anden måde end mange arkitekter og følt mig lidt udenfor. Men jeg har virkelig kæmpet for at få arkitekturen med i det, jeg lavede. Ved store anlægsprojekter foregår det ofte sådan, at ingeniørerne kommer først, og så kan arkitekterne sætte et flot gelænder på eller nogle pæne farver på væggen. Så da jeg hørte, at jeg fik Æresmedaljen tænkte jeg, at så er jeg alligevel en rigtig arkitekt,« siger hun.

Inkarneret københavner

Anne-Grethe Foss kalder Cityringen, der åbnede sidste år, for et kvantespring. Nu blev byen for alvor bundet sammen. Men der skete også noget andet. Københavnernes syn på deres egen by og turisternes syn på København ændrede sig.

På Frederiksberg skal man kunne se mindst ét træ fra sit vindue, står der i kommunens »træpolitik«. Byen har cirka 6000 vejtræer – hertil kommer parker, kirkegårde og private haver. Det er med andre ord ikke tilfældigt, at netop denne station er dekoreret med grønne farver. Det er helt specifikt Frederiksberg Allés lindetræer, de keramiske paneler på stationen refererer til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ditte Valente.

»I 90erne blev København betragtet som en hyggelig, men lidt museal by med H.C. Andersen og eventyrerne. Jeg tror, metroen har været med til at skabe en ramme om det nutidige liv. Den har gjort os mere selvbevidste. Vi er ikke bare en lille bitte hovedstad. Vi er faktisk noget på verdensplan.«

Personligt oplever hun ofte den glæde, hun kan huske fra sine unge dage i Paris.

»Det er fantastisk, også for mig. Tidligere cyklede jeg meget, men så faldt jeg og brækkede min hofte, så nu går jeg. Og tager metroen, så det ikke hele tiden er de samme steder i byen, jeg går. Nu får jeg set flere kvarterer og oplevet stemningen flere steder i byen. Man har ikke længere den mentale barriere med, at det kan føles besværligt at komme rundt,« siger Anne-Grethe Foss, som har boet i København, siden hun var 18. I dag på Vester Søgade i Vestersøhus tegnet af Kay Fisker.

»Der har jeg villet bo, siden jeg gik på arkitektskolen. Langt om længe på mine gamle dage var der en lejlighed, som var overkommelig, som jeg købte,« siger Anne-Grethe Foss.

Anne-Grethe Foss, direktør i Metroselskabet

»Jeg har sagt til ham, at han bare må smide mig ud, for jeg kan godt forstå, hvis han synes, det er irriterende at have sådan en gammel kone gående. Men så længe, de kan bruge mig, bliver jeg.«


Da hun var med til at opbygge Ørestad, valgte hun også at bo otte år i det nye kvarter. For nok er metroen hendes hjertebarn, men den hænger uløseligt sammen med Ørestad. Et område i byen, der langtfra kun har høstet roser for sin byplanlægning.

»Ørestad er på godt og ondt. Der er rigtig mange, som er glade for at bo der, fordi man er tæt på Amager Fælled og samtidig kan komme til Kongens Nytorv på ingen tid. Og der er også nogle, som er kritiske. Jeg vil selvfølgelig allerhelst have, at folk kan lide det, vi laver. Men jeg vil langt hellere have, at vi laver noget, der bliver kritiseret, end noget, der er ligegyldigt,« siger Anne-Grethe Foss, som fik en god kontakt til mange yngre mennesker i de år.

»Det var mest unge børnefamilier, som boede der, så jeg var den gamle. Det var dødhyggeligt. Havde det ikke været, fordi jeg havde fået den lejlighed i Vestersøhus, som jeg altid havde drømt om, var jeg blevet. Jeg var glad for at bo der.«

»Jeg er ikke så nem at slippe af med«

Anne-Grethe Foss har omsider fået sin metrostation ved Marmorkirken. I det hele taget kan man sige, at missionen er fuldført. Men hun har ingen planer om at lade sig pensionere foreløbig. Dog gav hun i 2009 stafetten videre til Henrik Plougmann, som i dag er administrerende direktør i Metroselskabet, mens hun selv har titlen direktør for Metroselskabet og Hovedstadens Letbane.

»Det startede med, at han godt ville have, at der var lidt overlap, men jeg er her altså stadig. Jeg har sagt til ham, at han bare må smide mig ud, for jeg kan godt forstå, hvis han synes, det er irriterende at have sådan en gammel kone gående. Men så længe, de kan bruge mig, bliver jeg,« siger Anne-Grethe Foss.

Anne-Grethe Foss har ikke et øjeblik tvivlet på, om metroen var et godt projekt. Men hun mødte modvind undervejs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

I 2024 åbner linjen M4 Sydhavn. Om metroen skal udbygges endnu mere, ved hun ikke. Men hun er klar til endnu en omgang, hvis det bliver aktuelt.

»I øjeblikket hører vi også meget om Lynetteholm-projektet. Hvis det bliver vedtaget, vil det kræve, at der bliver bygget mere metro. Det, håber jeg selvfølgelig, bliver en realitet, for sådan en metrolinje vil både være med til at udvikle København på en ambitiøs og bæredygtig måde og være ekstremt spændende at få lov til at bygge.«

Det er blevet tid til næste møde, og hun skal have et par minutter til at forberede sig, så vi tager afsked.

»Nej, jeg er ikke så nem at slippe af med. Metroen er blevet en væsentlig del af mit liv. Det betyder ikke, at min familie ikke er det. Familien er det primære. Men det her fylder så meget, at det er en vigtig del af mit liv,« siger hun.